Efter kronprinsparret afviste John Körners kunstværk til deres bolig, har han lavet et nyt. Nu bliver Amalienborg prydet med to soldater, der bliver ramt af en vejsidebombe.
Den blodige virkelighed for de danske soldater i Afghanistan er nu blevet en del af den kunstneriske udsmykning af Frederik VIIIs Palæ. Palæet er den del af Amalienborg, hvor kronprinsparret senere på året flytter ind. Det er dermed også det palæ, der engang bliver kongeresidens.
Palæet åbnede tidligere på året for publikum - og der er fortsat adgang til at se både restaureringen af det fornemme rokokopalæ og den kunstneriske udsmykning, der er skabt til stedet, frem til 8. august.
I forbindelse med den tiltrængte renovering af palæet blev det besluttet at indbyde en række yngre danske kunstnere til at skabe billeder direkte til væggene.
Kunstnerne, der er valgt af kronprinsparret i samråd med flere eksperter, er Olafur Eliasson, Morten Schelde, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Kasper Bonnén, Tal R, Erik A. Frandsen og Jesper Christiansen.
Jeppe Hein, der bl.a. vil være kendt for sine interaktive springvand, var også inde i billedet, men blev på et tidspunkt afløst af Signe Guttormsen.
Hendes værk, der er placeret udendørs, er endnu ikke færdigt, og heller ikke John Kørners store maleri var ophængt, da palæet blev tilgængeligt for publikum. Kørner og kronprinsparret var ikke enige om motivet - og det kunne kunstneren selvfølgelig have gjort til et populært martyrium.
Fornyer af traditionen
Han valgte imidlertid at udarbejde et nyt forslag. Og med det har han efter alt at dømme fornyet traditionen for historiemaleriet herhjemme.
John Kørner har tidligere vakt en del berettiget opsigt hos både det kunstinteresserede publikum og kritikerne med en række meget - såvel motivisk som koloristisk - dramatiske billeder navngivet efter de danske soldater, der har mistet livet under indsatsen i Afghanistan.
Billedet til Frederik VIIIs Palæ, der er skabt til den ene væg i taffelsalens forgemak, hedder »Afghanistan« og forestiller to soldater, der bliver ofre for en eksplosion. Billedet lægger sig altså i forlængelse af en gammel tradition for at skildre vigtige historiske begivenheder og herunder krige i kongehusets boliger.
John Kørner, der er født i 1967 og uddannet på Kunstakademiet, er en af sin generations mest markante malere. Og netop maler. John Kørner har arbejdet med andre materialer, men han tilhører en kreds af kunstnere, der under betydelig opmærksomhed har fornyet maleriet.
Billederne har figurative elementer, og der er absolut dekorative kvaliteter i hans billeder, men ren dekoration har de ikke noget at gøre med, og der er noget velgørende underligt i hans malerier, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til dem.