Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 13/12/17

Vrede franskmænd tvinger historisk københavnercafé til at skifte navn

  • Her ses Cafe Obelix på Vesterbro Torv tilbage i 2001. Foto: HENRIK OLE JENSEN

    Her ses Cafe Obelix på Vesterbro Torv tilbage i 2001.

    Foto: HENRIK OLE JENSEN

En cafe på Vesterbro i København må skifte navn, efter den har tabt en sag i Sø- og Handelsretten mod et fransk forlag. Det skriver finans.dk

I knap 25 år har Café Obelix været en fast del af Vesterbro Torv i København. Men nu er det snart slut. Den velkendte café har nemlig ikke haft lov til at bruge den franske tegneserielegendes navn, og det er faldet det franske forlag Albert Rene, der ejer rettighederne til tegneserieheltene ’Asterix’ og ’Obelix’, for brystet.

Forlaget har bragt sagen for Sø- og Handelsretten, hvor det netop har fået medhold, skriver finans.dk.

Læs også: Guide: Her er 10 nye restauranter du skal kende

Ifølge afgørelsen har Sø- og Handelsretten besluttet, at den kendte café må skifte navn senest den 19. februar, opgive sit internetdomæne, opgive sine Facebook- og Instagramsider samt betale en erstatning på hele 600.000 kroner til det franske forlag.

Franskmændenes vrede blev beskrevet allerede tidligere på året, efter de fandt ud af, at den danske café gennem flere år har gjort brug af navnet ’Obelix’. Udover navnet har caféen også anvendt flere grafiske ligheder på facader og menukort.

Blandt andet har de ansatte gået rundt med trøjer, hvor Obelix-figuren var påtrykt, ligesom der på caféen har været billeder og udsmykninger af de to tegneseriehelte.

Ifølge finans.dk fremgår det også af domsdokumentet, at der på et tidspunkt har været et indrammet billede på caféen, som viste Obelix 'med erigeret lem i en eksplicit seksuel situation'. Billedet er dog senere blevet fjernet.

Advokat John Kahlke, der har repræsenteret forlaget Albert René i sagen, er tilfreds med dommen:

»Dommen taler jo for sig selv. Det er blevet fastslået, at min klients rettigheder skal respekteres, og at rettighederne er blevet krænket i dette tilfælde. Forlaget (Albert René, red.) har måttet se Obelix blive brugt til alt muligt, som figuren ikke har noget med at gøre,« siger han til finans.dk

Cafe Obelix havde krævet frifindelse i sagen, da man mente, at det franske forlag havde udvist passivitet, da navnet var blevet brugt både hos caféens tidligere ejere siden 1993, samt hos de nuværende ejere siden 2009. Caféens advokat Advokat Gitte Løvgren Larsen er derfor overrasket over dommen og vil sammen med caféen vurdere, om den skal ankes, oplyser hun til finans.dk

Den københavnske cafe har siden 2009 været ejet af INVESTERINGSSELSKABET AF 1. JULI 2008 ApS. Caféen har tidligere gjort sig uheldigt bemærket i medierne. Tidligere på året beskrev Ekstra Bladet, hvordan cafeens restauratør Søren Nissen flere gange har ignoreret påbud, som Fødevarestyrelsen har udstedt under sine kontrolbesøg.

Læs også: Slut med Copenhagen Street Food: Her åbner nyt kæmpe-marked

Ifølge Ekstra Bladet har adskillige tilsynsrapporter og billeder fra Fødevarestyrelsen afsløret, at de hygiejniske forhold på stedet langt fra lever op til kravene. Blandt andet har det været bemærket, at køkkenpersonalet tilsyneladende sjældent vaskede hænder, mens kød og andre madvarer ofte har været for gammelt og lå i forrådnelse i køleskabet, som desuden har været for varmt og overfyldt.

Derudover flød det med cigaretskod, gamle madrester og ildelugtende karklude i det beskidte køkken.

»Café Obelix er på vores liste over brodne kar, som vi ganske ofte besøger med to tilsynsførende i stedet én. Vi har uddelt mange bøder, fordi virksomheden ikke har rettet op på problematiske forhold, som vi tidligere havde indskærpet. Men det har ikke været nok til, at vi har haft lovhjemmel til at kunne lukke virksomheden,« udtalte Martin Birch Hansen, sektionsleder i Fødevarestyrelsen, til Ekstra Bladet i januar.

Fødevarestyrelsen oplyste dog i samme ombæring, at der fra virksomhedens side ikke bliver udvist 'ond vilje'.

Restauratør Søren Nissen oplyste i den forbindelse til Ekstra Bladet, at caféen gør alt for at overholde reglerne, men at Fødevarestyrelsens folk tolker reglerne på hver deres måde.