Omtale
Føj til favoritter Del Send
Film | 11/10/16

Bernard Shakey - Neil Young bag kameraet

Tidspunkt

Cinemateket

Gothersgade 55
1123 København K

Åbningstider

Tir-fre: 09.30-22.00, lør-søn: 12.00-22.00
Mandag lukket

Kontakt

33 74 34 12
 

 

  • Foto: Ikke oplyst Lagt på af bruger:

Bernard Shakey - Neil Young bag kameraet

Brugeromtale
Oprettet af: Mariah Leitisstein / Cinemateket 11. okt 2016
Senest redigeret af Mariah Leitisstein / Cinemateket 11. okt 2016

Igennem det meste af sin lange karriere har Neil Young sideløbende med sine musikalske projekter haft en interesse for levende billeder. Han har komponeret soundtracks og har stillet sig til rådighed for diverse filmmageres undersøgende blikke, og herudover har han under navnet Bernard Shakey selv instrueret og/eller produceret et par håndfulde mere eller mindre eksperimenterende film, hvoraf de fleste har karakter af kunstneriske såvel som personlige statusopgørelser.

Den kunstneriske modningsproces, der fandt sted inden for rockmusikken op gennem 1960'erne, kunne måles på flere forskellige måder. Først og fremmest naturligvis i udviklingen af selve de formater, musikken blev serveret i – fra hit-orienterede singler til sammenhængende albums som The Beach Boys' 'Pet Sounds' (1966) eller The Beatles' 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' (1967). Men udviklingen kunne også ses i de film, der blev skabt om eller med musikerne.

Det begyndte i det underholdningsprægede eller ligefrem slapstick-humoristiske toneleje, eksempelvis med de tidlige Elvis-film eller Richard Lesters to komedier med The Beatles: 'A Hard Day's Night' (1964) og 'Help!' (1965). Og blandt de første skridt væk fra denne ‘uskyldige' fase finder man så de filmiske logbøger, der blev optaget under Bob Dylans Englandsturnéer i henholdsvis 1965 og ‘66, nemlig D.A. Pennebakers 'Dont Look Back' og Dylans egen 'Eat the Document'. Begge værker kredser om hovedpersonens besvær med at holde fast i sin status som seriøs kunstner i et system, der var gearet til pop som uforpligtende konsumption. Og herfra var der ikke mange skridt til det næste stadium i musikfilmenes evolutionshistorie, der meget vel kunne være Frank Zappas '200 Motels' fra 1971, en surrealistisk fantasi over den musikbranche, som filmens afsender havde et mildt sagt ambivalent forhold til.

Med Frank Zappa fik rockscenen en kunstner, der ikke alene fandt det naturligt at ophæve grænserne mellem de forskellige musikgenrer, men som tillige havde ambitioner om at udtrykke sig med alle forhåndenværende midler. Rocken var med andre ord blevet voksen, den havde fået sin egen historie, og det var præcis i den periode, at Neil Young indfandt sig på scenen som solist (efter at have trådt sine barnesko i diverse ungdomsbands, først i fødelandet Canada og siden med den kortlivede supergruppe Buffalo Springfield).

Efter en lille håndfuld soloplader (heriblandt mesterværket 'Harvest') kastede Neil Young sig i 1972 ud i sit første filmprojekt, et kalejdoskopisk tidsbillede, der sigende for rockgenerationens selvforståelse på det tidspunkt fik titlen 'Journey Through The Past' (1974). The Summer of Love var nu fjern fortid, et nyt og langt mørkere årti havde meldt sin ankomst, og blomsterbørnenes drømme og idealer var falmet noget. Derfor var det blevet tid til at standse op og spørge: Hvad har vi opnået, hvor står vi, og hvordan kommer vi videre herfra?

'Journey Through the Past' er dog meget andet end en klinisk selvanalyse. Ganske vist tager Neil Young pulsen på sig selv og sin generation, men som filmmager viser han samtidig sit legende og fabulerende sindelag, ligesom man også fornemmer den hang til det rå, kaotiske og uforudsigelige, som har præget hans musikalske karriere. I det dokumentariske materiale bevæger filmen sig mellem antydninger af de private livsomstændigheder og musikkens kreative processer, og oven i disse spor er så vævet et broget tæppe af fiktionsfragmenter, visuelle påfund samt kommentarer til tidens politiske, kulturelle og sociale forhold.

Helt så bramfrit og ustruktureret har Neil Young ikke siden tømt kraniekassens indhold ud på det hvide lærred, om end størsteparten af hans øvrige filmprojekter også bærer præg af ophavsmandens hang til det skødesløse og de ikke alt for komplicerede løsninger.

Det næste forsøg ud i de levende billeder var af en helt anderledes karakter, nemlig den egenartede koncertfilm 'Rust Never Sleeps' (1979), hvor der igen gøres status, men nu specifikt inden for en musikalsk ramme: Med et repertoire, der spænder over det meste af det hastigt voksende bagkatalog, spiller Neil Young (ledsaget af bandet Crazy Horse) sig igennem sin egen historie, parallelt med at der sendes hilsener til rockens ikoner, fra The Beatles over Jimi Hendrix til punkens Johnny Rotten. Filmens egentlige genistreg er imidlertid koncertens iscenesættelse som ritual og drama – med en scenografi af overdimensioneret lydgrej og en særpræget besætning af statister, spændende fra nøgternt observerende forskere til mystiske kutteklædte roadies.

Siden har Neil Young optrådt i en stribe koncertfilm, ikke mindst de tre instrueret af Jonathan Demme: 'Neil Young: Heart of Gold' (2006), 'Neil Young Trunk Show' (2009) og 'Neil Young Journeys' (2011). Herudover bør også nævnes Hal Ashbys 'Solo Trans' (1983) og Jim Jarmusch' støjende og upolerede 'Year of the Horse' (1997). Men Neil Young tilhører præcis den type rullesten, som der ikke gror mos på, og sideløbende med alle disse koncertrelaterede film har han også prøvet kræfter med både fiktion og mere eksperimenterende formater.

Den mest atypiske film i oeuvret er nok 'Human Highway' (1982), en slags rockopera i spillefilmslængde om hverdagen på en lille diner/tankstation, hvor den landlige idyl trues af alle den moderne verdens skyggesider, fra kapitalistisk grådighed til atomar udslettelse. Historien er iscenesat i en stiliseret komedieform (med visse mindelser om David Lynch), på rollelisten finder man (foruden Neil Young selv) stjerner som Dennis Hopper og Dean Stockwell, og så markerer filmen en umage musikalsk alliance med et af 80'ernes art rock-bands, Devo.

Musikken spiller en sekundær rolle i 'Human Highway', men Neil Young har naturligvis også forsøgt sig med den type musikbårne langvideoer, som man herhjemme eksempelvis kunne se realiseret i 1986 med Peter Ravn og Asger Larsens 'Gangway i Tyrol', hvor en række af Gangways sange er vævet ind i lydsporet til en til formålet konstrueret historie. Denne form for konceptfilm – halvt promotion, halvt selvstændigt værk – har Neil Young skabt i forbindelse med et par af sine senere albums, mest ambitiøst i den politisk potente 'Greendale' fra 2003 og mere lavbudgetagtigt i 'A Day At The Gallery' fra 2012 (en rejse tilbage i tiden båret af de evergreens fra den amerikanske sangskat, som Neil Young samme år udgav på albummet 'Americana').

Dér, hvor Neil Young synes at være allermest sig selv som filmmager, er imidlertid hverken i de mere eller mindre ‘rene' koncertdokumentationer eller i fiktionshistorierne, men i de rå, collageprægede og spontant producerede film, hvor tilværelsens kaos indfanges i en ramme, der er så løs som muligt. Og hovedværket i denne kategori må være 'Muddy Track', en avanceret ‘hjemmevideo' fra Europaturnéen med Crazy Horse i 1987, hvor ophavsmanden meget af tiden morer sig med selv at betjene sit medbragte videokamera (kaldet Otto) og i øvrigt lader det være op til tilfældet at afgøre, hvad der kommer i kassen. Resultatet er blevet Neil Youngs svar på Bob Dylans 'Eat the Document', en ægte rock'n'roll-film, hvor antropologiske iagttagelser fra musikernes turnéliv (à la Frank Zappa) veksler med koncertfragmenter og interviews, fjollerier og mere seriøse stunder.

Ligesom Neil Youngs øvrige film er også 'Muddy Track' en statusopgørelse. Et kunstnerisk statement, der med al ønskelig tydelighed viser, at den gamle forvandlingskugle i 1987 befandt sig lige præcis dér, hvor han altid har befundet sig: i konstant bevægelse.

Billetter kan bestilles her: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?...

-----------------------
FILMVISNINGER:
-----------------------
'Solo Trans' + kortfilmen 'A Day at the Gallery'
Tirsdag den 1. november kl. 19:00

Rust Never Sleeps (Neil Young, 1979)
Søndag den 6. november kl. 21:45

Neil Young Trunk Show (Jonathan Demme, 2009)
Søndag den 30. oktober kl. 12:15
Onsdag den 9. november kl. 21:15

Muddy Track (Bernard Shakey, 1987)
Lørdag den 29. oktober kl. 21:30
Mandag den 7. november kl. 21:45

Journey Through the Past (Bernard Shakey, 1974)
Torsdag den 27. oktober kl. 16:30
Lørdag den 5. november kl. 14:15

Human Highway (Bernard Shakey, Dean Stockwell, 1982)
Lørdag den 29. oktober kl. 16:45
Torsdag den 3. november kl. 21:30

Greendale (Bernard Shakey, 2003)
Mandag den 31. oktober kl. 16:30

-------------------------------------
PRAKTISK INFORMATION
-------------------------------------
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Tid: 27. oktober 2016 - 9. november 2016
Billetter (75 kr, dog 50 kr for Cinematekets medlemmer): Bestilles på tlf. 33 74 34 12 eller online via linket ovenfor.

 

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort