Føj til favoritter Del Send
Byliv | 03/01/18

Guide: 8 gratis vinteroplevelser i København

  • Foto: Claus Bech Foto: Claus Bech
  • Foto: Liselotte Sabroe Foto: Liselotte Sabroe
  • Foto: Brian Bergmann Foto: Brian Bergmann
Efter en dyr december kan man godt trænge til en januar uden de store udgifter. AOK guider til masser af oplevelser, som ikke koster en krone, for hele familien.

Dyrehaven

Pak jer godt ind, tag en madkurv med, og besøg Dyrehaven, hvor der er masser af skøn natur. Slå jer evt. ned på bakketoppen ved Eremitageslottet, Christian 6.s jagthytte fra 1736, hvor der er fin udsigt over haven.

Hvis man er heldig, kan man se nogle af de mange hjorte, som bor i parken. Dyrehaven er oplagt til lange gåture, og hvis man har lyst, kan man også smutte gennem forlystelseshaven Bakkens små gader og kigge på forlystelserne, som er gået i vinterhi.

Hvad: Dyrehaven
Hvor: Klampenborg nord for København


Foto: Gita Femhøj

Legeplads

København vrimler med legepladser. Der er over 140 legepladser i hele staden, så der er masser af steder at tage hen, hvis børnene skal udforske nye områder med gynger, rutsjebaner og vipper. Men der er også en del, som tilbyder lidt anderledes legeoplevelser.

Besøg bl.a. Trafiklegepladsen på Østerbro eller Bondegården i Remiseparken på Amager.

AOK har samlet nogle af de bedste legepladser her.


Foto: Claus Bech

Is-disco i Østre Skøjtehal

Den 20. januar kl. 18-21 er det tid til at spænde skøjterne på og finde sin indre discokonge eller -dronning frem. Der vil nemlig være disco, boogie og skøjteløb på programmet, når Østre Skøjtehal slår dørene op til is-disco.

Det er ganske gratis at deltage samt låne skøjter. Og hvis sulten melder sig, er der mulighed for at købe mad og noget til at varme sig på.

Hvad: Is-disco
Hvor: Østre Skøjtehal, Sionsgade 15, København Ø
Hvornår: 20. januar kl. 18-21


Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Tycho Brahe Planetarium

Den 11. januar kan man være med til at observere nattehimlen gennem et stort teleskop med en astrofysiker som guide.

Her kan man bl.a.  se på galakser, dobbeltstjerner og stjernehobe. Oriontågen, som er en sky af gas og støv fra verdensrummet, hvor der opstår nye stjerner, skulle også kunne opleves, når den sniger sig hen over bygninger foran Planetariet.

Hvad: Observationsaften – Stjernetåger
Hvor: Planetariet, Gl. Kongevej 10, København V
Hvornår: 11. januar kl. 21-23


Absalon

På Sønder Boulevard ligger Folkehuset Absalon. Et sted, hvor både lokale Vesterbro-beboere og gæster udefra kommer for at hygge sig sammen.

Stedet byder både på morgenmadscafé, kaffe, barhygge og fælles aftensmad, hvor man spiser sammen med ca. 180 andre mennesker fra hele byen.

Her er også masser af gratis aktiviteter såsom bingo, bordtennis samt film- og musikarrangementer i uformelle omgivelser.

Se hele programmet for Absalon her.

Hvad: Absalon
Hvor: Sønder Blvd. 73, København V


Foto: Brian Bergmann

Besøg Glyptoteket

Der er flere museer med gratis entré i København - deriblandt Glyptoteket, hvor man hver tirsdag kan gå på opdagelse i kunstværker og kulturhistoriske genstande fra historiens begyndelse i Mesopotamien, faraonernes Egypten, det antikke Grækenland, Etrurien og Romerriget med mere. Man kan også besøge vinterhaven, hvor der både er palmer og guldfisk.

Hvis man ikke har mulighed for at komme forbi en tirsdag, er der gratis adgang for børn under 18 år alle ugens dage, mens voksne skal betale entré.

Hvad: Glyptoteket
Hvor: Dantes Plads 7, København


Foto: Morten Stricker

Bibliotekshygge

En tur på en af Københavns mange biblioteker er altid en hyggelig begivenhed både for børn og voksne. Men hvad nogle måske ikke ved er, at der også et væld af gratis tilbud på bibliotekerne, hvor man bl.a. kan deltage i krea-workshops, skattejagter, filmvisninger og meget andet.

Få et overblik over de mange børnevenlige arrangementer på Københavns biblioteker her.


Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Vinterbadning for de friske

Overvejer man at begynde at vinterbade, så kan man få en forsmag på, hvad det vil sige at hoppe i de kolde bølger ved Havnebadet på Islands Brygge.

Hver søndag kan man nemlig deltage i en gæstebadedag ved Havnebadet. Her er alle velkomne, og man behøver ikke at følges med et medlem eller at tilmelde sig på forhånd. Der er fri adgang til Havnebadet samt de opstillede saunaer.

Alt, man skal gøre for at deltage, er at møde op iført badetøj og medbragt håndklæde.

Læs mere her.

Læs også: Guide: Få overblikket over de mange eftertragtede vinterbadeklubber

Hvad: Vinterbadning i Havnebadet
Hvor: Havnebadet Islands Brygge, København S
Hvornår: Søndag kl. 13 - 16