Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 21/03/11

Når sjælen banker på himlens dør

  • Er der nogen hjemme? Bjørn Fjæstad gør et flot, forgæves forsøg på at banke på himlens dør i "Teaterkoncert Bob Dylan". Foto: Jan Jul / Scanpix. Foto: Ikke oplystEr der nogen hjemme? Bjørn Fjæstad gør et flot, forgæves forsøg på at banke på himlens dør i "Teaterkoncert Bob Dylan". Foto: Jan Jul / Scanpix.
»Teaterkoncert Bob Dylan« har fundet sin endnu stærkere form i Østre Gasværks opsætning, der viser dystre, pikante og pragtfulde præstationer.

Med en resolut bevægelse griber han om korset om halsen og flår det af. Og så synger han ellers Bob Dylans »Knocking on Heaven’s Door«, så det river i lungerne og rasper i struben; med en voldsom desperationsudladning, mens en mand i baggrunden springer i højden i et forgæves forsøg på at få Vorherre i tale.

Bjørn Fjæstad afslutter første afdeling af »Teaterkoncert Bob Dylan« på Østre Gasværk Teater. Og scenen bliver i endnu højere grad en nøgle i den forestilling, der nu, næsten et år efter urpremieren på Aarhus Teater, står meget skarpere, meget sikrere.

Dylan-showet er – det er teaterkoncertens natur – et forløb af abstrakte, musikalske billeder. Men alligevel er der en progression i Nikolaj Cederholms koncept. Ikke bare fordi de enkelte figurer har deres små mellemværender, som melder sig som ledemotiver forestillingen igennem. Men også fordi Cederholm bruger udplukket af Bob Dylans sange, 31 i alt, til sin egen trosbekendelse.

Vi begynder i Frelsens Hærs trygge varmestue, hvor vi skutter os med en trøstende kop kaffe. Så længe det varer. For snart banker en mystisk herre i Claus Hemplers elegante-spændstige Bowie-skikkelse på døren. Og så er det slut med sjælefreden, for fællesskabet går i opløsning, og nye muligheder tegner sig.

Jo, »The times they are a changin’«, som Hempler mod slutningen synger med den stemme, der minder om smeltet brun farin. På det tidspunkt er kaffestuens tryghed for længst forsvundet og dens indvånere spredt for alle vinde på Herrens Mark, berøvet deres beskyttende illusioner, udsat for tvivl, druk, sex, dødelig jalousi og almindelig melankoli, men til gengæld med mulighederne for at finde en mening med det hele i det kærlighedsbudskab, som Ulla Henningsen synger med en vibrerende, varm intensitet i allersidste billede: »I Threw It All Away.«

Mageløse Ole Thestrup Forestillingen har fået en ro, en sikkerhed, den ikke havde før. Godt, for med en sangskriver som trubaduren, salmepoeten og profeten Dylan vil vi høre, hvad der bliver sunget, og derfor fungerer forestillingen også bedst, når Cederholm tør overlade scenen til sine velvalgte solister og dygtige musikere – og undgår den udvendige teaterkoncertstaffage, som hærger enkelte numre i første akt.

Det er mindre ridser i lakken, for højdepunkterne står i kø i dette dystre, gotiske billeddigt med dets mange sprækker af håb, hentet i den musik, som Brødrene Hellemann har arrangeret med forbilledlig variation og smuk selvfølgelighed. Mageløse Ole Thestrup lød før, som når vandet løber ud af et beskidt badekar. Nu har man lyst til at tilføje, at det badekar må stå på et slidt bordel i New Orleans. Hør hans »Desolation Row«. Pragtfuldt.

Og sødsure Lykke Lis’ knirkende pikanthed trænger igennem i numre som »Maggie’s Farm« og »Like a Rolling Stone«. Ashok Pramanik og Jacob Madsen Kvols er yngstemænd. Her lytter vi faktisk til Dylan igen. Får lyst til at høre endnu mere. Er det ikke det, teaterkoncerten er til for?

Hvad: »Teaterkoncert Bob Dylan«
Hvem: Idé og iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Musikalske Arrangementer: Jens og Peter Hellemann. Scenograf: Kim Witzel. Kostumedesigner: Anja Vang Kragh
Hvor: Østre Gasværk Teater. Til 4. juni

Javascript is required to view this map.
Kort