»Tyske verdensbilleder« er en udstilling, der fortæller om søgen efter identitet og udtryk hos en række kunstnere syd for landegrænsen i årene fra 1890 til 1930.

Det tyske rige er på det tidspunkt blevet en realitet. Det skete allerede i 1871 efter afslutningen af den fransk-tyske krig - én i en længere række - og Preussens konge, Vilhelm, er blevet kejser. Det er også tiden, da Bismarck forsøger at manøvrere mellem sværindustrien og en begyndende arbejderbevægelse. Det var ikke Jordens salt, dem der havde det hårde og beskidte arbejde, Bismarck gjorde mest for, men han indførte dog nogle for tiden vidtgående, sociale sikringslove.

Læs også: Top 5: Her er de bedste udstillinger lige nu

Men Bismarcks tid var også omme, og netop i 1890 brød hans politik sammen både ind ad til og ud ad til. Oprustning afløste alliancepolitikken og førte på sigt til Første Verdenskrig. Efter den fulgte Weimarrepublikken med de forbitrede kampe mellem venstre- og højrefløjen, der som bekendt blev vundet af sidstnævnte. 1930 indvarsler Hitlers magtovertagelse.

Det er altså etableringen af en stor nationalstat midt i Europa i den ene ende og - i den anden - optakten til Anden Verdenskrig, der indrammer udstillingen på Statens Museum for Kunst. Og udstillingen stiller spørgsmålet: Hvordan manøvrerede kunstnerne? Hvordan bidrog de til en national identitetsdannelse i det unge kejserrige? Hvordan reagerede de på tidens hektiske omvæltninger og ideologiske strømninger? Og for den sags skyld også industrialiseringen og hele vandringen fra land til by, der eksempelvis betød, at Berlins indbyggertal blev mangedoblet på få år.

Det blev en metropol og en millionhovedstad - og i de frisindede år under Weimarrepublikken en helt fantastisk by for mange slags mennesker med sans for det ekstraordinære. Samtidig er der så en interessant bevægelse i den anden retning; nemlig en betagelse af landbrugslandet og en bekendelse til hjemstavnen - og ikke mindst på dét punkt er udstillingen særdeles interessant og lægger op til eftertanke.

Læs også: Den sande historie om Struensee og dronningen

Billederne på den kronologisk disponerede udstilling er af meget høj kvalitet. Måske har fransk - i forhold til tysk - kunst været et større indsatsområde for nationalgalleriet, men Emil Nolde testamenterede da en større samling til Kunstmuseet - og »Tyske verdensbilleder« udgøres i øvrigt af mindre arbejder på papir; nogle endda lånt fra andre af landets museer.

Udstillingen lægger ud med socialt indignerede grafiske arbejder af Käthe Kollwitz og slutter med Noldes blomstrende landskaber. Ind imellem er der forskellige bevægelser i tiden som den æstetisk cool og socialt bevidste Bauhaus-skole, forsøg med abstraktion og den optagethed af naturen, landskabet og hjemstavnen, der jo også karakteriserer Nolde.

Bauhaus var kendetegnet af det internationale udsyn og avantgardeperspektivet - og Bauhaus fik international betydning for først avantgarden og siden store dele af det 20. århundredes bedste arkitektur og design. Man man kan ikke rigtigt påstå, at Bauhaus-modernismen havde en sammenhæng med en særlig tysk identitet, det var heller ikke ambitionen, men det var - kan man se på nogle af udstillingens billeder - det, der på mange måder blev efterspurgt i tiden. Faktisk med højere og højere stemmeføring. Og støvletramp. Det sidste endte som bekendt med etniske udrensninger og folkemord, krig og koncentrationslejre. Med at det blev vigtigt at afgøre, hvem der ikke kunne være tyske - og hvem der ikke kunne slippe for at blive det.

Det er her, udstillingen diskret eller indirekte peger på et ømtåleligt emne. Hvor er grænsen mellem - på den ene side - nationalitetsfølelse, kærlighed til en fødeegn, hjemstavnen og fædrelandet og - på den anden side - erfaringerne fra Det Tredje Rige? Eller med andre eksempler: Fører modstand mod multikulturalisme automatisk til Breivik? Leder en bekendelse til det »internationale« omvendt til identitetsløshed, værdinihilisme og mondæn foragt for ens eget land? Er der kun gradsforskelle - eller er det muligt, det er det forhåbentligt, at nære kærligheden til hjemstavnen og fædrelandet, uden at det fører til en overlegenhedsfølelse og til syvende og sidst til ønsket om at udrydde andre? Kan det lade sig gøre at være åben over for verden - og stadig se de særlige værdier i ens eget land og folk? Eller er ideologi kun et spørgsmål om gradbøjning?

Det er selvfølgelig vilde allegorier - men det kan nu sammenlignes med det, der skete i tysk kunst og kultur i de første årtier af det 20. århundrede, da mange malere, forfattere og filosoffer søgte at forbinde den tyske identitet med den tyske jord. I Noldes billeder er det sådan, at de små ejendomme på landet formelig vokser frem af jorden, og der tales om bønder, der er rundet af den natur, de lever i, og den jord, de dyrker. Landskabets karakteristika bliver identitetsdannende for dem, der lever der. Deres sind er formet af jorden og arbejdet for føden.

Læs også: Gå gratis på museum

»Den vedvarende kamp med Vesterhavet kan have haft indflydelse på friisernes udseende og karakter, den seje stålsatte vilje, deres dybeste væsen, den forbeholdne tavshed er for de mere sydligt fødte tyskere ofte svær at forstå,« skriver Nolde i »Welt und Heimat«. Omtrent samtidig meldte han sig ind i nazipartiet, og det er stadigvæk omstridt, i hvor hvilken grad der var tale om opportunisme, idioti, naivitet eller overbevisning.

Lykkeligvis for Nolde og hans eftermæle brød nazisterne sig ikke noget videre om hans romantiske germanske billeder. Efter nazisternes magtovertagelse blev hans billeder systematisk fjernet fra museer, hvor han var repræsenteret, og det var ikke blot fordi, han skulle med på den pragtudstilling i 1937, der hed »Degenereret kunst« (»Entartete Kunst«). Et egentligt malerforbud fik han i 1941. Det blev en medvirkende årsag til, at hans værk er så smukt repræsenteret på Statens Museum for Kunst, og når man har set hans akvareller, skal man unde sig selv også at slå et slag forbi salen med malerier i nyophængningen af den moderne samling.

Nolde er velbelyst i dansk kunst (selv om vi altså ikke til fulde kender hans holdning til nazismen). Det er samme er Bauhaus og den tyske ekspressionisme, der hver på sin måde er gjort til genstand for behandling i talrige udstillinger. »Tyske verdensbilleder« er interessant, fordi disse modstridende bevægelser i tiden - som det internationale udsyn og hjemstavnens nærsyn - her ses som dele af en værdi- eller kulturkamp om den tyske identitet på et tidspunkt, da naboen syd fra grænsen bevæger sig fra katastrofe til katastrofe.

Hvad: »Tyske verdensbilleder«
Hvor: Statens Museum for Kunst
Hvornår: Frem til 12. august
Hvordan: Se mere på smk.dk