Føj til favoritter Del Send
Vinterferie | 22/01/18

Planetariet er klar med spritny udstilling: Kom med ud i rummet

  • Foto: Ikke oplyst Foto:
»Made in Space« er navnet på en ny udstilling på Tycho Brahe Planetarium. En udstilling, der lægger op til en visuel og syret oplevelse for både rum-nørder og andre.

Der er nye rumboller på suppen i Tycho Brahe Planetarium. Væk er den gamle udstilling, og den store bygning ved søerne står nu klar til at præsentere en helt ny udstilling, der skal gøre de fleste klogere på universet.

Big Bang, supernovaer og stjerner - fra 1. februar kan man opleve udstillingen »Made in Space«, der handler om, hvor vi alle sammen kommer fra.

For det er måske de færreste, som kigger op mod stjernerne og egentlig tænker, at kroppens byggesten hænger uløseligt sammen med rummet.

Men nu kan man rent visuelt komme med på en kosmisk rejse i rummet, hvor man kan se, hvordan kroppens grundstoffer bliver dannet af alverdens atomer.

Læs også: Dansk stjernefotograf udstiller portrætter på ny udstilling

»Made in Space« er en digital udstilling, der er specialdesignet til Planetariets rum. Udstillingen består af forskellige projektioner på væggene, der fortæller om menneskets forhold til rummet. Projektionerne skaber en indlevende effekt.

Der fortælles bl.a. om hvordan hydrogenet i vandet i vores celler kommer fra Big Bang, jernet i vores blod er blevet dannet inde i stjerner og zink, som er vigtigt for dit immunforsvar, kommer fra store stjerneeksplosioner.

Hele udstillingen er skabt med afsæt i faglighed og videnskab med hjælp fra udstillings- og designvirksomheden 58 Productions fra London.

Læs også: Mums: Nu kan du gå amok i chokolade på københavnsk festival

Udstillingen er bygget op omkring beskueren og giver en masse visuelle indtryk, der alle centrerer sig om mennesket.

Der er flere lag i udstillingen. Den henvender sig både til dem, der ved meget om rummet og søger ny viden, mens andre, der ikke ved så meget, kan få en masse viden om astronomi. Alt i udstillingen er baseret på rigtig forskning og alt er dermed også videnskabeligt korrekt.

Man finder den nye udstilling »Made in Space« i det centrale udstillingsområde, som har været lukket af siden efteråret 2017, hvor forberedelserne til udstillingen gik i gang.

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene formål, har fra starten støttet op om den nye udstilling, som nu kan opleves fra torsdag 1. februar 2018.

Læs også: Guide: 10 gode steder i WestMarket

Oplev Made in Space som en af de første

Hvis man vil være en af de første til at opleve udstillingen, kan man melde sig til en hel særlig morgen-rundvisning 1. eller 2. februar kl. 8.30 til 9.30 før åbningstid. Her vil man blive vist rundt af astrofysiker Tina Ibsen, der har været fagpersonen bag udstillingen, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Efter rundvisningen er der kaffe og lidt morgenbrød til alle deltagere og mulighed for selv at gå på opdagelse.

Læs mere her.

Hvad: »Made in Space« på Tycho Brahe Planetarium
Hvor: Gammel Kongevej 10, København V
Hvornår: 1. februar 2018