Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 20/05/14

Filmanmeldelse: Selv i de bedste hjem

  • Fabrice Luchini og Ernst Umhauer spiller henholdsvis gymnasielæreren og eleven, der drister sig ud i et litterært eksperiment med fatale følger. Foto: PR

    Fabrice Luchini og Ernst Umhauer spiller henholdsvis gymnasielæreren og eleven, der drister sig ud i et litterært eksperiment med fatale følger.

    Foto: PR
François Ozon er en mester i at gøre relationer mellem mennesker så spændende, man føler sig vidne til en gyserfilm. Den bedste og en af de mest alsidige franske instruktører slår til igen.

Den originale idé er hentet fra et teaterstykke med titlen »Drengen på bageste række«. Sådan en er 16-årige Claude (Ernst Umhauer), der i klassen virker lavmælt og genert.

Men han har et ganske særligt talent for at skrive. Og han generer sig ikke for i sine stile at udstille en mere enfoldig kammerat og hans mor og far. Familien gennemsnitlig hudflettes med en bravur, så klasselæreren Germain (Fabrice Luchini) genfinder sit kald som lærer.

Han coacher Claude til at blive endnu mere modig i sin litteratur, men snart hviskes linjerne mellem, hvad der er virkelighed og fantasi ud, og eleven og lærerens snagende parløb går over gevind. Ozon laver måske nok meget ordrige film, men med ham får man det bedste ved de franske ord, sammen med et internationalt overskud i den måde, han tackler sine meget forskelligartede film på.

Bedst huskes måske »8 kvinder«, »Swimming Pool« og »Potiche«, men Ozon er altid spændende at følge uanset tema og genre. Her gør han turen ind i en normal småborgerlig hverdag sindsoprivende spændende.

Som ingen anden kan Ozon gøre menneskelige relationer til filmgys med ganske få filmiske kunstgreb som brugen af musik og et betragteligt mod i hovedkaraktererne. Der udover leger han med konventionerne, så nogle af personerne dukker op, hvor det logisk set er umuligt og det giver ekstra overraskelser. »Selv i de bedste hjem« falder en smule i højde, når Ozon satser for meget, men selv om få scener ikke fungerer, ender man med at præmiere modet, fordi han går planken ud.

Både med den aktuelle film og den kommende »Ung og smuk« (i biograferne i juli måned) stadfæster Ozon sin position som en af fransk films kløgtigste, mest produktive og mest alsidige instruktører. Han har lavet 14 spillefilm på kun 16 år. Både tempoet og kvaliteten er helt Woody Allensk.

Hvad: Selv i de bedste hjem.
Hvem: Instruktør: François Ozon.
Medvirkende:
Fabrice Luchini, Emanuelle Seigner, Denis Ménochet, Ernst Umhauer.
Hvor: Premiere over hele landet.