...
Galleri Kontraframe kan fra d. 22. februar præsentere en fotoudstilling af fotografen Aske Rif Torbensen, der næsten med sikkerhed vil sætte en eller anden følelse i gang hos dig. Muligvis væmmelse.
Udstillingen ‘SUPERNUL - en fotografisk nedtur i surround sound’ består af en serie af fotos, der gennem sit motiv og med underlægningsmusik illustrerer afmagt og desperation.
Underlægningsmusikken, der er fra bandet Intelligent Pushing, skaber en passende dunkel og nervepirrende lydside i 3D surround sound. Tilsammen skaber værkerne og lydsiden en totaloplevelse, der ikke nødvendigvis er behagelig.
Aske Rif Torbensen har de seneste to år arbejdet tæt sammen med Intelligent Pushing om at skabe 9 fotografier, der illustrerer 9 sange på bandets seneste album ‘Starten på Slutningen’. Fotografierne forsøger gennem deres motiv at skildre bl.a. forfald og nedtur.
På udstillingen akkompagneres hvert fotografi af et sæt høretelefoner, der afspiller det musiknummer, der har været dets inspiration. Oplevelsen af at stå med høretelefoner på foran de enkelte fotografier, skal give beskueren en følelse af at være i fysisk forbindelse med værket.
Hvad: ‘SUPERNUL - en fotografisk nedtur i surround sound’
Hvor: Galleri Kontraframe, Flæsketorvet 77-79, 1711 København V
Hvornår: Fredag den 22. februar - fredag den 5. april 2013,
fernisering fredag den 22. februar kl. 17, derefter åbent mandag-fredag kl. 10-16 og lørdag kl. 12-16.