Øvrige museer

Derfor må vi selvfølgelig også have et erotisk museum, og med beliggenheden på Købmagergade trækkes der mange turister ind i syndens hule. Det er sin sag at fremstille porno og erotik på en sober og museumsagtig måde, men Erotica Museum gør et bravt forsøg på at beskrive pornografien fra et historisk og kulturhistorisk udgangspunkt. Museet rummer dog masser af hard core indslag, og det er bestemt ikke lige stedet, man tager børn med.
Museet blev etableret af Ole Ege, dansk pornografis grand old man. I begyndelsen af tresserne rodede han sig ud med politiet, da han lavede pornografiske billeder og smalfilm. Da pornografien så blev frigivet i 1968-69, var Ole Ege på plads med film som Ornepigen Bodil og Bordellet, som måske bedst huskes som filmen, hvor Simon Spies til premieren smed tøjet og bollede med flere af filmens starletter.