Endnu en litteraturfestival ser dagens lys, når »Louisiana Literature« 18 august slår dørene op for et fire dages program med 40 forfattere, bl.a. Günter Grass, Sofi Oksanen, Karl Ove Knausgård, Kevin Vennemann, Kerstin Ekman og Philippe Toussaint.
Louisiana er mest kendt for sine malerier og skulpturer i vidunderlige omgivelser. Og så en gang imellem også en koncert, en kulturel paneldebat eller møder med forfattere.
Det er det sidste, der i næste uge for en stund vil skubbe det populære museums primære kunstarter lidt i baggrunden.
Det sker, når LOUISIANA LITERATURE onsdag 18. august går i luften og frem til lørdag aften vil få himlen over Humlebæk til at sitre af ordbilleder på dansk, svensk, norsk, tysk og engelsk.
Over 40 forfattere, heraf femten fra udlandet og deriblandt topnavne som Günter Grass, Sofi Oksanen, Karl Ove Knausgård, Kevin Vennemann, Dag Solstad, Kerstin Ekman og Philippe Toussaint. vil deltage i det, festivalleder Christian Lund betegner som »en dialog mellem museets kunst og litteraturens udtryk«.
Men hvorfor er det nu ikke nok at vise billedkunst og skulpturer på
Louisiana?
»Siden museets start i 1950erne har man på
Louisiana haft et naturligt samkvem med forfattere, og meningen er at skabe en ny tradition med en litteraturfestival hvert år i august, der har samme høje ambitioner som resten af museet,« siger Christian Lund, der føler sig som lykkens pamfilius, efter at have fået lov til arrangere og sammensætte dette overflødighedshorn af litteratur.
»Det er rigtigt gode udenlandske navne, vi har fået til
Louisiana, og meningen er, at forfatterne i de fire dage, festivalen varer, vil befinde sig på museet, optræde i forskellige sammenhænge mellem Jorns malerier og Giacomettis skulturer, signere bøger i boghandlen og i det hele taget være en synlig del af det miljø, en festival jo er.«
Litterære topmøderAlle områder og afkroge af
Louisiana vil blive taget i anvendelse i de fire dage, inklusiv Biografen og Børnehuset. Der vil være scener indendørs og udendørs og ligeledes en storskærm i haven med direkte link til koncertsalen, hvor der utvilsomt vil blive trængsel til internaionele topmøder mellem Dag Solstad og Klaus Rifbjerg, Sara Stridsberg og Mette Moestrup og Günter Grass og Knud Romer.
Ord på scenen vil der også være, når Jens Albinus og Solbjørg Højfeldt fortolker litteratur i kendte teatermonologer omkring Primo Levi- og Elfriede Jelinek-værker, og fredag aften vil Mikael Bertelsen, kendt fra »Den 11. time«, på sin egen uforudsigelige måde interviewe en håndfuld debutanter om alt mellem himmel og jord. Kort sagt litteratur.
AudioguidesHvis festivalleder Lund skal pege på noget, han er særlig stolt af, så er det de litterære »audioguides«, der er lavet i samarbejde med en række forfattere og digteren/lydmanden Pejk Malinovski, der hver især har skrevet et stykke litteratur, som udspringer af mødet med et særligt udvalgt kunstværk på
Louisiana.
Disse audioguides kan festivaldeltagerne så låne ved hovedindgangen og bruge på vandringen rundt i festivallandskabet.
»Og hver dag har vi overraskelser i ærmet, som ikke kommer til at stå i programmet,« tilføjer Christian Lund, der også kan fortælle, at Louisiana Literature er kommet for at blive. Budgettet er på én million kroner, og museet er ikke afhængig af publikumtilstrømningen, idet C.L. Davids Fond og Samling er hovedsponsor.
Mød Flemming Quist Møller på Louisiana