Kunstmuseer
Dandy, punker, digter og lydkunstner – kært barn har mange navne. Oplev en lydperformance med en af Danmarks mest produktive og alsidige kunstnere, Martin Hall, når han læser op akkompagneret af multiinstrumentalisten Johnny Stage.
Martin Hall er uden tvivl en af Danmarks mest alsidige kulturpersonligheder. Allerede som teenager skrev han dansk musikhistorie som bannerfører for Danmarks eksperimenterende punkmiljø med epokegørende projekter som gruppen Ballet Mécanique og sin første litterære tekstsamling, den vilde og kaotiske ’Genopbyggelsen er større end selve skabelsen’. Siden har han eksperimenteret med en mangfoldighed af udtryk og konstant bevæget sig frem og tilbage mellem populærkultur og avantgarde – fra store tv-produktioner til pure nicheudgivelser. Fra flamboyant pop til støjcollager og fra sarkastiske kulturjournalistiske klummer til monumentale romanprojekter som ’Den sidste romantiker’ og senest ’Kinoplex’.
Som seneste skud på stammen kan Martin Hall nu opleves med sit stemningsfulde spoken word-projekt ’Fragmenter af en erindringsprotokol’, hvor han – akkompagneret af multiinstrumentalisten Johnny Stage – tager publikum med på en fascinerende rejse ind i poesiens og det skrevne ords verden via en fuldt instrumenteret lydperformance. En eftertænksom og tankevækkende lyrisk undersøgelse af de omstændigheder, der er med til at forme os som mennesker.
Arrangementet starter kl. 20.30, og dørene åbnes kl. 19, hvor caféen er åben.
Pris
Entréen er 50 kr. for medlemmer eller 100 kr. som modregnes ved indmeldelse i KØS Klub.
Tilmelding
info@koes.dk eller 56676020.
Læs mere
www.martinhall.com
Foto: BredoHjøllund