Se billederne: Hvem har pakket københavnsk bygning ind i kaffesække?

Hvis du har gået eller cyklet en tur på Nyhavns skyggeside en af de seneste dage, har du måske bemærket noget mystisk. Den flotte, røde bygning på hjørnet af Kgs. Nytorv er blevet pakket ind i grimme, brune kaffesække fra top til tå.

Bag kaffesækkene gemmer Charlottenborg sig, og kunsthallen har en finger med i spillet. Det er nemlig kunstneren Ibraham Mahama, der i forbindelse med udstillingen »An Age of Our Own Making« har fået lov til at lave bygningen om til et stort kunstværk bestående af kasserede kaffesække fra Ghana.

Sækkene har en række historier med sig. De har været brugt til at transportere råvarer over Atlanterhavet og rundt i Ghana, og mange mennesker har haft fat i dem undervejs. Formålet med kunstværket er at få forbipasserende og kunsthallens besøgende til at tænke over forbrug, ressourcer og de vilkår, som vores varer produceres under.

Du kan se Ibraham Mahamas kunstværk på Kunsthal Charlottenborgs facade frem til 15. januar 2017.

På udstillingen »An Age of Our Own Making« kan du desuden opleve skulpturer, film, performances, installationer, arkitektur og malerier skabt af Kamal Aljafari, Moshekwa Langa, Tita Salina og Irwan Ahmett, som ligeledes fokuserer på vores deltagelse i samfundet og vigtigheden af at passe på naturen omkring os. Og fra åbningsdagen kan du se en sejlende skraldeø i Københavns havn. Det er kunstneren Irwan Ahmett, der står bag det flydende værk, som vil ligge i vandet i Nyhavn i 14 dage og derefter indgå i udstillingen på Charlottenborg.

Hvad: »An Age of Our Own Making«
Hvor: Kunsthal Charlottenborg
Hvornår: 15. september 2016 til 15. januar 2017

12. september 2016
1 / 5
Fotograf: PR