»Havde han ikke været en beatle, havde han haft meget mere succes som billedkunstner.«
Der er ingen tvivl hos den amerikanske kunstjournalist Abigail R. Esman, der siden slutningen af 1990erne har været med i det lille team, som i nært samarbejde med enken Yoko Ono har udstillet John Lennons kunst rundt omkring i verden, og som i denne weekend i København præsenterer omkring 150 værker fra musiklegendens hånd.
»De fleste, der kommer til vore udstillinger, har en musikbaggrund, og mange af dem har aldrig været på en kunstudstilling. Og de ser så en side af John Lennon, som de aldrig har set. Scener fra hans liv med både meget følsomme og meget morsomme ting.
Se også: BTs billedserie fra udstillingen
Og når de har set udstillingen – og det tager da sin tid – føler de virkelig, at de kender John Lennon på en helt anden og personlig måde.« Forfatteren og foredragsholderen Per Wium, som er specialist i The Beatles’ musik, ser mange lighedstegn mellem musikken og billedkunsten: »Vi kender John Lennons musik som frodig, fandenivoldsk, smuk og barsk i én stor collage.
Jeg synes, man kan sige præcis det samme om hans billedkunst. Den kan ikke puttes i bås, og den har virkeligt sit helt eget udtryk,« siger Per Wium. Allerede som 17-årig blev John Lennon optaget på kunstakademiet Liverpool College of Art, som lå i et bohemeagtigt kvarter befolket af billedhuggere, malere, forfattere og digtere.
Typisk var de studerende intellektuelle, som med striktrøjer og ruskindssko lyttede til traditionel jazz i den lokale klub, så det vakte opsigt, da John Lennon dukkede op med fedtet pomadehår, bakkenbarter, stramme cowboybukser og rock’n’roll. Han havde glædet sig til at koncentrere sig om at tegne og male.
Læs også om Beatles-teaterkoncerten: En isbjørn er landet i dansk teater
Men fandt hurtigt ud af, at han i stedet skulle undervises i geometri, arkitektur og figurtegning. Og til stor irritation for lærerne havde John Lennon en forkærlighed for at tegne deforme satiriske figurer, ligesom han havde udprægede evner for at forstyrre undervisningen med særegne happenings.
Da den afsluttende eksamen nærmede sig i 1960, var John Lennon kommet i selskab med nogle fyre, der hed Paul og George, og deres fælles band havde fået et to måneders engagement på Indra Club i Hamburg. Al motivation til kunsteksamensforberedelse var borte, og John Lennon fik aldrig et stykke papir på sine kunstneriske evner.
»Med det vanvittige liv han havde med The Beatles, fik han ikke den tid, ja de vigtige år, som en billedkunstner har brug for til at udvikle sig. Så det var en lettelse for ham at lægge musikken til side, og Yoko skubbede jo også på, hvorfor langt de fleste af de udstillede billeder er fra perioden efter The Beatles,« fortæller Abigail R. Esman.
Læs også: Fem gode museumsbutikker
Udstillingen byder både på originaltegninger, men især værker, som er optrykt i 300 eksemplarer, ofte med farvelægning af Yoko Ono. Mange billeder har en speciel enkelthed og finurlighed, og det er nærliggende at spørge Abigail R. Esman om man kan finde en direkte forbindelse mellem John Lennons billedkunstneriske og musikalske faser.
»Det er da et virkeligt godt spørgsmål. Han var jo altid den samme person, men der er da en udvikling, som har relationer til musik og til Yoko Ono – i både de gode og de problemfyldte tider. Og da de fik deres søn, Sean, blev John for alvor et familiemenneske, og han skabte de skønne tegninger med dyr, som vi også altid hænger i børnehøjde på vore udstillinger.«
Abigail R. Esman kender den herskende holdning: at John Lennon bare var endnu en musiker, der prøvede at behage sit publikum på en ny måde. Hun mener, at hans usædvanlige talent er stærkt undervurderet, og hun henviser blandt andet til den vanskelige, japanske blæktegningsteknik, han studerede, udviklede og beherskede til fuldkommenhed.
»Det er en skam, han var en beatle, og det er en skam, at han ikke fik 50 år mere til at vise os, hvad han kunne. Men det er vigtigt for os fortsat at vise hans kunst og holde hans idéer i live – også de politiske. Ja, verden ville helt sikkert være et lykkeligere sted, hvis han stadig var blandt os.«
John Winston Lennon i musik og billeder
Født 9. oktober 1940, Liverpool, England.
Død 8. december 1980, New York, USA. Myrdet af Mark David Chapman.
Medlem af The Beatles 1960-1970, herefter solokarriere, ofte sammen med hustruen og billedkunstneren Yoko Ono.
Skrev en lang række Beatles-klassikere samt bl.a. »Happy Xmas (War Is Over)« og »Imagine«. Politisk aktiv og fredsaktivist.
Arbejdede tidligt med billedkunst og var først og fremmest tegner. Studerede som ung tre år på kunstakademi i Liverpool.
Et udvalg af hans tegninger med særegne deforme figurer indgik i 1964 i hans bog »In His Own Write«, men hans billedkunst blev først målrettet, da han fra slutningen af 1960erne dannede par med Yoko Ono.
Udtrykte sig i enkle, hurtige og ofte selvbiografiske streger og arbejdede også – efter studier i Japan – med den særlige asiatiske sumi-blæk-teknik.
Hvad: John Lennon kunst udstilling
Hvor: Crowne Plaza, Ørestads Boulevard 114-118, Kbh. S.
Hvornår: Fredag, lørdag og søndag, kl. 11-19.
Hvordan: Fri entré