Det er kun et par år siden, Morten Steen Hebsgaard forlod Kunstakademiet, men han har allerede ved gentagne lejligheder markeret sig som en af sin generations mest talentfulde billedhuggere og måske en af dem, der vil overleve det skånselsløse udskilningsløb, der også er en uomgængelig del af kunstlivet.
Morten Hebsgaard, der fra fredag 21. august udstiller separat hos Christoffer Egelund i Bredgade, har under tidligere udstillinger demonstreret sin evne til dels at få øje på mulighederne i ukonventionelle materialer og at se absurditeterne i tilværelsen og til at stille tingene på hovedet for derved også at indbyde andre til at se verden fra en ny vinkel.
På den aktuelle udstilling har han opstillet nogle regler for sig selv, som eksempelvis at alle materialer skal være købt i IKEA, og at alle værker skal forholde sig til kunsthistorien. Kopiering og plagiat og dermed tab af kvalitet er dermed et tema på udstillingen, hvis titel er Ontomporary rt og altså ikke Contemporary art.
Morten Hebsgaard er ikke den eneste, der har en separatudstilling i Galleri Christoffer Egelund med fernisering i dag. Også Anders W.Ø. Larsen viser nye arbejder. Også han har for ganske få år siden forladt Kunstakademiet - og også han er blevet genstand for stor interesse blandt museer, gallerier og samlere.
Anders W.Ø. Larsen tilhører den kreds af malere, der for ikke så mange år siden med stor energi revitaliserede det figurative maleri ved at lægge vægt på fantasifulde landskaber - som man også kunne se i hans plakat til Tivoli i 2006 - men ifølge Christoffer Egelund har hans nye maleriske undersøgelser bragt ham hen et sted, hvor billederne er mere ekspressionistiske og mindre eventyragtige.