De fleste danske skolebørn har prøvet at komme ind i Tøjhusmuseet for at se de lange rækker af kanoner i museets store sale. Børnene spejder som regel efter noget »tøj« uden at ane, at navnet refererer til det tyske ord Zeughaus, der betyder våbenkammer eller arsenal. Museet har også gjort sig bemærket i efterårsferien med ridderturneringer for skolebørn. I mange år har Tøjhuset dog levet et stille liv uden for efterårsferien.

Museet ligger inde ved Folketinget i Christian IXs gamle fornemme bygning, hvorfra man forsynede flådens skibe med våben, når de sejlede ind i havnen, der i dag er Det Kongelige Biblioteks have. Men nu er det slut med stilstanden. Den seneste tids interesse for aktiv dansk krigsindsats har fået museets ledelse til at påbegynde en fornyelsesproces med 20 mio. kr. i ryggen fra en række fonde. Første skridt er at rydde hele 1. sal, som huser sabler, maskingeværer og meget andet krigskram. Her vil man etablere en hel ny udstilling, hvor det ikke mere er gamle kanoner og sabler, der vises frem, men hvor man skal opleve den danske krigshistorie med de nyeste formidlingsmetoder.

Aktiv dansk krigsindsats
At komme ind i det gamle hus fra 1600-tallet er i sig selv en betagende oplevelse. Rummene er 163 meter lange og godt 23 meter brede. Samlingerne blev opstillet i 1930erne og har stort set siden stået uændret. Der er tale om museal nostalgi, men der er dog sket noget på det administrative plan, idet Orlogsmuseet og Tøjhusmuseet samt mindre samlinger i 2004 blev slået sammen i Statens Forsvarshistoriske Museum. Men samtidig led Tøjhusmuseet under nedgang i besøgstallet, som sidste år dykkede ned til godt 30.000, som museets leder, Ole Louis Frantzen, indrømmer langtfra er tilfredsstillende.

Museet har kun få ansatte, og de gamle bygninger og udstillingsmontre har gjort det næsten umuligt at tiltrække nye kunder med skiftende udstillinger.
Men den nye bevidsthed omkring aktiv dansk krigsindsats har skabt en ny situation, hvor fonde og Kulturministeriet har været indstillet på at forny museet og dets formidling. Tidligere stillede man lidt bevidstløst modeller af kanoner, maskingeværer, rifler, pistoler, granater og andet op uden at fortælle stort om de krigssituationer, hvor våbene havde været i brug, og uden at fortælle om den menneskelige historie bag de danske soldaters indsats. Den tid er forbi, og det nye projekt lægger op til at fortælle om konkrete krigssituationer og om den danske indsats, så det menneskelige drama er med.

På første sal står der en mindre kanon på hjul, der 9. april 1940 blev brugt mod tyskerne, da de overskred den danske grænse, men formidlingen er stort set fraværende og skolebørn, der ser kanonen, får ikke noget at vide om det menneskelige drama, der indebar, at flere af de danske soldater ved denne træfning blev dræbt. Det vil blive anderledes i den nye udstilling, lover Ole Louis Frantzen:
»I vores udstillinger nu er der ikke ét fotografi og ingen menneskelige fortællinger, men kun genstande og ofte blot ubeskadigede udgaver af kanoner eller maskingeværer, der ikke i sig selv fortæller nogen historie. Det laver vi helt om på. Vi fjerner mange af våbnene og laver temafortællinger på tværs af historien, og vi vil bruge de nyeste formidlingsteknikker.«

Krigens betydning
Det er museumsinspektør Karsten Skjold Petersen, der står for den nye indretning af museet sammen med inspektør Camille Cathrine Nielsen, der har ansvaret for det formidlingsmæssige.
Man er allerede begyndt at fjerne genstande fra 1. sal, og i løbet af foråret 2011 regner man med at have ryddet det kæmpemæssige rum, og Karsten Skjold Petersen regner med, at man åbner den nye udstilling på 1. sal ved udgangen af 2012.

Men kæmpebygningen rummer meget mere end 1. sal, og man vil efter denne første etape se nærmere på stuen, som er det største hvælvede rum i Europa. Publikumsindgangen ved Christiansborg er for gammel og utidssvarende ,og den foreløbige plan er at bruge den anden ende af bygningen, der munder ud ved Det Kgl. Biblioteks Diamant som nyt indgangsparti. Her stod indtil for nylig den berømte Istedløve, som nu skal tilbage til Tyskland, og området, der i dag ser lidt forsømt ud, vil kunne blive et nyt markant kulturområde af byen.

Museet vil som sagt bort fra blot at være fremvisning af våben. Karsten Skjold Petersen siger:
»Vores arbejdstitel er »Projekt krig og menneske«. Vi fortæller ikke kun om det, der foregik på slagmarken, men også om, hvad der skete på hjemmefronten.«
Ole Louis Frantzen supplerer med at sige, at der var for mange historikere i omegnen af Det Radikale Venstre, der i mange år gjorde krigshistorie til en nedvurderet del af vort lands historie, men at man nu har øjnene åbne for Danmark som krigernation:

»Danmark blev ikke bare skabt af bønder og købmænd. Soldater og krigerisk ekspansion var en del af vor historie. Danmark var en af de førende lande med en stor hær og ikke mindst flåde. Det er sandt, at vi efter 1864 nedprioriterede militæret og fortrængte den del af vor historie, men nu er den blevet aktuel igen«, siger Ole Louis Frantzen.

Hvad med Afghanistan-krigen?
Man kan spørge sig selv, om det ikke er synd at opløse og forandre en udstilling, der af musealhistoriske årsager har stor interesse. Skal man bare pakke de mange våben ned og derved fjerne et sjældent og smukt eksempel på et våbenmuseum, som man lavede dem i 1930erne?

Svaret er, at ny teknik gør, at våbnene ikke bare forsvinder i magasiner. Karsten Skjold Petersens siger:
»Vi affotograferer alle våben og lægger dem på museets net, og en del af våbene vil også blive bevaret i de nye udstillinger. Men vi må blot nu blive tidssvarende og leve op til en ny tids interesse for krigshistorie og herunder vor egen tids indsats i Irak og Afghanistan. Så vi regner med skiftende udstillinger, hvor nutiden også bliver inddraget.«

Museumsfolkene indrømmer, at 20 mio. kr. ikke er meget, og at de sikkert hurtigt får ben at gå på, når arkitekter og museumspædagoger først er gået i gang, men Ole Louis Frantzen ser projektet som første etape, hvor man, efter at 1. sal er nyindrettet, vil søge flere penge til næste fase.
Ændringen vil medføre, at man vil få mulighed for at fremvise de fine ting, der nu ligger på magasin så som modelsamlinger, faner, uniformer og meget andet, der vil gøre fortællingen levende.

Og hvad med det gamle navn Tøjhusmuseet, der klinger noget gammeldags? Til det siger Ole Louis Frantzen: »Vi beholder selvfølgelig navnet. Tøjhusmuseet har været navnet siden Christian IV, fordi det var her, man havde våben i fredstid, og her er vi er historisk bevidste.«