Føj til favoritter Del Send
Byliv | 17/12/17

Endelig er planerne klar: Ikonisk akvariebygning tages i brug igen

  • Danmarks Akvarium i Charlottenlund Foto: Brian Bergmann

    Danmarks Akvarium i Charlottenlund

    Foto: Brian Bergmann
Nu er planerne klar for ikonisk dansk bygning.

Nu lader det til, at fremtiden for den ikoniske akvariebygning i Charlottenlund lidt uden for København, der frem til 2012 husede Danmarks Akvarium, endelig er afklaret.

For ifølge lokalavisen Villabyerne har kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune nemlig vedtaget, at det gamle akvarium endelig får sin egen lokalplan. Det betyder, at ejeren af bygningen, ejendomsselskabet NPV A/S, inden længe vil kunne påbegynde dele af det projekt, som de fremlagde tilbage i 2015.

Læs også: Danmark har fået ny nationalpark nord for København

Af den fremgik det, at akvariebygningen, der blev tegnet af arkitekten C.O. Gjerløv-Knudsen og åbnede i 1939, i fremtiden skulle bestå af restauranter, wellness, fitness og kulturelle aktiviteter.

»Vi har ventet i tre år på at få planen vedtaget, så nu ser vi frem til, at høringen er overstået, så vi kan komme i gang med projektet,« siger Jens Schaumann, der er administrerende direktør i NPV A/S, til BT.

»Og så vil vi gå i gang med at lave fitness, restauranter og kultur på stedet. Vores førsteprioritet er fitness, og der er vi allerede nu i forhandlinger med en operatør, som gerne vil lave et studie der. Det vil ikke fylde alle lokalerne, men de vil formentlig tage det meste,« siger han videre.

Lokalplanen fordrer, at minimum 20 procent af bygningen samt bygningens kælderareal skal bruges til kultur. Man har imidlertid ikke lagt sig fast på, hvad den kulturelle aktivitet skal bestå af, men det kunne ifølge Jens Schaumann sagtens ende med at blive et atelier eller et spillested.

Studieboliger bliver en udfordring
I den oprindelige plan fra 2015 havde NPV A/S foreslået, at dele af akvariet også kunne fungere som studieboliger. Siden har det imidlertid vist sig, at den del af planen vil medføre nogle udfordringer, der gør det svært for bygningsejerne at gøre det til en realitet.

»Det hænger sammen med den størrelse på studieboligerne, som ifølge lokalplanen højest må være 40 kvadratmeter. Med den størrelse ender vi med at stå tilbage med et hulrum inde i midten, som vi ikke kan se, hvad vi skal bruge til,« siger Jens Schaumann.

Læs også: Historiske bygninger i København skal jævnes med jorden

Man forventer, at renoveringen af den gamle bygning først vil være færdig i efteråret 2018. Det skyldes, at den har stået tom i efterhånden mange år, og man i den periode har haft problemer med hærværk.

»Og så har vi taget alt indmaden ud af bygningen, så der er faktisk kun skallen tilbage, der også lige skal sikres.«

Det skulle imidlertid ikke blive noget problem at få lejet lokalerne ud. Ifølge Jens Schaumann oplever man allerede nu god interesse for stedet på grund af den attraktive adresse, der ligger med udsigt ud over Øresund.

Det gamle Danmarks Akvarium lukkede i 2012, hvor man flyttede alle akvariets aktiviteter ud til Den Blå Planet i Kastrup i Tårnby Kommune på Amager.