Føj til favoritter Del Send
Shopping | 16/04/10

Barberen i Vognmagergade

  • Foto: Mikkel Møller Jørgensen Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Herresalonen Barb har i årtier klippet toppen af dansk erhvervsliv i mere end én forstand. Nu har tredje generation overtaget butikken.

»Beatles ødelagde frisørfaget!«
Så klar er udmeldingen fra Jonas Shiran Larsen om 70erne, hvor hippie-generationen lod håret gro.

Samtidig blev det trendy at være blød mand og gå til damefrisør. Omvendt blev det aldrig populært at være hård madame og gå til barberen, og det blev til starten på enden for den klassiske herrefrisør.

Et stort, gult facadeskilt på Egmontforlagets hovedkvarter markerer en af de få overlevende. Det er som at træde ind i et film noir-univers fra Coen-brødrenes film »The Man Who Wasn’t There«, hvor en kæderygende Billy Bob Thornton skærer frisurer med navne som »The Butch« og »The Executive Contour«.

»Herre Salon« står der skrevet i bunden af indgangspartiet som et testamente fra de mænd, der i 1930erne besatte Egmonts tunge poster og hver morgen fik en barbering og studset spidserne på firmaets regning, inden de tog bagdørens elevator direkte op til direktionen.

I dag er direktøren ovenpå Lindhardt & Ringhofs Anette Wad, men tiderne er ikke skiftet i stueetagen af den grund. Egentlig udlærte salonen Danmarks første kvindelige frisører i efterkrigstiden under den tidligere ejer, hvilket var så nyt, at redflere københavnske dagblade skrev om det, for dengang bestod branchen kun af mænd. Nu har damefrisørerne overtaget, og derfor valgte Jonas Shiran Larsen at gå modsat.

»Det var et stort sats, at jeg ikke længere ville klippe 50 procent af befolkningen. Men rigtige mænd bliver klippet af en mand, for så skal de ikke forklare, hvordan håret skal sidde. Ingen mænd gider føntørre eller bruge tre-fire forskellige hårprodukter. Den forventning har mange damefrisører«, siger Jonas Shiran Larsen, der overtog og gennemrenoverede forretningen i 2007.

Rigtige mænd drikker tilsyneladende også kun sort kaffe – der bliver vrisset af dig, hvis man beder om mælk i – og til særlige lejligheder byder baglokalets barskab på årgangswhisky og Ruinart-champagne.

Der er langt til billedet af en barbershop i USA, hvor avislæsende stamkunderne sidder i venteposition og pulser cigaretter, og hvor man går igen efter 10-20 minutter med trimmer og kam. Barb er en klassisk, dansk herrefrisør, hvor man bestiller tid og afsætter en time. Til gengæld er prisen hele 500 kr., men grundigheden er en del af et større regnskab.

»Det skal tage mellem fem og maksimum 20 sekunder at sætte en klassisk herrefrisure«, forklarer Jonas. Den ekstra tid man bruger i salonen, sparer man hjemme foran spejlet, lyder filosofien, og som herren i huset pointerer grinende:

»Som frisør skal man også have forstand på morgenhår.«

»Kvinder har brug for at forny sig hver tredje måned, mens mænd måske kan nøjes med at få forny sig hvert tiende år. Det gør ikke håndværket kedeligere eller dårligere. Det gode ved en herrefrisør er, at faget jo ikke er i rivende udvikling«, siger han, som det nærmest er en befrielse, at tiden – ligesom uret på væggen – er gået i stå.
 
Hvad: Barb
Hvor: Vognmagergade 9, Kbh. K,
Hvor meget: 500 kr. for en klipning
Hvordan: Tlf. 33 12 63 43, Barb.dk