Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 29/12/11

»Når jeg arbejder, har jeg det som, når man bygger huler«

  • Franz Thomsen Foto: Camilla Rønde

    Franz Thomsen

    Foto: Camilla Rønde
  • Fotoudsnit af Franz' favoritværk Foto: Camilla RøndeFotoudsnit af Franz' favoritværk Foto: Camilla Rønde
  • Foto: Camilla Rønde Foto: Camilla Rønde
Han kalder sig for billedmager, tingfinder og kværulant på sit visitkort. Hans værker indeholder ofte gebisser, sakse, nøgler og dukker. Franz Thomsen er fast huskunstner i Paludan Bogcafé.

Fiolstræde i indre Københavns middelalderkvarter er kendt for sine bogbutikker. Her ligger boghandlere, antikvariater og universitetsbiblioteket dør om dør, og skråt over for Vor Frue Kirke finder man Paludan Bogcafé, hvor unge fra studentermiljøet hænger ud, og her kommer folk forbi for at drikke kaffe og spise frokost i husets kringelkroge, mens de køber bøger.

Går man ned i kælderen, mødes man af et tætpakket antikvariat, og ser man sig for, dukker der alle vegne den ene mærkværdige kunstinstallation op efter den anden – værker med opbrudte billedrammer, bordben, telefoner, nøgler, søm, skruer, dukkearme, gebisser, sakse, tommestokke, påtrængende billeder og alle mulige andre efterladte brugsgenstande. 

Læs også guiden: Byens hyggeligste bogcafeer

Værkerne er lavet af Franz Thomsen – Paludan Bogcafes huskunstner, der har holdt til i antikvariatet siden 2002. Her udstiller han det, han laver, og her arbejder han som altmuligmand – med eget lille kontor i husets pakkeri inde i et baglokale.

Der står ikke nogen steder, hvem der har lavet værkerne. Bliver man nysgerrig på installationskunsten, må man spørge for at få indsigt.

»Hvis folk spørger dumt, får de også et dumt svar. Jeg synes, at folk kan være pisseirriterende – og det må jeg godt synes, for det er mig, der er kunstneren, og jeg tillader mig at være så excentrisk, som jeg nu synes, jeg har lyst til at være.

Men spørger folk ind på en ordentlig måde, kommer der også nogle sjove historier fra mig. Jeg synes egentlig, at folk skal gå ind i værkerne selv og spejle sig i det, jeg laver. Mine ting er meget stoflige, så det er meningen, at man gerne må gå rundt og røre ved dem.

Der er også visse steder, hvor folk har pillet noget af, der har generet dem – for eksempel et Adolf Hitler-frimærke fra Polen. I min verden er det frimærke jo et meget kraftfuldt symbol,« siger Franz Thomsen.

Læs også guiden: 5 gode udstillinger inden nytår

Han sidder i pakkeriet i baglokalet, hvor lyden af snakkende nepalesere, der styrer cafékøkkenet, trænger sig på. Her viser han det lille Hitler-frimærke frem, som han har stanset en engel ud af.

Her er bølgepap og papir og en masse mapper med papirgenstande, som Franz Thomsen bruger, når han pakker bøgerne forsvarligt ind i først avispapir, så brunt papir og derefter vedlægger en faktura.

Pakkerne ender som små kunstværker, der kommer ind af kundernes brevsprække som en ekstragevinst, når de har bestilt en bog.

Franz Thomsen viser en faktura frem, som er på vej af sted med en bogpakke. Her er lavet en regning med stempler fra Den Dominikanske Republik, et inkassostempel har listet sig ind, nogle gamle biografbilletter fra biografen Klaptræet, der i sin tid lå ovre på Kultorvet, er klipset fast, og så er der den egentlige bogregning, som køberne skal forholde sig til.

»Det får folk op af stolen. Jeg ved godt, at det er ’Knold og Tot’, og det hele sådan set er affald, men jeg synes, det er sjovt, og så elsker jeg sådan nogle helt officielle stempler og flotte ubrugelige frimærker, som jeg kan sætte på pakkerne.«

Læs også: Gå gratis på museum

Kunsten dukkede op i Franz Thomsens liv tilbage i 1984, hvor han på et højskoleophold blev undervist i Transcendental Meditation.

Franz Thomsen var 19 år og havde brug for et afbræk fra virkeligheden. Han syntes dog, at lærerne var ulidelige at høre på, men fik en opgave om at udtrykke et eller andet, og så gik han i gang med en kollage. Det blev starten på en kunstnerisk besættelse, der har hængt ved lige siden.

»Jeg kunne ikke tegne eller male og var for utålmodig til at lære teknikken at kende. Jeg har heller ikke lært det siden, så jeg sætter ting sammen. Det er jo en begrænsning, men de begrænsninger har udviklet sig til nogle teknikker. Jeg har altid været en rodløs sjæl og har aldrig kunnet finde ud af at have fast arbejde, bare tullet rundt og har prøvet at være meget hjemløs i mine yngre dage.

Jeg er kompromisløs, så der kan godt komme nogle konflikter. Det er også derfor, jeg er havnet i fleksjobpuljen, og hvis jeg ikke havde haft kunsten, så havde jeg været indlagt på den lukkede - det er kunsten, jeg har levet for,« siger han.

Læs også: Kunsten tager på legeplads

Franz Thomsen har en kompliceret familiebaggrund, har været på børnehjem og har været konfronteret med pædagoger, psykologer og psykiatere.

»Min skolegang var ikke sjov, for jeg forstod ikke tingene som de andre børn. Jeg er ikke uintelligent, jeg skulle bare have det ind på en anden måde. Jeg har gået i obs-klasser og har været »a pain in the ass«, men nok også bare en rebel. Jeg har siden udviklet mig, så jeg nogenlunde kan tilpasse mig, men føler mig klart som et fremmed individ,« siger han.

Heri ligger måske nøglen til forståelsen af, hvorfor Franz Thomsen også som voksen ser sig selv som en rebel, og forklarer det som drivkraften bag hans værker.

»Når jeg arbejder, har jeg det som, når man bygger huler. Det er den dér 12-årige dreng, som er trodsig, og det er fandenivoldskheden, der er inde over. En stor del af det, jeg laver, bliver lavet i trods, hvor det rationelle går i dialog med det irrationelle,« siger Franz Thomsen og tager os med hen i et hjørne for at vise et værk frem.

Her er en masse opbrudte billedrammer fæstet til hinanden, her er et billede af en vagina krænget åben af nogle fingre, her er nøgler, et mannequinhoved med et alternativt diadem på, en masse nøgler, tommestokke, fjerkræsakse og alt muligt andet ejendommeligt, hvis man lader øjet gå på opdagelse.

»Det har tilhørt Søren Ventegodt, ham den sjove vaginal akupressurlæge, ham som Ekstra Bladet kaldte for Doktor Klam. Efter min første udstilling i 1998 mødte jeg Søren Ventegodts sekretær på en druktur, og hun gav mig en af hans bøger, der hedder ’Arbejdslivskvalitet’. Den handlede om, at hvis du ikke arbejder med de ting, du har lyst til, så bliver du syg, og det kunne jeg godt tilslutte mig.

Så jeg kontaktede Søren Ventegodt og spurgte, om jeg skulle illustrere nogle af hans bøger. Det endte med, at han bestilte et billede, og det skulle handle om blod, sex og vold i en større harmoni. Han gav mig 2.500 kroner forud for at lave billedet, men så skrev han til mig, at han ville sælge billedet for 60.000 kroner, og så kunne vi dele i porten.

Så blev jeg skidesur og gik op til ham og sagde, at han kunne få sine 2.500 kroner igen, og jeg ville klippe billedet op med min vinkelsliber. Det ville han ikke, så jeg købte det tilbage for 5.000 kroner, ha ha ha...

Billedet hedder ’You are a broken Angel’. Der er noget faldende engel over det. Forfaldet har sin egen æstetik, og det er den, jeg dyrker,« siger han. 

Arken er klar med

Læs også: Mød toppen af cool på Arken.

Siden købte en af Franz Thomsens venner værket af ham, men vennen døde i sommer, dagen efter skybruddet, så nu har Franz Thomsen billedet igen og vil under ingen omstændigheder af med det, for det har efterhånden fået så meget historie med på sin vej.

Det gælder også en flad kollage, som han viser frem et andet sted i antikvariatet. Det har tilhørt hans søster, som heller ikke er her mere.

Men ellers kan hans installationer og kollager godt købes, og man skal regne med at hive mellem 5.000 og 15.000 kroner op af lommen, hvis man vil have et stykke kunst fra Franz Thomsen, der i øvrigt ikke bryder sig om at genrebestemme sine værker, selvom han indrømmer, at han læner sig op ad Wilhelm Freddies kunst: »Men jeg er ikke surrealist – min kunst er Franzisme,« siger han og griner.

Det kunne også have været interessant at møde Franz Thomsen i hans lejlighed på Amager. Den ligger i stueplan og er et gammel butikslokale med nedgang til en kælder, der huser hans værksted.

»Her er en skuffe fyldt med fjerkræsakse, en anden med tandlægeudstyr, kasser med dukker, gamle bordben og gammelt træ, som ser godt ud. Det er jo fuldstændigt værdiløst – bare ikke for mig. Jeg har en hel del mannequin-ting, som jeg var heldig at købe fra en mannequinfabrik.

De havde en masse hænder, der kostede 25 kroner stykket, og jeg købte for et par tusinde. Så jeg har løse hænder nok! Jeg er helt vild med hænder. Der skal hænder på mine værker. Hænder kan være givende eller rage til sig,« siger han.

Læs også: Find kunst til overkommelige priser

For alt, hvad der befinder sig på Franz Thomsens værker, er bygget op af ting, der er kasseret, og som andre mennesker ikke synes at finde nogen værdi i længere:

»Jeg har nogle faste containere, jeg kommer i, og så har jeg arbejdet som marskandiser, går ud og rydder dødsboer og går en del på kræmmermarkeder for at finde dimser. Jeg ved, hvor jeg skal gå hen, når jeg mangler et eller andet. Det kan for eksempel være et gebis, men nu har jeg fået fyldt skuffen helt op med gebisser.

Jeg har nemlig bedt marskandiserne om at lægge dem til side, og så får jeg en leverance engang imellem. For gebisserne skal på rundt omkring. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor, men tænder er jo fascinerende. De kan være venlige, når man smiler, og være lige så aggressive i en anden situation. Og så tror jeg på besjælede ting. De ting, jeg arbejder med, er efterladt af andre og besidder en energi, der tiltaler mig.«

Senest er Franz Thomsen kommet i besiddelse af en stak gamle amatør-boksekampsfotos, som skal inkorporeres i et kommende værk.

»Der er jo ikke noget æstetik over sådan et smadret fjæs med blod kørt godt rundt, men jeg kan mærke, at jeg skal have lavet et boksebillede, og der dukker nok nogle pudseløjerligheder op i processen,« siger Franz Thomsen.

Antikvariatet er et godt sted at udstille værkerne, mener han. »Mine ting er meget anmassende, og jeg bryder mig ikke om at have dem ude i fuldt dagslys. Jeg vil ikke presse noget ned over hovedet på folk, og det er heller ikke et must for mig at sælge... « »Og de folk, der har mine billeder hængende, er nok heller ikke helt normale mennesker,« tilføjer Franz Thomsen.

Blå bog: Franz Thomsen

  • Er kunstner, 47 år og bor på Amager.
  • En del af hans værker er blevet solgt undervejs på mindre udstillinger, som han selv har etableret.
  • Hans første udstilling var i en bunkers ved Rigshospitalet i 1998. Det er den udstilling, som han selv betragter som sin mest vellykkede, fordi han synes, at en bunkers er meget stemningsfuldt. Der er altid musik til hans udstillinger - det gælder også den udstilling, som er i Paludans Bogcafé under kulturnatten, hvor lyset er slukket og hans værker er lyssat.
  • På førstesalen i Paludan Bogcafé ligger et galleri med skiftende udstillinger. Lige nu er en udstilling, hvor et af Franz Thomsens billeder er med.
  • Læs også: www.franzart.dk

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester