Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 07/03/08

Vild og vittig vold

Den seje Clive Owen slår talrige slemme mænd ihjel for at beskytte en baby i den balstyrige »Shoot 'Em Up «.

Aldrig har man set så mange mennesker blive skudt på så opfindsomme måder som i det vilde og ret vittige voldsorgie »Shoot 'Em Up «.

Udgangspunktet er lånt fra actionmesteren John Woos film »Hardboiled«, idet det skildrer en mand, som på én gang skyder skurke og hjælper en kvinde med at føde. Herefter går den vilde jagt, idet en skummel slyngel ved navn Hertz er stærkt interesseret i at tage livet af såvel mor som barn, og eftersom han tilsyneladende disponerer over ubegrænsede ressourcer, får vores fødselshjælpende helt - der kort og godt kalder sig Smith - uhyre travlt med at beskytte babyen mod heftigt skydende hærskarer af lejemordere.

Som den atletiske skarpskytte Smith er Clive Owen - iført skægstubbe og sort læderfrakke - lige så sej, som han var i Robert Rodriguez' bloddryppende »Sin City«, som »ShootEm Up « i det hele taget minder om med sin enormt overdrevne vold grænsende til parodisk pastiche. Også de akrobatiske skudkampe i John Woos film fra Hong Kong har tydeligt været en inspiration, men Michael Davis' film er langtfra lutter efterligninger. For eksempel er det noget nyt, at Smith likviderer en af de talrige banditter med en gulerod som våben, ligesom filmen overgår den førnævnte fødselsscene ved at lade Smith plaffe adskillige svært bevæbnede slyngler ned samtidig med, at han har hedt samleje med selveste Monica Bellucci som historiens lækre prostituerede heltinde. Det er på én gang totalt absurd og stærkt imponerende.

Paul Giamatti giver den ikke for lidt som overskurken Hertz, der altid har en filosofisk aforisme på læberne, og man kan ikke rigtigt kritisere hans overspil i en film, hvor alt er overdrevet, og hvor helten får John Rambo til at ligne en gigtplaget folkepensionist. Dialogen består af lutter overvægtige klicheer skrevet med passende selvironi, og kynismen er så kolossal, at den bliver komisk, hvad der givetvis også er meningen.

Hov - jeg glemte nær at nævne, at der selvfølgelig er rasende biljagter og en væmmelig torturscene i »Shoot 'Em Up «, at en af dens store ildkampe udspiller sig blandt mænd netop hoppet ud fra et fly iført faldskærme, og at Smith på et tidspunkt redder det lille barns liv ved med velrettede pistolskud at få en karrusel til at dreje rundt. Kan ikke beskrives nærmere i ord, skal opleves med egne øjne.

Således er denne voldsfetichistiske og bevidst kitschede film så gennemført urealistisk - typisk foregår den i en anonym storby, som er umulig at identificere - at enhver ansats til moralsk forargelse må forsvinde, mens man forgæves forsøger at tælle, hvor mange slamberter Smith får taget livet af. Tallet er astronomisk, og den i enhver henseende hæmningsløse »Shoot 'En Up « er det, som englænderne kalder en guilty pleasure, hvad fornøjelsen ikke bliver mindre af. Tværtimod.

Javascript is required to view this map.
Kort

Foto: Ikke oplyst

Oplev en samtidig og relevant udstilling på Nivaagaards Malerisamling: "Hvad der kan tænkes, kan tegnes. Karikaturtegneren Jens Hage"