Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 24/04/17

Ny direktør på Nationalmuseet: »Jeg ser verdenshistorien som en kæmpe idébank til, hvordan vi kan organisere os som samfund«

  • Rane Willerslev Foto: Moesgård foto/medie afdeling

    Rane Willerslev

    Foto: Moesgård foto/medie afdeling
  • Rane Willerslev (th) sammen med sin tvillingebror Eske Willerslev. Foto: Ditte Valente

    Rane Willerslev (th) sammen med sin tvillingebror Eske Willerslev.

    Foto: Ditte Valente
  • Personalefotografering; 2008; Aarhus Universitet; Det Humanistiske Fakultet; Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik, uge 44, Rane Willerslev Foto: Moesgård foto/medie afdelingPersonalefotografering; 2008; Aarhus Universitet; Det Humanistiske Fakultet; Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik, uge 44, Rane Willerslev Foto: Moesgård foto/medie afdeling
Til sommer sætter Rane Willerslev sig i direktørstolen på Nationalmuseet. Berlingske har talt med ham om det nye job og museets fremtid. Han håber på et godt samarbejde med DR og vil blive ved med at blande sig i den offentlige debat.

Tillykke med din nye stilling. Er det et job, som du selv har søgt, eller er du blevet headhuntet af kulturministeren?

»Jeg har selv søgt det på helt klassisk vis.«

Hvorfor er det et spændende job for dig?

»Jeg er museumsvidenskabsmand, og når man er det, er Nationalmuseet den helt store mulighed. Det er mulighedernes verden på grund af dets omfang og dets tyngde, og så er det i høj grad det udtalte samspil mellem forskning og offentlighed, der har tiltrukket mig. Nationalmuseet har en meget vigtig rolle i forhold til samfundet. Det gælder både i forhold til at forstå, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Men det gælder også i forhold til at levere en idébank til, hvordan vi kan gentænke vores samfund og eksistens i fremtiden.«

Hvad mener du med det?

»Vi står over for enorme udfordringer, men jeg ser verdenshistorien som en kæmpe idébank til, hvordan vi kan organisere os som samfund og være som mennesker. I den daglige debat glemmer vi let, at tingene kan være anderledes, end de er. Men historien og den kulturelle mangfold !!! viser, at der er utrolig mange måder at være menneske på.«

Er den rolle for Nationalmuseet i dine øjne under forandring?

»Jeg tror i hvert fald, at den er mere presserende end nogensinde. I forhold til alle de spørgsmål, som vi står overfor, tilbyder verdenshistorien en stor palette af bud på måder at indrette sig på. Det gælder for eksempel i forhold til natur, lighed, ligestilling og andre ting, som vi diskuterer i hverdagen.«

Kulturministeren betoner i forbindelse med din udnævnelse, at du som et kendt og anerkendt ansigt har gode forudsætninger for at tiltrække fondsmidler. Jeg hæfter mig ved »kendt«. Hvilken betydning har det at være et kendt ansigt inden for dit felt?

»Det ved jeg faktisk ikke. Jeg betragter ikke mig selv som et kendt ansigt. Jeg er bare en forsker, der godt kan lide at formidle og indgå i samfundsdebatten, og fremadrettet ser jeg også mig selv i den rolle. Jeg kan godt lide, at chefer for statslige organisationer også er aktive i det offentlige rum. Det synes jeg, at der er behov for. Det drejer sig ikke nødvendigvis om politisk samfundsdebat, men for eksempel om eksistens. I forhold til diskussionen om, hvordan vi får arbejde og privatliv til at hænge sammen, er det jo for eksempel interessant, at jæger-samlersamfundet var det tidspunkt i menneskets historie, hvor vi arbejdede mindst. I stedet brugte vi  hovedparten af vores tid på at hænge ud og hygge os med hinanden. I den forbindelse kan vi jo spørge os selv, hvordan vi ønsker at leve. Ønsker vi at stresse os selv helt ned? Eller kan vi måske lære noget af de 95 procent af menneskets samlede historie, hvor vi har været jægere og samlere? Og faktisk ser vi jo, at private virksomheder begynder at organisere sig med løse strukturer, der minder om den måde, som jægerne og samlerne organiserede sig på.«

Hvad skal der ske på Nationalmuseet, når du tiltræder som direktør? I pressemeddelelsen om din udnævnelse står, at Nationalmuseet skal være »et udfordrende, vildt og engagerende sted.«

»Publikum vil forhåbentlig komme til at se endnu mere fantastiske, vilde og fede udstillinger. Men jeg er jo ny i organisationen, og mit antropologiske dna siger til mig, at jeg skal opleve organisationen indefra, før jeg begynder at ændre på alt muligt. Så jeg vil bruge den første tid på at rejse rundt og besøge medarbejderne for eksempelvis at finde svar på forskellige spørgsmål: Hvad brænder de for? Hvor trykker skoen? Når jeg har den viden og ved, hvad det er for en energi, som organisationen har, kan jeg begynde at se på forskellige muligheder for, hvad jeg kan gøre som leder. Det kan man ikke se i excel-ark.«

Har du nogle bud på, hvilke store udfordringer museet står overfor?

»I fremtidens museum skal der helt klart være en stærkere forbindelse mellem det digitale og det fysiske. Man skal ikke bare have en hjemmeside, men et digitalt univers, der spiller sammen med det fysiske museum. Jeg ser det som en mulighed, at en DR-chef er leder af Nationalmuseets rådgivende råd, for jeg håber, at vi får et tæt samarbejde med DR, som er meget kompetente i forhold til opbygning af digitale universer. I mine øjne er DRs Ramasjang det bedste eksempel. Der er et hav af forskellige karakter som Bruno og Hr. Skæg, men i brugernes hoved udgør de et univers, nemlig øen Ramasjang, som man kan besøge gennem spil og TV og andre medier. Det synes jeg er meget inspirerende, og jeg håber på et godt samarbejde med DR.«

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

AOK Tjenester