Hvor de fleste nok tænker kvindefornedrelse og massiv mandschauvinisme, når navnet L:Ron:Harald smides ind i en samtale, beviser han her en helt anden facet af et højkulørt og hyperaktivt tankeunivers med 25 nye graffiti-relaterede billeder, der nu for første gang udstilles.
L:Ron:Harald/Lars Jensen tager nemlig med hovedparten af sine nye værker kvindernes parti i ”kønnenes kamp”, med billeder der er blevet til ud fra den gamle tese om, at verden ville blive et bedre sted, hvis man(d) overdrog kontrollen over klodens våben til kvinder!
Det velkendte anti voldtægts slogan ”No Means No!” går således igen i værkerne, der beviser at graffiti konceptet har mange aktuelle og uventede forgreninger.
Vil du pirres, provokeres, presses og pisses af, så slå vejen forbi Lars Jensens nye udstilling i Graffitigalleriet.