Føj til favoritter Del Send
Byliv | 14/12/17

Kødbyens populære madmarked er gået konkurs

  • Foto: Stine Hansen Foto: Stine Hansen
Det er slut med street food på Flæsketorvet i Kødbyen.

Når sommeren i 2018 rammer København, så bliver det uden Kødbyens Mad & Marked på Vesterbro. Torsdag aften har folkene bag markedet oplyst i et opslag på facebook, at Kødbyens Mad & Marked er begæret konkurs.

Læs også: Guide: 6 syndige og søde julesager du skal smage lige nu

»Vi er kede af at måtte meddele, at Kødbyens Mad & Marked er blevet begæret konkurs, og at der derfor ikke bliver marked i Kødbyen fremover fra vores side. Kødbyens Mad og Marked har gennem en længere periode haft økonomiske problemer. Man har blandt andet forsøgt sig med en redningsplan i efteråret, som har bestået af en intensiv undersøgelse af mulighederne for at få stillet ny kapital til rådighed. Tiltagene har desværre ikke virket,« skriver de på facebook.

Kødbyens Mad & Marked åbnede i april 2015 og har tiltrukket sultne gæster med masser af street food fra alverdens køkkener. Markedet vandt AOK Prisen til Byens Bedste 2015.

Dårligt vejr er en synder

I facebook-opslaget oplyser man, at det bl.a. er sommervejret i 2017, der har trukket tænder ud.

»Det store økonomiske underskud skyldes en vejrmæssigt udfordrende sommer, som mange i branchen har lidt under, men også at Kødbyens Mad & Marked i 2017 desværre har oplevet en række tabsgivende aktiviteter, der ikke var mulige at forudse,« lyder det.

Læs også: Efter 434 år: Nu skal Bakken ikke kun være åben om sommeren

Opslaget slutter med at takke medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere, og oplyser desuden, at der er fundet en løsning på weekendens kommende julemarked, der er arrangeret i samarbejde med WestMarket. Julemarkedet ser således ud til at blive det sidste Kødbyens Mad & Marked-regi.

Se hele facebook-opslaget her.