Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 26/11/10

Vandreren i tågedybet

  • Foto: PR, Din blinde passager Foto: PR, Din blinde passager
Olafur Eliasson har med ét sikkert greb skabt en syns- og oplevelsesmaskine til Kunstmuseet Arkens lange, krævende kunstakse. Værket, der henligger i tåger, kan ses fra i dag og et år frem.

Da Kunstmuseet Arken blev bygget, var der mange, der undrede sig over, hvad den 150 m lange såkaldte kunstakse med de spidse hjørner kunne bruges til.

For rummets dimensioner var unægtelig en udfordring til den eller de kunstnere, der skulle udstille i det. Siden 1996 er det da også kun lykkedes for én kunstner – det var Christian Boltanski, og det var i 1998 – at hamle op med rummet og bruge det optimalt.

Hvis man med optimalt mener ikke blot et krævende udstillingsrum, man ikke går på kompromis med, men en udstilling skabt til dét rum på en overbevisende måde.

Læs også: Kunst i nye samlinger

Olafur Eliasson gør det for så vidt heller ikke med sit værk, »Din blinde passager«, der vises det næste års tid. Han benytter sig blot af den omstændighed, at museet i Ishøj har et sted, hvor det er muligt at placere et omkring 90 m langt kunstværk, man kan gå igennem.

Der er det særlige ved Olafur Eliassons passageværk, at det er fyldt med tåge. Tåge og vekslende landskaber af lys og mørke. Man går altså igennem en række satser eller tilstande, der på forskellig vis udfordrer sanserne. Man kan i reglen se så langt frem for sig, som forholdet burde være mellem politikere og kunststøtte; nemlig en armslængde.

Ind i mørket
Tåge er sammen med lys, regn, regnbuer og dufte blandt Olafur Eliassons tilbagevendende materialer.

Naturligvis drejer kunst sig for ham om at undersøge verden og de mere eller mindre ideologiske, metafysiske og mytologiske forestillinger, vi gør os om den. Men han er ikke bleg for at skabe æstetisk virkningsfulde oplevelser og ofte også gerne i stort format som nu denne tunnel med tåge, der på den ene side trækker på tunge kunsthistoriske referencer som ikke mindst romantikkens forhold til landskabet, og på den anden side benytter sig af tricks, der nærmest har med forlystelsesindustrien at gøre.

For det er en stor oplevelse af gå gennem tågen. Det bliver ufrivilligt en kropslig oplevelse. Ikke nødvendigvis fordi man støder ind i andre, men fordi man bliver meget opmærksom på ens egen måde at navigere på.

Man véd selvfølgelig, hvor man er, og man forstår, at dette er et kunstværk på et kunstmuseum, men tågen er så tyk og gangen, man går i, så bred, at det alligevel er muligt helt at miste orienteringen, så meget desto mere som disse smukke lyslandskaber afløses af mørke.

For nogle må installationen blive et fravalg, for det vil kunne være angstfremkaldende (hvis man nu har det sådan) at gå i dette mærkværdige passagested, hvor man ikke ved, hvor man er, og hvor man ender og i hvert fald ikke første gang.

Det kan være mindst to forskellige oplevelser. At være Palle alene i verden, når man går igennem, og så at høre stemmer og fornemme skikkelser i dette limbo.

Men som sådan er værket mere venligt end skræmmende. I den enorme turbinehal i Tate Modern i London, hvor Olafur Eliasson engang viste en stor sol og nogle spejle i loftet, var der tidligere på året en gigantisk skulptur af den polske billedkunstner Miroslaw Balka, der virkelig var et sort hjemsted.

Her gik man ind i mørket, og her kunne man fortabe sig selv i rædslen ved tanken om det slagtehus, vi lever i eller for den sags skyld passagen til Helvede. Sådan er Olafur Eliassons installation på Arken ikke. Det er et imødekommende værk, der henvender sig til begge hjernehalvdele.

Læs mere på: arken.dk
Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester