Kiefer-udstillingen på Louisiana er den store historie om altid. Intet mindre.

Det er den helt altomfattende eksistentielle fortælling om tilværelsen og om det at være menneske. Om end nogle temaer i særlig grad trænger sig på.

Tidsbegrebet spænder imidlertid vidt. I nogle af sine værker opererer Kiefer med både kosmisk tid og biologisk tid. Mennesket er der.

Det ligger og modtager livets sæd fra en højstilket blomst, hvis hoved måske kan få en til at tænke på universets sorte huller - eller mennesket ligger stille på jorden under en overvældende stjernehimmel. I andre af Kiefers billeder henvises med små tal malet på enorme, op til syv-otte meter, lange lærreder til fjerne stjernekonstellationer, og man føler, at på en og samme tid går det nære som markens muld og det fjerne som universets struktur op i en højere enhed.

Og i et interessant vitrineværk - en skulptur i en glasbeholder - mødes ( mindst) to tider. Det lange tidsperspektiv i form af gengivelser af bregner, der på så mange måder giver forestillinger om urtid, og så det korte perspektiv i form af snapshots fra Kiefers barndom.

Lad os begynde dér. Kiefers enorme kosmiske visioner kan - på samme måde som det geologiske perspektiv i Per Kirkebys maleri - minde os om, at vi kun er en del af en meget lang historie og - som man også kan se i et af Kiefers billeder - blot et fnug mellem himmel og jord. Kiefers værker kan erindre os om, at vi ikke er universets centrum, og at vor tid ikke er så enestående. Og så må han samtidig igen og igen beskæftige sig med sin egen tids historie og herunder ikke mindst den særlige tyske problematik.

Født få måneder før befrielsen af Europa i 1945 er Kiefer i sagens natur for ung til at have medskyld i den tyske forbrydelse eller måske rettere: Den tyske tragedie.

Men hans far, der blev sendt til Østfronten, var ikke, og på et tidspunkt måtte alle de unge mænd i Tyskland som en del af deres faderopgør spørge den gamle: Hvor var du? Hvad gjorde du? Også Kiefer på sin vis - om end han gjorde det på en noget uventet måde.

Efter 1945 - eller Stunde Null - kom afnazificering, demilitarisering, demokratisering, genopbygning, Wirtschaftswunder, den til tider mere eller mindre udtalte accept af Tysklands deling og det kollektivt ubevidst formulerede ønske om effektivt at lægge fortiden bag sig.

Hvad udadtil var først stjålet og siden tabt måtte indadtil vindes. Tyskland skulle blive et europæisk mønstersamfund.

Rigt, velordnet, dybt demokratisk, en god nabo, en godmodig storebror, USAs bedste ven i den gamle verden, en troværdig partner i Det ny Europa, der, hvad mange synes at glemme, blev konstrueret netop for at undgå gentagelser af krige, skabe fødevaresikkerhed på et sultent og nedslidt kontinent og fremme en demokratisk og fredelig velstandsudvikling.

Man lagde det bag sig. Man lukkede historien. Og det er så lige dét - det kan man ikke. Man kan kun fortrænge til et vist punkt.

Vejen til Auschwitz
Store udstillinger af store kunstnere, der kun med forholdsvis mange års mellemrum kan vises på et museum som Louisiana, må i bred almindelighed gerne være kronologisk disponeret. Kronologisk opbyggede udstillinger giver også nye og tilsyneladende stadig mere historieløse generationer mulighed for at møde Det Store Værk og forstå dets bredde, dets dybde og dets betydning og sammenhæng med den tid, det blev skabt i.

Kiefer-udstillingen er ikke kronologisk opbygget - og det er en god disposition af flere grunde. Ikke blot fordi det giver anledning til at pege på forskellige tilbagevendende tematikker i Kiefers værk, der i udstrakt grad refererer til den tyske historie og mytologi fra Varus-slaget til Nibelungekvadet, til den europæiske litteratur i bred almindelighed og digtere som Paul Celan og Ingeborg Bachmann i særdeleshed, til myterne i europæisk kultur i det hele taget fra den græske til den nordiske... ikke alene af dén grund. Men måske først og fremmest fordi disponeringen af udstillingen betyder, at den åbner med et møde med Kiefer, når han er størst og bedst og mest gribende.

Kiefers enorme malerier er verdslige altertavler.

Det er sorgarbejde, der uvilkårligt får én til at tænke på brændte marker og jernbanesporet til udryddelseslejrene.

Det er suggestive, fysisk overvældende malerier, der er bygget op lag på lag på lag og udsat for senere hårdhændet bearbejdning og for vejrliget. De har en stemning af ødemark, syndflod og apokalypse over sig. Monumentale huse, ruinøse borge, afsvedne marker, øde heder og vidtstrakte skove er genkomne motiver og peger tilbage mod tysk romantik, men kan ses som et forsøg på at erkende sin identitet og forstå sin historie. I billederne, hvoraf nogle ser ud, som er det jorden selv, der er flået op og hængt op på væggen, indgår ud over farve i eksorbitante mængder materialer som bly , strå, visne blomster, insekter og afklippede negle, ligesom der kan være skrevet titler, stednavne og referencer til poesi, filosofi, jødisk mystik og klassisk græsk og nordisk mytologi på de enorme flader. Det er stort, og det er centralt - og det er stort og centralt i tysk og europæisk maleri.

Læs mere om Anselm Kiefers udstilling

Kirurgiske indgreb
Efter den grandiose åbning tages vi tilbage til begyndelsen på ikke Kiefers værk, for den grafiske del af dét var fuldt udfoldet i eksempelvis nogle af de helt overvældende bøger, der vises i en af udstillingens sidste, store sale, men til nogle tidlige malerier, der både har en sammenhæng med det grafiske værk og især en serie fotografier, han tog af sig selv i europæiske landskaber med motiviske mindelser om Caspar David Friedrichs malerier.

Dem tager vi alle sammen turistbilleder i - men Kiefer ses med oprakt højrearm, og så har han taget sin fars tøj på. Denne fotografiske performance leder frem til nogle malerier, hvor han også bruger sig selv som motiv i forskellige landskaber eller drømmeagtige scenerier, og der er den igen, den upassende heilende arm, der ligesom hagekorset, hvis betydning engang var en anden, er blevet symbolerne på en af de værste ideologier, der plagede det 20. århundrede og gjorde Europa til et slagtehus.

Når Kiefer står og heiler, er det ikke, fordi han er idiot, eller fordi han skal identificere sig med sin far, der - ved vi - var på Østfronten. Men for at minde om, at det ikke nytter blot at fortrænge det, som der var en tendens til, at Tyskland gjorde. Der var mindeceremonier og udsoning, men det hørte jo ikke op i 1945, og få årtier efter var der igen koncentrationslejre, etniske udrensninger og folkedrab i Europa, og i den kommunistiske del af verden fortsatte de blot ufortrødent, som om intet var sket. Dårlig smag tænker man måske uvilkårligt og skutter sig, men Kiefer formår blot at sætte fingrene på de ømme punkter.

Billederne, der er dårligt malet - bevidst dårligt malet - kunne selvfølgelig ikke indlede udstillingen, sådan som kronologien ellers ville lægge op til. Det havde givet en skæv indfaldsvinkel til den samlede ophængning, for det drejer sig jo ikke bare om, at det ligner nogle rigtigt kitschede og smagløse billeder, og siden er Kiefer blevet meget bedre til det med pensler og farver. Det drejer sig om, at de store billeder er sorgtavler og billeder, der fortæller om det at være menneske. Underlagt en kosmisk orden af ubetydelighed og så alligevel have den værdi, totalitære regimer af enhver art aldrig forstår eller accepterer. Billederne forestillende Kiefer heilende i surrealistiske landskaber med eksempelvis nogle af de heroiske skulpturer fra Museumsinsel i Berlin svævende over sig fortæller om alt det, der ligger bagved.

Med sit store værk insisterer Kiefer ud fra et mere eller mindre kulturkonservativt standpunkt på retten til at diskutere historien og pirke til de ømme punkter i sit fædreland, for selv om renselse er et centralt begreb i hans værk, synes han at fortælle, at nok var der en renselse efter År Nul og Det Store Vendepunkt, men der var jo stadigvæk gamle nazister i det tyske statsapparat, fordi amerikanerne havde brug for dem, for at samfundet kunne komme til at køre og Vesttyskland blive en frontlinjestat over for Sovjetunionen og dets vasalstater og - spørger Kiefer - »Var det så ikke så som så med den renselse?« I hans billeder bliver enhver detalje en del af fortællingen om det særlige i den tyske historie.

Selv generationer efter er der det særligt tyske, og når Kiefer eksempelvis anvender tænder og afklippet hår i nogle af sine værker, associerer vi instinktivt til nazismens forbrydelser.

Udstillingen rundes af med nogle af de mange bøger, Kiefer har skabt. Igen møder man kunstneren som komisk skikkelse heilende stående på sin mormors badekar i sin kones natkjole, og alle disse ting har en betydning, der går i et med de meget sanselige æstetiske greb, Kiefer bruger.

Bøgerne og de mindre tegninger kunne i sig selv berettige til en udstilling, men det er lykkedes Louisiana at rulle det store show ud og i øvrigt - respektfuldt - tilegne udstillingen Steingrim Laursen.

Steingrim Laursen var gennem mange år en - også internationalt respekteret - inspektør på Louisiana med en fin musikalitet, når det kom til at tilrettelægge udstillinger.

Han gjorde blandt meget andet et stort arbejde for at erhverve vigtige værker af Kiefer til museet i Humlebæk.

Hvad: Anselm Kiefer
Hvor: Louisiana
Hvornår: 10. sep - 11. januar 2011