Mange byhistorikere mener, at Caritasspringvandet på Gammel Torv er den første skulptur i København, for skønt det har en funktion, er det også et symbol over for eksempel Christian IV’s omsorg for sine bysbørn. Siden er der kommet mange skulpturer til. Brygger Jacobsen var rigtig ihærdig; også når det gjaldt kopier af antikke statuer, der i dag er smukt patinerede og pynter i byens parker. Og i de senere årtier er det for alvor gået stærkt, og så stærkt, at man kan begynde at frygte for, hvordan kommende generationer skal få mulighed for at sætte deres kunstneriske præg på byen.

Hver en plads, hvert et hjørne skal udstyres med en skulptur, hvor man undertiden tænker, at så plant dog et træ i stedet for! Vi har nemlig heller ikke tradition for at fjerne skulpturer, når de først er opstillet. Det kunne jo være, nogle ville blive kede af det.

Og rigtigt er det, at der da er steder, hvor et monument eller en skulptur – ligesom en bygning – definerer området i så høj grad, at man ikke kunne forestille sig stedet uden. Det er blevet en uomgængelig del af stedet, det udtrykker stedets ånd, og det ville være et savn, hvis det pludselig forsvandt. Hvad er Blågårds Plads uden Kai Nielsens figurer, Langelinie uden Gefionspringvandet og som den offentlige polemik beviste, da man forsøgte at fjerne den: Holmens Kanal uden statuen for Niels Juel? Både Lurblæserne og Landsoldaten hører til i deres hjørner af Rådhuspladsen – de er en del af vores historie og nationale identitet - og den skæve søjle ved Fredens Bro kan stadig være en torn i øjet på mange.

Andre steder – og flere steder – ville det måske være en befrielse at slippe for skulpturer, mange mennesker for længst er blevet så blinde over for, at de ikke ænser dem i det daglige eller ligefrem stiller deres cykler op ad dem. Det er vanskeligt at afgøre, om det er foragt for andre mennesker eller blot ligegyldighed i forhold til omgivelserne, men det er mange steder, det sker. Og det kunne være en indikation af, at det kunne være på tide at flytte det pågældende kunstværk.

Omkring Søerne er der også en del skulpturer, der hverken gør fra eller til i forhold til stedets landskabelige skønhed. Det er vanskeligt at bebrejde kunstnerne, at de siger ja til en opgave. De er i bred almindelighed blandt landets dårligst stillede, og for de fleste af dem betyder det faktisk noget at få deres værker ud i byrummet.

Placering af skulpturer er jo ikke noget, man kan stemme om, kunst og demokrati har intet med hinanden at gøre, men i demokratiets natur ligger også, at man overdrager afgørelser til fagkundskaben. Måske kunne den til gengæld blive enig om at holde kunstpauser i det offentlige rum? Udover pauserne kunne det også være lykkeligt, hvis man undertiden indgik aftaler om midlertidige skulpturer, hvor kommunen så kunne give efter for folkekravet om at gøre dem permanente, hvis titusinder virkelig gik i fakkeltog for sagen. Ligeså interessant kunne det være, hvis man – inden nye skulpturer blev opstillet – faktisk tog sig af dem, vi allerede havde og sørgede for, at de blev vedligeholdt, når de gik i stykker, eller rengjort, når de var blevet vandaliseret.

Det er heldigvis endnu ikke et lovkrav, at man skal interessere sig for kunst og kultur, men mange gør, og det kan også være opløftende at se på de mange skulpturer, når man går igennem byen. Og undertiden skal man også kigge op for at få øje på dem som nu »Pigen med pelsdyret« i Østergade lige over for Magasins Torv. Helt oppe på taget er der en skulptur af Gerhard Henning, der i sin tid – og det var i begyndelsen af 1930rne – blev bestilt af pelsfirmaet A.C. Bang.

I dag havde Gerhard Hennings værk nok været for politisk ukorrekt, for skulpturen viser ikke alene en nøgen kvinde. Hun fryser tilsyneladende også, og så adræt er hun, at hun klatrer op af en pæl for at få fat på et lille pelsdyr. Det skulle sørme ikke undre, om det efterfølgende bliver flået, bare for at hun kan få varmen.

Hvad: Skulpturer i København
Hvor: Rundt om i byen
Hvornår: Året rundt
Hvordan: Brug fødder og øjne