Foreningen for Unge Kunstnere og Kunstformidlere, UKK, indtager Overgadens første sal med en fejring af organisationens 10 års jubilæum. Det sker med en udstilling og et omfattende eventprogram, der sætter spot på organisationens mærkesager.
Udstillingen tager form som en samlet installation, der mimer et foreningslokale med arkivmøbler, skriveborde, planter og opslagstavler. UKK er netop en forening uden sådanne fysiske rammer, og det midlertidige kontor på Overgaden vil to uger agere platform for en markant synliggørelse af UKKs aktiviteter, når foreningen i løbet af udstillingsperioden inviterer til en række talks, performances, paneldiskussioner, workshops og seminarer med fokus på aktuelle, kunstfaglige emner.