Af LLAN 16. January 2009
Normalt plejer cafeen at være hyggelig, men oplevelsen af den i dag gør at jeg aldrig mere vil komme det sted og jeg vil fraråde alle andre at komme der, medmindre den enkelte godt kan lide at blive talt ned til.
Vi er 4 piger der kommer ti minutter i ti en fredag formiddag. Vi skal ind og have brunch og går ind og finder et bord. I cafeen er der endnu ikke kommet andre kunder, men bordene er gjort klar med stearinlys på alle bordene.
Den ene af os går op til baren for at bestille. En midaldrende kvinde er på vej ud af toilettet og går hen til hende og fortæller, at de altså har lukket og først åbner kl. ti. Min veninde svarer, at det er helt i orden og at vi ikke vidste at der var åbent (alt så ud som om de havde åbent og døren var ikke låst) men om vi ikke kunne vente ved vores bord - det er okay, at vi venter til kl ti med at bestille. Damen siger, at det går ikke men vi kan blive indenfor og vente blot vi stiller os hen for enden af baren ved siden af toilettet. Min veninde spørger om vi ikke kan blive siddende ved vores bord, men det er fuldstændig udelukket for det er ikke fair for de andre kunder der også gerne vil ind kl. ti - hun peger så hen imod døren (der står INGEN udenfor og ingen tegn på der kommer nogen overhovedet) Men hun fortæller, at når klokken slår ti kan vi da løbe hen til det bord, vi gerne vil sidde ved. Kan I se det for jer? Tom cafe, tom gade i det hele taget og 4 piger der styrtløber rundt i caféen for at få et bord, fordi der ingen andre er til at tage det?
På dette tidspunkt tænker jeg ok, det er for meget det her. Nu ER vi ligesom inde da alt tydede på at de havde åbent - kan det så ikke være lige meget om vi står ved vores bord eller for enden af baren? Det er fuldkommen meningsløst at blive gennet hen på den måde. Stemningen er dybt trykket og alle er sådan lidt mundlamme over den behandling fra damen. Den måde hun talte til ned til os på - som om vi havde gjort noget dybt forfærdeligt og skulle skældes ud. Hvordan kunne vi også vove at komme ind på den måde.
Jeg spørger så hvordan det kan være at de ikke har låst døren, hvis de havde lukket men bliver mødt med skæld ud fra damen der siger: Det er lige godt utroligt. Nu må I da holde op, jeg sagde jo I kunne vente herinde i stedet for at I skulle vente ude, men I kan også gå der ud og vente. Hvad er det her for noget?
Det var dråben der fik bægeret til at flyde over og vi forlader cafeen. Fint nok at de ikke havde åbent men ligefrem at nærmest genne os ud er for meget når de havde åbnet døren og de første par minutter kom ingen og sagde til os at der var lukket - først da en af os kom op til baren. Hvorfor ikke tage det med et smil og sige at vi bare kunne blive siddende og behandle os pænt i stedet for at skælde os ud på denne måde? Mage til dårlig kundebehandling skal man lede længe efter.
Absolut ikke anbefalelsesværdigt hvis man ønsker at blive behandlet ordentligt. Vi forlangte ikke det store og ej heller særbehandling, men at blive talt pænt til troede vi var kutyme.
