Når 21-årige Nadia Friis Jørgensen besøger sin mor i Sønderjylland, har hun altid et korsstingsbroderi med i tasken.

»Så sidder vi om aftenen i hvert sit sofahjørne og drikker te og broderer, mens vi har en krimi kørende i fjernsynet. Det er bare så hyggeligt,« siger hun.

Kærligheden til det gamle håndværk har hun og moderen delt, lige siden Nadia var syv år, og familien på grund af faderens arbejde flyttede til England for en periode:

»Min mor blev hjemmegående og fik virkelig tid til at dyrke sin interesse for håndarbejde, og jeg ville selvfølgelig være med,« fortæller Nadia.

»Jeg var lige begyndt i skolen og skulle både lære et nyt sprog foruden alt det andet nye, man skal lære, når man kommer i skole. Så jeg tror, at jeg havde ekstra brug for noget, man bare kunne sidde stille og roligt med derhjemme.«

I dag har hun svært ved at forestille sig ikke at være i gang med ét eller andet broderi. Lige nu er det en bort med bondegårdsdyr til en babydyne, hun vil give nogle gode venner, der venter barn.

Hun er også aktiv i Haandarbejdets Fremme, hvor hun sidder i bestyrelsen: »Jeg synes, det er vigtigt at modernisere broderihåndværket og formidle det ud til en bredere kreds, så det ikke ender med helt at forsvinde,« siger hun.

»Det ville virkelig være synd, for det er en rigtig dejlig tradition.«

Renæssance i 1960erne
I dag hører det til sjældenhederne at se en ung pige med et korsstingsbroderi mellem hænderne.

Men vi skal blot et par generationer tilbage, til 1960erne, da korsstingsbroderiet havde sin seneste renæssance, og der blev broderet mellemlægsservietter, kaffe- og teduge, bordløbere, tehætter og bakkeservietter på livet løs, fortæller formanden for Haandarbejdets Fremme, Lise Lind Jensen.

Hun har sammen med udstillingsarkitekt Kirsten Schmidt fra Rudersdal Museer i Søllerød stået for tilrettelæggelsen af jubilæumsudstillingen »Sting på kryds og tværs« i anledning af 50-året for Årets Korssting.

Udstillingen viser eksempler fra de i alt 51 korsstingskalendere med et motiv for hver af årets måneder, mange af dem er designet af kendte danske kunstnere, bl.a. Bjørn Wiinblad, Kamma Svensson, Claus Bering, Ole Kortzau, Mads Stage, Sonja Brandes og Naja Salto, som Haandarbejdets Fremme har udgivet siden 1960. Og den vil givetvis blive studeret med interesse af de allerede passionerede broderientusiaster.

»Men vi håber jo også, at den vil skabe fornyet interesse for det gamle håndværk, som faktisk har en rigtig spændende historie, der afspejler samfundsudviklingen både kulturelt og socialt,« siger Kirsten Schmidt.

5.000 år gammelt
Menneskets trang til at håndtere nål og tråd i dekorativt øjemed kan spores mere end 5.000 år tilbage i tiden og opstod formentlig som de første steder i Kina og Indien ca. 3.000 år før vor tidsregning.

Herfra spredtes håndværket via handelsvejene, bl.a. den berømte »Silkevejen« til Mellemøsten og middelhavslandene. Herhjemme stammer det ældste kendte broderi fra ca. 1370-1350 f.Kr. på den trøje, som bronzealderkvinden i Skrydstrupfundet havde på, og fra resterne af en kongedragt fra vikingetiden i det såkaldte Mammenfund, der er dateret omkring 970 før Kristus.

»Selve korsstinget optræder imidlertid først midt i 1500-tallet på engelske såkaldte »navneklude«, som var en slags mønsterforlæg, som kvinderne kunne bruge, når de skulle sy navnemærker i tøj og på tekstiler,« fortæller Kirsten Schmidt.

Herhjemme kender vi korsstingsbroderier fra omkring 1630, bl.a. fra en navneklud og et aldrig færdiggjort betræk til en stolehynde, som begge findes i Den Gamle By i Århus.
Korsstinget bliver ofte kaldt »det demokratiske sting«.

»Det er, fordi det i modsætning til mange af de andre broderiformer som fladsyning, hvidsøm, kniplingsbroderi eller baldyring er så simpelt, at alle kan finde ud af at sy det,« siger Lise Lind Jensen.
»Og resultatet bliver næsten altid smukt, blot man følger forlægget. Det er også let selv at tegne sit eget mønster på almindeligt ternet papir.«

Fra adelen til bønderne
Betegnelsen »demokratisk« hentyder muligvis også til, at korssting gennem tiderne har været syet af kvinder i alle samfundsgrupper, både høj og lav:

»I begyndelsen var det dog først og fremmest adelens og borgerskabets kvinder, der broderede. De havde jo tjenestepiger og skulle ikke arbejde selv, så de havde masser af tid,« fortæller Kirsten Schmidt.

»I 1800-tallet begyndte bondekvinderne på landet også at tage den nye trend til sig. Det var mest praktiske ting, de broderede, f.eks. seler eller en tobakspung til kæresten. Især i Nordsjælland blev korsstingsbroderiet meget populært, ikke mindst de såkaldte »stolpestykker«, som var lange broderede stykker stof, som man hængte op som pynt på skabe og alkover ved højtiderne.«

I begyndelsen var broderi først og fremmest de voksne kvinders metier, men i løbet af 1800-tallet syntes man, at børnene også skulle lære at brodere. Og der blev oprettet skoler, hvor børnene både skulle lære at læse og sy.

»I teorien var det både piger og drenge, der skulle lære håndarbejde, men i praksis blev det nok mest pigerne. Det tog til gengæld i den grad overhånd, at der kom klager over, at de brugte så meget tid på syning, at de hverken lærte at læse eller regne. De fleste af de flotte navneklude, vi kan se på museerne i dag, er formentlig syet af piger helt ned i 10-12 års alderen.« fortæller Kirsten Schmidt.

»Det havde imidlertid også det sociale sigte, at hvis pigerne ikke fandt sig en mand og blev gift, kunne de altid blive sypiger og ernære sig ved at brodere, enten ved at blive ansat i en velstående familie og sy for dem eller ved selv at sælge deres syarbejder til kræmmere eller butikker i byen.«

Dårlig smag
I slutningen af 1800-tallet, også kaldet »klunketiden«, da ethvert hjem med respekt for sig selv var overlæsset med broderede stykker, duge og kakkelovnsskærme, havde korsstingsbroderiet sin storhedstid. Men fik hurtigt herefter det gule kort, stemplet som dårlig smag, bl.a. takket være de såkaldte »berlinermønstre« med motiver fra romantiske blomstermalerier og antikke billeder, som oversvømmede markedet.

Det fik en række hjemlige kulturpersonligheder, bl.a. billedhugger Einar Utzon Franck og Kaare Klint til i 1928 at stifte Haandarbejdets Fremme i et forsøg på med bedre kvalitet at sikre håndværkets fremtid. Ét af projekterne var lanceringen af »Årets Korssting« i 1960, som gennem årene er blevet et samlerobjekt for mange broderi-interesserede.

Alligevel er interessen for at brodere korssting mindsket gevaldigt, ikke mindst siden 1970erne da kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, erkender Lise Lind Jensen fra Haandarbejdets
Fremme:

»Folk har mindre tid, men det betyder altså også meget, at børnene ikke længere lærer broderi i skolen,« siger hun.

»Interessen fejler såmænd ikke noget, de aner bare ikke, hvordan man gør.«

Hun får jævnligt henvendelser fra unge piger, som gerne vil brodere en dug til mormor, men aldrig har syet et sting.

Det har de mulighed for på udstillingen »Sting på kryds og tværs«, som netop er åbnet i overværelse af dronning Margrethe, der selv har bidraget med tre af de udstillede kalendere.

»Vi har købt et stort stykke lærred og en masse broderegarn i alle mulige farver, som folk kan forlyste sig med, lige så meget de vil,« siger Kirsten Schmidt.

Man kan også studere kunstnernes forlæg til kalenderbillederne og de færdigbroderede arbejder, lige som der gives inspiration til, hvad motiverne også kan bruges til – f.eks. som pynt på gardiner, forklæder, skjorter eller tasker.