Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 27/04/12

København får nyt museumskvarter

  • Foto: Torben Christensen Foto: Torben Christensen
Med Wien og Berlin som forbilleder danner seks københavnske kulturinstitutioner et nyt samarbejde, som skal skabe mere liv i byrummet.

Allerede til marts er en helt ny organisation i det københavnske museumsliv klar med sin første store kulturbegivenhed: En række udstillinger og arrangementer som skal belyse temaet blomster igennem bl.a. maleri, film, islamisk kunst og ikke mindst den ægte vare i Botanisk Have.

Det er seks museer omkring Kongens Have, Østre Anlæg og Botanisk Have midt i København, der er gået sammen og har dannet organisationen Parkmuseerne. Ideen er at samarbejde om udstillinger, kulturelle begivenheder og markedsføring, og visionen er at skabe et levende museumskvarter, som man ser det på Museumsinsel i Berlin og i Museumsquartier i Wien. Her samarbejder store berømte museer ikke alene om udstillinger, men også om at skabe et levende miljø omkring museerne.

Læs også: Top 5: Her er de bedste udstillinger lige nu

»Den helt store fordel ved samarbejdet er, at vi er seks store og ret forskellige institutioner, som ligger geografisk tæt på hinanden, og som alle på hver sit felt hører til blandt de ypperste. Vi kan med et samarbejde være med til at gøre opmærksomme på hinanden og dermed få flere mennesker på museerne,« siger Kjeld von Folsach, direktør for Davids Samling.

Han deler sammen med direktør for Statens Museum for Kunst, Karsten Ohrt, formandskabet for samarbejdet. Udover Statens Museum for Kunst og Davids Samling deltager Filmhuset, Rosenborg, Hirschsprungs Samling og Statens Naturhistoriske museum, der bl.a. tæller Geologisk Museum og Botanisk Have i det nye samarbejde.

De seks institutioner har ansat Peter Kirkhoff Eriksen som projektleder, og han skal nu samle trådene og være med til at finde sponsorer, der sammen med museernes egne midler skal finansiere projektet, som skal være med til at trække flere gæster fra både Danmark og udlandet til museerne og kvarteret

»Det er direktørerne for de seks museer, der har fået ideen til samarbejdet, som geografisk er bundet sammen af museernes beliggenhed omkring et grønt område midt i København. Visionen er at skabe et museumskvarter, som man bl.a. ser det i Berlin og Wien, som vi er i dialog med for at høre om deres erfaringer,« siger Peter Kirkhoff Eriksen.

Læs også: Gå gratis på museum

Næste år er emnet blomster
Projektet er endnu ikke lagt fast i detaljer, men foreløbig er man enig om at arrangere årlige, koordinerede udstillinger, som lanceres samlet og koncentrerer sig om ét emne eller én periode.

»Næste år er emnet blomster. Statens Museum for Kunst vil vise en udstilling med blomstermalerier og tegninger, Rosenborg Slot vil vise Flora Danica iscenesat på en måde, man ikke har set før, og i Botanisk vil man vise blomster ude og inde. Davids Samling viser blomster i islamisk kunst, og Filmhuset laver et filmprogram. Vi laver en fælles åbning, der suppleres af et stort aktivitetsprogram, som skal foregå både inde på museerne og udenfor,« siger Peter Kirkhoff Eriksen.

Herudover kan der blive tale om billetsamarbejde, fælles markedsføring, skiltning i området og fordelsordninger, f.eks. rabat i museumsbutikker eller en gratis kop kaffe, hvis man besøger mere end et museum. Detaljerne er endnu ikke på plads, men det kommer de i løbet af året. Derimod ligger det fast, at man vil samarbejde om at skabe liv i de grønne områder. En idé kunne f.eks. være open air-filmforestillinger, guidede vandringer i kvarteret og kreative kunstværksteder i parkerne.

Læs også: De 5 gratis søndagssysler

»De seks museer har tilsammen årligt næsten en million gæster, men vi ved, at endnu flere bruger de grønne områder lige uden for museernes døre. Et skøn siger tre millioner mennesker. Rigtigt mange af dem kommer allerede på museerne, og mange andre af den er potentielle museumsgæster, så vores idé er at bruge de udendørs arealer og møde folk, der hvor de er,« siger Peter Kirkhoff Eriksen.

Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) er begejstret for initiativet. »Jeg vil bakke op om det, alt det jeg kan. Både for at skabe samarbejde mellem institutionerne og for at gøre området åbent og nemt tilgængeligt. Initiativet kan være med til at ramme et publikum, som normalt ikke går på museum, og det er et signal om, at København er en åben by med masser af oplevelser,« siger kultur- og fritidsborgmesteren.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Endelig sker der noget!

Som tidligere ledende medarbejder ved et af de involverede museer kan jeg kun i høje toner prise initiativet.
Så mangler vi kun, at Københavns Kommune aktivt vil støtte sagen, og sørge for, at der etableres en "museumsbus" mellem museumsøen omkring Sølvgade og den anden ø i byen omkring Glyptoteket, Thorvaldsens Museum og Nationalmuseet.
Så ville vi komme op på wiener og berliner-niveau! Samlingerne i København fortjener det meget!

 

Endelig sker der noget!

Som tidligere ledende medarbejder ved et af de involverede museer kan jeg kun i høje toner prise initiativet.
Så mangler vi kun, at Københavns Kommune aktivt vil støtte sagen, og sørge for, at der etableres en "museumsbus" mellem museumsøen omkring Sølvgade og den anden ø i byen omkring Glyptoteket, Thorvaldsens Museum og Nationalmuseet.
Så ville vi komme op på wiener og berliner-niveau! Samlingerne i København fortjener det meget!

 

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester