Præciser din søgning i menuen
Omtale
Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 11/06/10

Walk on the wild side

Tidspunkt

Fredag 11. jun. 2010, kl 11:00
Lørdag 12. jun. 2010, kl 11:00

Designmuseum Danmark

Bredgade 68
1260 København K

Åbningstider

Tirsdag til søndag 11-17, onsdag 11 - 21, mandag lukket.

Kontakt

33 18 56 56
 

 

  • Foto: Linda Henriksen Foto: Linda Henriksen
Med udstillingen »Walk on the wild side«, der åbnede 12. juni, viser Kunstindustrimuseet Margit Brandts banebrydende modedesign, som fra midten af 1960erne var med til at skabe begrebet dansk mode. Også i international sammenhæng.
Det er altid dybt fascinerende at få et kig ind i kunstnerens værksted. Nu vil nogle muligvis hævde, at mode da vist ikke er kunst. Men jo, mode er også kunst. I hvert fald er Margit Brandts enestående modedesign fra midten af forrige århundrede nu kommet på kunstmuseum.

Og hurra for det. Margit Brandt fortjener en plads i dansk modehistorie, og på Kunstindustrimuseets udstilling kan man forvisse sig om, hvorfor det forholder sig sådan.
Udstillingens titel, »Walk on the wild side«, er snuppet fra den berømte Lou Reed-sang fra 1972, og den signalerer tidens vilde og grænsebrydende stemning perfekt.
Samtidig tjener det udstillingens arrangører til ære, at man ikke er faldet for fristelsen til at fokusere på Brandt-parrets ofte beskrevne livsstil, men i stedet koncentrerer sig om at skildre Margit Brandt som designer.

Eller som kurator Kirsten Toftegaard siger:
»Der er skrevet umådelig meget om parret Margit og Erik Brandt, men rystende lidt om hendes design. Desuden er vi et designmuseum, så det siger sig selv, at det er dét, der er vores fokus. Man må heller ikke glemme, at det er designet, der har båret deres succes,« siger hun.
Selv er hun ikke i tvivl om, hvorfor netop Margit Brandts design blev så banebrydende.
»Det var båret af et internationalt pust. Hun havde været i lære hos Balmain og Féraud i Paris, og hun tog det bedste fra fortiden og kombinerede det med noget helt nyt og friskt. Tøjet var sexet og feminint, det var fyldt med gennemtænkte og funktionelle skrædderdetaljer – og frem for alt var det brugbart i en moderne hverdag.«

Banebrydende indsats
Med den udvikling, der er foregået de senere år inden for dansk mode, kan det i dag være vanskeligt helt at begribe omfanget af den dynamiske og banebrydende indsats, hvormed Margit og Erik Brandt skabte sig en platform i de revolutionerende år. »Deres indsats er et væsentligt kapitel i den danske modes nyere historie,« skriver museumsdirektør Bodil Busk Laursen i det yderst læsværdige udstillingskatalog til »Walk on the wild side«.

Når Margit Brandts design var så revolutionerende, skyldtes det også, at det ramte markedet netop på det tidspunkt, hvor konfektionen for alvor fik fat. Man gik fra skræddersyet tøj til den enkelte, rige kunde og over til den masseproducerede mode, som kom ud til de mange, uden at der blev givet køb på kvaliteten, for Margit Brandt kunne sit kram. Hun hægede om detaljer, materialer og funktion. Og således kan man håbe, at udstillingen også har et budskab til dagens designere.

Skitser og originaler
Hvor rasende smart og samtidig fint forarbejdet Margit Brandts design var, da tøjet eksploderede på det danske marked, kan man ved selvsyn konstatere på udstillingen. Den er spækket med originale modeller fra perioden 1965-1980 – dog savner man en af de helt unikke maxifrakker, som om noget karakteriserer Margit Brandts tidlige design, og som for øvrigt også pryder udstillingens plakat.

En hel væg er viet til modeskitser fra Margit Brandts nøglekollektion fra 1970. De smukke, håndtegnede skitser suppleres af stofprøver, fotografier, film og inspirationsmateriale. Ja, man kan tilmed gå på opdagelse i designerens værksted, som er rekonstrueret helt ned i detaljen – med Margit Brandts egne lårhøje, hvide støvler fra 70erne nonchalant lænet op ad skrivebordet.

Husmodel hos Balmain
Som hun kommer gående der ned gennem udstillingen, kunne Margit Brandt være trådt lige ud af en af de mange meterhøje fotostater. Hun er stadig slank som et siv, og snydesmart klædt er hun selvfølgelig også. Iført original Margit Brandt-skjorte fra 70erne med påsyede duelighedstegn.
»Det er flot, at man kan få sådan en udstilling i levende live, så jeg har skyndt mig at holde mig i live,« smiler hun med sine gnistrende blå øjne og peger på et fotografi fra sin afgangseksamen på Margrethe-Skolen.

»Her står jeg og bliver bedømt af Holger Blom, og her er mit lærebevis fra Balmain,« siger hun med sin karakteristiske, lidt nasale stemme og fortæller om dengang, hun opsøgte Erik Mortensen i Paris for at komme i lære hos Balmain, hvor Mortensen dengang var chefdesigner.
»Jeg begyndte som husmodel, for Erik Mortensen, som jeg havde opsøgt til en snak, spurgte: »Kan du gå model?« Og det kunne jeg jo godt, for jeg havde gået teenagemodel hos Magasin og Fonnesbech. Men jeg var jo ikke kommet til Paris for at gå model, og min far blev også rasende og skældte ud, da han hørte det,« fortæller hun.

Et verdens-brand
Margit Brandt er utvivlsomt en af vores store modedesignere i det 20. århundrede – Danmarks svar på den britiske designer Mary Quant er hun blevet kaldt. Berømt i udlandet blev hun også, og hvem husker ikke, da Brandterne i begyndelsen af firserne etablerede sig med egen butik i New York.
Margit og Erik Brandt figurerer da også som de eneste danske modefolk i 1979 i Fashion Genius of the World – på linje med de parisiske modeskabere Yves Saint Laurent, Pierre Cardin, Karl Lagerfeld og Sonia Rykiel.

Journalist Didder Rønlund har fulgt designeren fra hendes spæde start, og efter Margit Brandts første store show, der fik hele det mondæne København til at kridte skoene, skrev hun i B.T.: »I morgen er hun verdensberømt.«

»Jeg kan huske, at jeg tit var vildt imponeret over Margit Brandts knapper. Mange med feminint og karakteristisk gyldent glimt og små sirlige »Ber« for Brandt anbragt midt i knappen, så der ikke var noget at tage fejl af. Det var branding, så det ville noget – tænk venligst 40 år baglæns,« skriver Didder Rønlund veloplagt i kataloget.

Rigtigt håndværk
Margit Brandts egen forklaring på succesen lyder forbløffende enkel:
»Jeg ville gerne lave noget nyt, som ikke var set før. Det skulle være feminint og sexet, detaljerne skulle ikke bare være til pynt, men også fungere i praksis. Og så skulle materialerne være gode. Det har vist sig at holde, for man kan bare tage tøjet frem i dag og bruge det,« siger hun og tilføjer, at de unge designere arbejder helt anderledes i dag.

»Jeg håndtegnede selv alle skitserne. Jeg kunne sidde en hel dag og tegne lommer. Jeg lavede selv snittene, købte materialerne, og syede modellerne op. Jeg prøvede også tøjet selv, og først da besluttede jeg, hvilke modeller, der skulle produceres, og hvilke der ikke skulle. I dag foregår alt på computer. Man tegner en tegning, sætter målene direkte på, og så af sted med det hele til Østen, hvor modellerne sys op,« siger Margit Brandt og tilføjer, at hun ikke selv er nogen ørn ved en computer og i øvrigt aldrig kunne drømme om at købe tøj over nettet.
»Nej, for jeg vil føle på tøjet, og jeg vil også prøve det,« siger hun og lader sigende hænderne løbe igennem en stribe af sine gamle designs, som hænger og venter på at blive klædt på de originale mannequindukker fra 1960erne.

Til alt held for Margit Brandt, behøver hun næppe købe sit tøj over nettet. Hun køber i øvrigt ikke ret meget tøj, for som hun tidligere har sagt i et interview med Berlingske Tidende.
»Jeg har tøj nok til hundrede år.«
Nu kan vi andre tilmed få lov at kigge det efter i sømmene.

Hvad: »Walk on the wild side«. Margit Brandt modedesign 1965-1980.
Hvor: Kunstindustrimuseet, Bredgade 68.
Hvornår: Udstillingen vises fra 11. juni og frem til 19. september 2010.
Hvordan: 60 kr. Børn under 18 år: Gratis

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort
Du skal være logget ind for at tilmelde dig denne begivenhed

Skriv en anmeldelse

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.

 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media