Sikke en god idé!

Moderna Museet i Stockholm har en meget stor og meget vægtig samling, og nu har det åbnet et anneks i Malmø, hvor nogle af værkerne kan blive vist.

Ideen til at gøre sådan noget stammer ikke fra Stockholm, i andre lande er der andre eksempler på museer med filialer, men det betyder mindre, for det er en storartet idé, der kan versioneres på mange niveauer.

Også flere danske museer kunne overveje satellitter. Ikke udstillinger i storcentre, tak, men udstillinger af værker fra samlingen i egnede lokaler rundt om i landskabet.

Det er det, Moderna Museet har gjort med filialen i Malmø. I Malmø ligger også lokaler, der tidligere med stort held er blevet anvendt til udstillinger. I 1988 åbnede Fredrik Roos en kunsthal, der både viste hans private samling og var ramme om adskillige, meget mindeværdige udstillinger.

Stedet er blevet ledet af blandt andre Lars Nittve, der i dag er direktør for Moderna i Stockholm, Magnus Jensner, der er stedets nuværende leder, og Bo Nilsson, der senere skulle komme så grueligt galt af sted på Charlottenborg i København, hvor politikerne troede, at man kunne skabe en »international« kunsthal på ingen tid og færre penge.

WebTv: Oplev Moderna Museet i Malmø live her

Rooseum, der var indrettet i et smukt kraftværk fra begyndelsen af 1900-tallet tegnet af John Smedberg, er blevet lettere moderniseret, og blandt åbningsudstillingerne er dels nye billeder af den belgiske maler Luc Tuymans, som enhver moderne kunsthal ville være glad for at præsentere, dels et tematiseret udvalg fra samlingen i Stockholm, der henviser til en af Moderna Museets tyngdepunkter: De forbløffende nybrud der skete i navnlig USA i 1960erne.

Moderna Museet var en af de institutioner, som tidligt var opmærksom på de store kvaliteter i den tids frembringelser, som efterfølgende på så mange måder er blevet normdannende for, hvad mange opfatter som indbegrebet af moderne kunst.

Hvisken og råb
Hvor Luc Tuymans får pænt med plads, kunne man måske nok indvende, at værkerne i 1960er-temaudstillingen hist og her er noget klemt, og det er ellers ikke noget, hovedafdelingen i Stockholm plejer at forfalde til.

Udstillingen fortæller gennem udsøgte værker endnu en gang historien om, hvor vitale 1960erne var. Det var et årti karakteriseret af en voldsom dynamik, hvor billedkunsten ændrede sig i stor hast, var frodig og mangfoldig, og hvor der må have været en fornemmelse af, at alt kunne lade sig gøre. The sky was the limit.

Det var, som udstillingen også hedder, spektakulære tider. Ikke mindst eksperimenterne med andre materialer end de konventionelle førte til opbrud og til nye opfattelser af, hvad kunst kunne være.

Kunstinteresse var til gengæld ikke udbredt i bred folkelig forstand som i dag, hvor det er blevet mainstream, og store dele af kunsten var også udskældt, men det gik endda, for der må have været en vilje og en tro og frem for alt en indre nødvendighed hos skikkelser som Rauschenberg, Warhol, Yves Klein, Niki de Saint-Phalle, Tinguely og de andre, som er godt repræsenteret på udstillingen; flere med adskillige hovedværker.

Luc Tuymans’ billeder er umiddelbart smukke. De har denne disede og uklare, gråstemte kvalitet, som er verden set gennem et filter eller gennem et erindringens slør. Og samtidig er motivkredsen meget nutidig, for han stiller skarpt på en række af de fænomener i hverdagen, vi skal forsøge at leve med som overvågning og terror og trusler fra alle mulige galninge med eller uden ekstreme politiske og religiøse overbevisninger. Et af spændingsfelterne i hans arbejder er dette møde mellem de nænsomme og rige gråtoner på den ene side, og så en virkelighed vi måske gerne vil men ikke kan glemme.

Erindring er også et tema i Astrid Svangrens installationsagtige ophængning, der har nogle klare rumlige kvaliteter på indtil flere niveauer. Der er rummet i sig selv. Rummet er opdelt, og blandt skillevægge og underlige tylagtige tildækninger finder man skjulte billedrum, som tilsammen synes at blive en fortælling; en kærlighedshistorie måske, om adskillelse og fravær, afstand og intimitet. Umiddelbart kan værket gennem sit materialevalg, farveholdningen og hele iscenesættelsen synes at henvise til et feminint univers, og det kunne jo være nok i sig selv, men det lykkes også at formulere nogle almenmenneskelige erfaringer om isolation og længsel.

Ansigt til ansigt
Det er blevet pippet et par steder, at Moderna Museets afdeling i Malmø ville blive en farlig konkurrent til Louisiana. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Med sin størrelse, sin arkitektur og sin beliggenhed vil Louisiana længe forblive et særdeles vigtigt museum for modernismen på vore breddegrader.

Men i forvejen har Malmø regionens mest vellykkede kunsthal, både hvad angår den arkitektoniske fleksibilitet og i lange perioder også stedets imponerende udstillingspolitik. Med Moderna Museets filial er der blot føjet endnu en meget væsentlig grund til for den kunstinteresserede til at tage turen til Malmø.

Og så er konkurrenceaspektet mellem beslægtede kulturinstitutioner heller ikke så interessant, som samarbejde er det. Mellem f.eks. museer. Alle konkurrerer om vores tilsyneladende stadig mere begrænsede tid – har døgnet virkelig fået færre timer og timerne færre minutter? – og det er et vilkår.

Men museer og kunsthaller skal ikke konkurrere med hinanden. De kan konkurrere med teatre og koncertsale. Gør de det indbyrdes, går det ofte galt, som dengang da eksempelvis en lang række danske museer hektisk afholdt den ene kortvarige særudstilling efter den anden – i stedet for at arrangere nogle gennemarbejdede udstillinger og i øvrigt aktivere samlingerne, der rummer de største skatte men for ofte ligger for øde hen.

Museer og kunsthaller understøtter hinanden, som mange gallerier (eller slagtere) i samme gade tiltrækker flere kunder til fælles bedste. Flere samarbejdende kunstinstitutioner udbygger ideelt set tilbuddet til den kunstinteresserede ved at skabe et mangfoldigt udbud – i stedet for at ligne hinanden og den internationale facitliste for, hvad der er kuratorisk konsensus er alment accepteret god og fornuftig, moderne kunst.


Hvad: Moderna Museet Malmø
Hvor: Gasverksgatan 22, Malmø.
Hvornår: Åbent tirsdage-søndage 11-18, onsdage tillige til kl. 21.

Spektakulære tider vises til 27. februar, Luc Tuymans til 25. april.

Andre seværdigheder i Malmø:

Malmø har en særdeles vellykket kunsthal. Den er fleksibelt bygget, og den har gennem tiderne vist talrige, meget seværdige udstillinger. Der er en offentlig opbakning og et tilsvarende mod, der savner sin lige på denne side af sundet.

Der er adskillige arkitektonisk interessante bygninger i Malmø som Malmøhus, der rummer flere kulturhistoriske museer, samt rådhuset og Skt. Petri Kirke. Henning Larsen har tegnet et smukt hovedbiblioteket til byen, som vi her i avisen kaldte for Lysets katedral, og Malmø Stadsteater er tegnet af blandt andre den fine arkitekt Sigurd Lewerentz.

Om Moderna Museet
Moderna Museet er grundlagt i 1958 – samme år som Louisiana – og de to institutioner har også et vist samarbejde. Takket være blandt andre museets daværende leder, Pontus Hultén, har Moderna Museet en meget imponerende samling af 1960ernes største amerikanske kunstnere samt modernismens pionerer som Picasso, Braque, Max Ernst osv.

Fotografiet er et centralt undersøgelsesområde, og museet har i de senere år gjort en stor indsats for at udfylde de huller i samlingen, som skyldes tidligere tiders manglende interesse for kvindelige kunstnere. Direktør – eller överintendent som det hedder på de kanter – er Lars Nittve, der tidligere har været leder af blandt andet Louisiana og Tate Modern.