»Den sårede Filoktek« er et af maleren Nicolai Abildgaards mest berømte værker – for nu ikke at sige dét mest berømte og dét mest kendte. Og det er dét, vi nærmest går direkte ind i på Nationalgalleriets glimrende udstilling om den store kunstner. Udstillingen er tidligere blevet vist på Louvre og i Hamburger Kunsthalle.

På Statens Museum for Kunst hænger »Den sårede Filoktek« midt i en kreds af motivisk og kompositorisk beslægtede billeder, hvor man ser den ubændighed, patos og indestængte lidenskab, der kendetegner den unge Abildgaards værker. Billedet er malet i 1775. Abildgaard er endnu i Rom men har sendt maleriet hjem til det Danmark, som han snart selv skal vende tilbage til, og hvor kampen står mellem oplysning og frisætning og diktatur og indskrænkning. »Den sårede Filoktek« er et dramatisk billede, der nærmest kan siges at indeholde et revolutionært budskab i sin sublime beskrivelse af smerten, vreden, fortvivlelsen, samtidig med at det fortæller en gammel historie. Sådan var Abildgaards skæbne. Fanget mellem traditionen og fornyelsen. Men hvad gør man med traditionen, hvis man skal bruge den? Man fornyer den, og det var, hvad Abildgaard gjorde. Eller som komponisten Gustav Mahler siden sagde: At holde traditionen levende er at skabe ild af gløderne – ikke at tilbede asken.

Filoktet er en græsk helt, der på vej til krigen mod Troja bliver bidt af en slange. Det må have gjort ondt, for hans skrig af smerte var ubærlige for hans rejseledsagere, og stanken fra biddet var så uudholdelig, at hans våbenbrødre forlader ham på øen Lemnos. En halv snes år senere bliver han dog hentet, fordi hans kammerater finder ud af, at de ikke kan vinde krigen uden Filoktet og hans magiske bue, hvis pile har den nyttige egenskab, at de rammer plet. Hver gang.

Abildgaard skildrer smerten, der er så intens, at helten vender det hvide ud af øjnene, og at den spændte krop næsten er ved at bryde ud af billedrummet foroven. Også i den kompositoriske forvrængning af kroppens dele ligger et opgør med de idealer om harmoni, der lå i samtidens nyklassicistiske kunst. Som navnet antyder, var nyklassicismens formsprog hentet fra klassicistiske idealer og højstemte forestillinger om antikken og dens store stille enkelhed. Og på vej hen mod den samling af billeder, der udgør udstillingens første kreds, er man da også ved at falde over en afstøbningskopi af den skulptur – Den Belvederiske Torso – der har haft så stor inspiratorisk værdi for de billeder, Abildgaard maler under og efter sin første store rejse til Rom. Belvedere-torsoen, der menes at stamme fra århundredet før Kristi fødsel, blev fundet i 1400-tallet og regnes for en kanoniseret del af den europæiske kulturarv. Det er en statue, kunstnere fra Michelangelo til Bjørn Nørgaard har fundet inspiration i. Og altså også Abildgaard. Og det ville han gerne vise i København.

Nicolai Abildgaard (1743-1809) rejser til Rom samme år, som Struensee bliver henrettet. Den tyskfødte, danske reformator, læge, tronraner, halvt lykkeridder, halvt fremsynet politiker bliver et hoved kortere den 28. april 1772, og med ankomst den 19. september samme år begynder Abildgaards fem års ophold i Rom.

Rom er på det tidspunkt den kendte verdens kunstmetropol, hvortil kunstnere, der overhovedet har mulighed for det, tager hen for at studere antikken og de store renæssancemestre men også mødes med kolleger. Her blev Abildgaard gennem kunstnere som eksempelvis maleren Johann Heinrich Füssli og billedhuggeren Johan Tobias Sergel introduceret til nye ideer, som han bragte med sig hjem til sin fremtidige gerning som historiemaler. At være historiemaler og gengive virkelige og mytologiske begivenheder var dengang det fineste, man kunne være som kunstner.

Der var revolution i luften i de år. Den frisætning af mennesket og de forestillinger om social mobilitet, der bliver drømt i renæssancen, er vågnet til kamp for frihedsrettigheder, landboreformer og krav om ytringsfrihed. Stavnsbåndet er indført et halvt hundrede år tidligere, men der er skikkelser i tiden, der argumenterer for dets afskaffelse. Fra Frankrig breder oplysningsfilosoffernes ideer sig, og i Danmark er Abildgaard en varm tilhænger. En tid synes det, som om der er store samfundsomvæltninger i gang i Danmark. Struensee har skaffet sig stor magt over både kongen, Christian VII, og hans dronning, Caroline Mathilde - om end det er på vidt forskellig måde. En stund har Struensee reelt magten i Danmark og gennemfører en række reformer. Der indføres forbud mod tortur, og for en stund er ytringsfriheden total, inden den i flere omgange indskrænkes, og statsrådet, der har fået Struensee henrettet for landsforræderi og Caroline Mathilde eksileret til den lille nordtyske by, Celle, ophæver ytringsfriheden og annullerer mange af Struensees reformer.

På den måde går det frem og tilbage i tidens værdikamp, og mange af de emner, der er oppe i tiden behandler Abildgaard med større og mindre diskretion i sine billeder, indtil der også indføres forbud mod allegorier, som er det, Abildgaard excellerer i. På den ene side antages han til den prestigefyldte opgave at skabe en række udsmykninger til Christiansborg - og på den anden side bliver han også sat fra bestillingen, på grund af sine politiske sympatier. Efterfølgende kan det hele synes lige meget, for Christiansborg brænder for første gang, og Abildgaards billeder går - på nær nogle stykker - tabt. På udstillingen ser vi skitserne til Abildgaards fremstilling af danmarkshistorien og herunder også, hvordan skildringen af den nyeste tid er farvet af hans politiske synspunkter.

Når Fanden bliver gammel, går han i kloster. Da Abildgaard blev ældre, giftede han sig med en ung kvinde, og hans sene værk synes mildnet i forhold til ungdommens revolutionære idealer. Udstillingens sidste billeder - en serie på fire malerier - skildrer i hvert fald forelskelsen, kærligheden, den ægteskabelige lykke og hvad der nu kan komme ud af den på en meget øm måde. Abildgaard gengiver i et af billederne diskret sig selv som en gammel mand, der kigger på sin kone og deres fælles barn. Vi er langt fra hans uhyggelige skildringer af natlige mareridt, spøgelser og ånder, og langt fra hans stringente samfundskritik og bekendelse til den rene fornuft. I tilgift skal det nævnes, at Abildgaard tegnede et af Københavns mest kendte mindesmærker, Frihedsstøtten, og at udstillingen også rummer eksempler på hans stole.

Kunstmuseets hang til spektakulære og dramatiske iscenesættelser er tidligere blevet kritiseret i disse spalter, men bortset fra lyssætningen ved en række bøger fra Abildgaards bibliotek fungerer udstillingsscenografien fint denne gang, og udstillingen er disponeret kronologisk, så også nye generationer kan få den sammenhængende fortælling om Abildgaard og hans tid, så meget desto mere som udstillingen er ledsaget af en fin tidslinje, der placerer Abildgaard i forhold til de afgørende kunstneriske og politiske begivenheder i tiden.