»Pas på skibe og forelskede par!« lyder advarslen i den lille iPod, jeg har lånt ved indgangen til Louisiana.

Det er onsdag eftermiddag, regnen siler ned i den gamle have ud mod Øresund. Alle mennesker er flygtet ind i de hvide bygninger, og under paraplyen er jeg fuldstændig alene på græsplænerne.

Alene med regnen, træerne, havet, de våde skulpturer – og lyden af en digter i min audioguide. Der er to timer til, at Louisiana Literature 2010 begynder, men jeg er tyvstartet og tager med otte forfattere på opdagelse rundt omkring på museets område, hvor de hver især har valgt sig en gåtur, som så er ophøjet til litterært lydværk af små ti minutters varighed og lagt ind i de tredive iPods, publikum kan låne.

Det er således digteren Palle Sigsgaard, der med sprød stemme advarer mig mod skibe og forelskede par på Louisiana. I regnen får jeg dog kun øje på en rusten skonnert i det fjerne.

Til gengæld kan jeg drømme om forelskelse i bagende julisol, når Pia Juul på sin lystvandring besynger de summende bier i lindetræets blomster og påkalder sig den fjerne lyd af Giacometti, dengang han hamrede liv i sin lange, tynde »Stående kvinde«.

Og endnu mere magi skaber en hviskende Ursula Andkjær Olsen med sin otte minutter lange lydtur, der i bogstaveligste forstand går fra den røde Calder-skulptur foran cafeen, ned ad de brolagte trapper, gennem jernporten og op på plænen.

Videre forbi Henry Moore liggende figurer og over til det uimodståelige udsigtspunkt foran Sydfløjen. Alt i alt en vandring, hvor Andkjær Olsen fusionerer det talte ord, de udendørs kunstværker, menneske og natur. Kort sagt stedets og litteraturfestivalens ånd:

»Jeg ved ikke hvad du tænker / jeg tænker / det går begge veje (…) Ind i lyset, ud i lyset / stå på det lille udsigtspunkt / du ved ikke jeg tænker / det går begge veje.«

Lang kø
Køen til festivalens første programpunkt går dog kun én vej. En hel time før den finske Nordisk Råds Litteraturpris-vinder Sofi Oksanen skal på scenen, har de første 50 mennesker taget opstilling foran Koncertsalen. Køen skaber visse trafikale problemer i cafeen og indikerer det ambitiøse museums største problem som kunstmuseum og litteraturfestival: Den begrænsede plads og de begrænsede muligheder for scenisk udfoldelse. Det suk vender vi tilbage til.

I køen ind til Koncertsalen ses ikke mange unge, nyforelskede par. Det er, som overalt i Danmark, det kulturbærende lag af kvinder i deres bedste alder, der udgør publikums-avantgarden. Luften knitrer af østrogen, og snakken bliver ikke mindre energisk inde i koncertsalen.

På slaget 17 sænker roen sig. Det er ligesom at være i kirke. Tavsheden er andægtig, mens museumsdirektør Tøjner vimser rundt langs væggene som en anden kirketjener. Vi mangler således kun præsten, og pludselig træder en duknakket Günter Grass ind. Han ser brandgodt ud i karryfarvet habit. Dog kun en degn  i forhold til ypperstepræstinden, der nu gør sin entre.

Unge Oksanen er klædt i kulsort fra tå til isse. Ansigtet er kridtet hvidt, og det enorme, sorte rastahår med lilla striber hænger som en rygsæk mellem forfatterens skuldre. Da hun får ordet, lyder en dyb og sexet stemme. Der går et stille sus gennem det kulturbærende lag, og de få medbragte mænd retter sig op i sædet.

Halvanden time senere må festivalleder Christian Lund afbryde seancen. Snakken mellem Sofi Oksanen og Informations ellers så knivskarpe litteraturkritiker, Lilian Munk Rösing, går lidt for meget i ring. Publikum er trætte, og enkelte savner måske også at høre noget om den kontroversielle kunstner og mindre om Rösings nærlæsning af »Renselse«, der foregår i Estland og handler om tre generationer af kvinder.

Trods alt en lovende start på festivalen, hvor Oksanen på spørgsmålet om, hvorfor hun er så detaljeret i sin prosa, svarer: »Jeg skriver, så læseren kan drukne sig i historien og føle sig i live.«
Efter en hurtig kaffe med kanelstang går det hastigt gennem Nordfløjen med Asger Jorns farvelader og Heerups sære strandingsgods til Giacometti-rummet, hvor onsdag aftens oplæsninger skal finde sted samtidig med, at Günter Grass og professor Per Øhrgaard mødes i Koncertsalen.

Første sæt i Giacometto-rummet med storslået udsigt til sø, piletræer og birk byder på Tua Forsström, Niels Frank og Ursula Andkjær Olsen. Det er Forsström, der tager stikket hjem med sin lavmælt lidenskabelige oplæsning med finlandssvensk accent fra digtsamlingen »Sange«.  Åh, hvor er det godt. Ordene vejes på lyrikerens guldvægt, og billederne springer frem på vore nethinder.

Andet sæt byder på Pia Juul, Dag Solstad og Karl Ove Knausgård. Her indtræffer katastrofen, og man mindes om, at Louisianas rum, bortset fra Koncertsalen, har nogle begrænsninger som ramme om oplæsning. Larmen fra gæsternes trafik gennem Nordfløjen – glade stemmer, høje hæle og bimlende mobiltelefoner – er ekstremt hørbar nede i Giacometti-rummet.

Læs også: Stort interview med Flemming Quist Møller

Vibrerende stemmegafler
Alle de, der læser op og står på scenen som vibrerende stemmegafler af kød og blod, forstyrres langt ind i sjælen af støjen. Nogle taber tråden af ord, må stoppe op eller simpelthen vente, til lydene udefra har fortonet sig.

Helt galt går det, da Dag Solstad er godt i gang med en fabelagtig intens oplæsning af »»17.roman««, hvor vi hører om hovedpersonen Bjørn Hansens møde med sin søn, som han ikke har set i sytten år. 69-årige Solstad, der må formodes at have prøvet lidt af hvert som forfatter, plages af et knitrende headset, der med jævne mellemrum også går ud. Han retter, fortsætter, afbrydes igen og flår til sidst headsettet af og læser in natura på sit distinkt rullende norsk.

Sveden driver af manden. På Solstads vegne er man glad for, at han har taget det sommerlige kakidress på, og ikke – som sin yngre landsmand Karl Ove Knausgård –  stramt jakkesæt og støvler.
Knausgård er cool. Takker for »det smukkeste rum med den dårligste teknik, han nogensinde har læst op i«. Hans oplæsning tager os med ind i den monumentale, monomane selvbiografiske roman »Min kamp«s første bind.

Vi hører om forfatterens kamp for at bevare sin nødvendige ensomhed midt i det pulveriserende familieliv og en dybt personlig konflikt: »Jeg får tårer i øjnene, når jeg ser på et godt maleri, men ikke når jeg ser på mine børn«. Her er det, at man lader blikket glide op på det store, lilla maleri af Francis Bacon på væggen bag Knausgaard, der bærer titlen »Mand og barn«. Endnu et overraskende møde mellem ordet og billedkunsten den aften.

Torsdag fortsætter Knausgaard, hvor han slap, og tryllebinder endnu et stort publikum, denne gang i Koncertsalen. Selv er jeg tilbage i Giacometti-rummet, hvor forfatter og litteraturkritiker Leonora Christina Skov interviewer den skotske forfatter Ali Smith om »Pige møder dreng«. De to står til hinanden som Fy og Bi, og kors hvor swinger de godt sammen.

Vi får ikke kun fortalt om romanen, baseret på en af Ovids mindre kendte myter om pigen, der blev opdraget til dreng for at overleve, men forelskede sig i en anden pige, men bliver også – på små 45 minutter – præsenteret for hele Smiths passionerede forfatterliv. Og hører den festlige forfatter læse op. Hæsblæsende, i tårnhøjt tempo. Som om hun slet ikke trækker vejret, og punktummet aldrig var opfundet.

Og det er det på en måde slet ikke under en festival som Louisiana Literature. Man går jo fra event til event som fra komma til komma. Torsdagen fortsætter til langt ud på aftenen med Grass, Romer, Toussant, Solstad, Rifbjerg, Nordbrandt, Espedal, Das Beckwerk og meget mere af det levende ord. Og det fortsætter i dag og i morgen. Mellem alle billederne, skulpturerne, skibene og de forelskede par.

Hvad synes deltagerne så?

Kirsten Starup, speciallæge
»Foreløbig er det utrolig spændende. Jeg har allerede krydset af, hvad jeg skal se de næste dage. Det var sjovt at se Sofi Oksanen, og jeg ser meget frem til f.eks. at se Karl Ove Knausgård. Jeg kan godt lide mødet mellem billedkunsten og litteraturen – det fungerer helt fint.«

Ida Lundgaard, museumskonsulent i Kulturarvsstyrelsen
»Det er optimale rammer. Koncertsalen, hvor jeg lige har været, egner sig utrolig godt til den slags arrangementer. Man sidder i øjenhøjde, så det er faktisk et meget demokratisk rum. Meget inkluderende. Mine forventninger til resten af festivalen er høje. Jeg elsker litteratur og synes, at programmet er fantastisk – med meget fokus på nordiske forfattere. Man kunne selvfølgelig have taget en anden vinkel, men jeg synes, det er et godt valg, man har truffet.«

Carl Richard Eriksen, pensionist
»Jeg synes, det fungerer fint. Det er en dejlig blanding. Det er et skønt sted at komme, og så får man jo to ting her nu – både det at se kunsten og møde forfatterne.«

Klaus Bischoff, administrator i Europa-Kommissionen
»Det virker rigtig godt – det er de perfekte rammer. Det har selvfølgelig været lidt træls at skulle stå i kø, men ideen er glimrende – at man betaler sin entré og så kan være med til sådan nogle oplevelser her. Det er, som om litteratur finder flere ben at stå på her i Danmark i denne tid, og det synes jeg er udmærket. Også det, at man giver udenlandske forfattere mulighed for at komme, selv om deres sidste værk måske ikke er oversat til dansk. 

Hvad: Louisiana Literature
Hvor:  Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk
Hvornår: Til og med lør. 21. aug.
Hvordan: Se mere på Lousiana.dk

Læs også: Stort interview med Flemming Quist Møller