Hvordan opleves det at komme til et land som asylansøger? Hvilke oplevelser venter på den anden side af grænsen? Og vil det overhovedet lykkes at komme ind? Det forholder installationen ’Open Borders’ sig til i udstillingen af samme navn, i Dansk Arkitektur Center. ’Open Borders’ vil desuden være en integreret del af Roskilde Festival til sommer.
Nogle af dørene er åbne, mens andre står på klem eller er aflåst. Du kan ringe eller banke på. Måske bliver du lukket ind på den anden side – men kun måske.
Installationen ”Open Borders” består af flere hundrede døre i forskellige størrelser, farver, og fra forskellige tider. Dørene vil slænge sig gennem festivalområdet ”Poor City” og symboliserer den virkelighed, der møder asylansøgere, som kommer til Skandinavien.
I en udstillingen kan du opleve en specialdesignet udgave af installationen. Her kan du bevæge dig gennem en labyrint af mere end 50 døre, alene eller i interaktion med de andre gæster, og opleve følelsen af at være på den ene eller anden side af noget – at være indenfor eller udenfor.
Udstillingen i Dansk Arkitektur Center fortæller historien bag vinderprojektet og viser derudover et udvalg af andre projekter fra konkurrencen Build What Here, som i år var udskrevet på det åbne innovationssite www.innosite.dk.
Konkurrence med holdning
Alle konkurrenceprojekter forholder sig til Roskilde Festivals ”standpunkt” over fattigdom og ulighed, som i år er rettet specifikt mod unge asylansøgeres forhold i Danmark, Norge og Sverige. Konkurrencen gik ud på, at få iscenesat standpunktet i en interessant, funktionel, bæredygtig og involverende plan for Poor City.
Udstillingen ’Open Borders – Engaging Architecture’ vises i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K. fra d. 26. maj – 5. august 2012. Der er gratis entré til udstillingen. Åbent dagligt kl. 10 – 17, onsdag til kl. 21.