Thorvaldsens Museum er et meget smukt museum, og samlingerne er imponerende – men rammerne og indholdet giver også nogle begrænsninger. Man kan ikke bare sådan lige rydde nogle sale for at lave en monumental særudstilling, sådan som mange andre museer kan.

Thorvaldsens har imidlertid også nogle udstillingsrum i kælderen. De er ikke ideelle og langt fra grandiose, men så må man jo få det bedste ud af de forhåndenværende muligheder. Dét har Thorvaldsens Museum forstand på.

Museet deltager ikke i andre kunstmuseers kapløb om flest udstillinger på færrest tid. Her lægges vægten et andet sted. I fjor med en meget fin Astrid Noack-udstilling. I år med en introduktion til den betydelige svenske billedhugger Johan Tobias Sergel (1740-1814), der både var Thorvaldsens forgænger og i samme verdensklasse som han.

Ligesom der findes en del Thorvaldsen-skulpturer i Danmark, er der mange Sergel-værker i Sverige, hvor den frygtelige plads midt i hovedstaden er opkaldt efter ham, og det er ligeledes i Stockholm, man kan møde mange af hans ypperste arbejder.

Hvad der vises under udstillingen på Thorvaldsens Museum, er nogle tegninger og modeller. De er ikke alene i sig selv fremragende – de er også forbilledligt formidlet. Museet har tilsyneladende gjort en dyd ud af den begrænsede (væg)plads og i stedet for plancher trykt en avis med gengivelser af værkerne og forklaringer skrevet på godt mundret dansk.

Som så mange andre billedhuggere på den tid skabte Sergel også skulpturer forestillende mytologiske motiver, og teksterne til de enkelte værker indeholder eksempelvis oplysninger om, hvem Amor og Psyke nu var. For det tilfældes skyld at man lige skulle have glemt historien om deres ulykkelige kærlighed.

Der er også henvisninger til beslægtede kunstværker i både museets egen samling og samlinger på andre museer. Det er virkelig gennemført og gennemtænkt. Det er lige til at gå til. Det er god formidling af noget, der måske kunne forekomme tørt og uvedkommende, men er interessant, fordi værkerne er så fremragende og mytologien relevant også for nutidsmennesket.

Kunst er først og fremmest noget, man skal se, men det kan gøre oplevelsen af værkerne større og dybere, at man forstår de fortællinger og de koder, der er i dem, og her har man muligheden for begge dele. Udstillingen er ikke iscenesat, så et besøg bliver til pligtlæsning, men tilbuddet om at blive klogere er i dén grad til stede.

En fauns formiddag
Men hvem var så Sergel, siden nogen syntes, han skulle have den grimmeste plads i det ellers smukke Stockholm opkaldt efter sig?

Han var som nævnt Thorvaldsens forgænger. Thorvaldsen levede mellem 1770 og 1844 og tilbragte over halvdelen af sit liv i Rom, der dengang var Europas kunsthovedstad. Her mødte han antikken, og her blev han en af nyklassicismens forgrundsfigurer.

Intet under Thorvaldsen fejrede den 8. marts som sin ekstra fødselsdag. Det var den dag, han i 1797 ankom til den evige stad. Sergel, der altså blev født 30 år før end Thorvaldsen, var også i Rom. Det var han fra 1767 til ’78, da kongen kalder ham hjem til Stockholm. Ikke fordi han ikke kunne lide ham. Tværtimod. Han skulle være hofbilledhugger, siden professor ved det svenske kunstakademi og rejsefører til Italien for Gustav III. Blandt hans hovedværker er statuen af kongen, som stadig i dag kan ses på Skeppsholmen.

Thorvaldsen når faktisk at møde Sergel – det sker i København i 1794. På Amalienborg hvor Thorvaldsen som meget ung elev af Nicolai Abildgaard er ved at modellere nogle statuer i, hvad der skulle blive Christian VIIIs Palæ.

Som for Thorvaldsen blev Rom også for Sergel en forløsning, og det er under opholdet i den evige stad, han udfører de værker, man kan se på udstillingen. Han er i Rom på et tidspunkt, da nyklassicismen er ved at afløse rokokoen som dominerende stilretning. Han foretog rejser til Pompeji og Herculanum, og det var pudsigt nok udgravningerne af de to byer, der var med til at skærpe tidens interesse for antikkens ædle enfold og stille storhed.

Den finder man også hos Sergel, men hans værk er også præget af, at han lever i en overgangsperiode, at han er påvirket af barokken, og at hans figurer ofte udtrykker en større lidenskab, hvad enten det er begæret, der møder distancen eller satyrens bekendelse til en hedonistisk livsstil.

Åh, at vågne om morgenen efter at have sovet med hovedet på vinsækken. Den er ikke tom. Længere nåede man så heller ikke, og nu venter en ny dag fyldt med muligheder for nymfer, vin og fløjtespil. Mindre sjovt er det for Jupiter at vende hjem til hustruen efter endnu et eventyr. Kan hun da ikke forstå, at verden er fuld af fristelser, og en gang imellem må en mand følge sine instinktive lyster?

Det ser ikke sådan ud. Men det ser sanseligt ud. Den psykologiske portrættegning af de mytologiske figurer er fornem, og der er erotisk glød, længsel og lidenskab i personerne. Det er kort og godt en rigtig god udstilling, hvor Thorvaldsens Museum har lånt nogle fine arbejder fra Nationalmuseet i Stockholm, der i øvrigt er et prægtigt museum, og udstillet dem på bedste vis under de givne forhold.

Hvad: Sergel - Thorvaldsens Store Svenske Forgænger
Hvor: Thorvaldsens Museum ved Frederiksholms Kanal i København
Hvornår: Museet er åbent tir-søn kl. 10-17 indtil 15. august 2010