Jacob Holdt står i et hjørne af et af Louisianas mange gallerier omgivet af fem kvinder. Han har dem i sin hule hånd, kan man se. Han gestikulerer og fortæller, og de lytter og tager noter. Omkring dem går håndværkere omkring, står på stiger og borer huller i væggene. Og langsomt tager udstillingen »Tro håb og kærlighed« form omkring Jacob Holdt og hans tilhørere.

Manden i den laksefarvede skjorte med det viltre grå hår og skægfletningen kan noget med at fange folks opmærksomhed og holde den fast. Og det er den evne - karisma hedder det vist - som førte ham gennem USA som blaffer i 1970erne, skaffede ham venskaber med de fattigste sorte og de mest forarmede Ku Klux Klan-medlemmer og gjorde ham til den mest efterspurgte foredragsholder med bogen og lysbilledshowet »Amerikanske Billeder«, som han i årevis turnerede med i 14 forskellige lande.

Og som altså nu har ført ham til Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som i dag åbner den store udstilling »Tro, håb og kærlighed« med fotografier fra de seneste 40 år. »Det kom som et lyn fra en klar himmel. Hvem forventer at komme på Louisiana?,« spørger han på sit bløde jyske med oprigtig undren, da han endelig har fået løsrevet sig fra ophængningen af billederne og bænker sig i museets cafe med kaffe og et halvt stykke wienerbrød.

Hvorfor blev du så overrasket? »Siden 2003 har mine billeder cirkuleret i kunstfoto-sammenhænge og på museer rundt om i Europa. At det skete kom som en overraskelse, fordi jeg altid har nægtet at udstille mine billeder eller se på dem som kunst. Jeg betragter ikke engang mig selv som kunstner, så for ti år siden ville jeg have afvist det fuldstændig. Men når nu feinsmeckerne indenfor kunstfoto-verdenen havde sat pris på dem, kom det ikke som den helt store overraskelse, da Louisiana viste interesse. Alligevel bliver jeg meget beæret, fordi det at blive anerkendt i sit eget land som regel tager meget længere tid. Og så Louisiana, som jeg har så stor respekt for. «

Så nu er du indlemmet i det fine selskab. Skal man så til at kalde dig kunstner og ikke aktivist?
»Mine franske kuratorer har givet mig mundkurv på, for jeg kommer altid til at sige det forkerte. Jeg kalder billederne »mine  fra USA« og holder lange foredrag om min politik og taler om menneske på billederne i stedet for om billederne som kunst. For det er jo det, jeg synes er spændende. Hvordan de folk, jeg har fotograferet har udviklet sig, er blevet syge eller myrdet. Af samme grund har jeg aldrig selv kunnet vælge mellem mine egne billeder,« siger han og samler wienerbrødskrummer op fra tallerkenen med fingeren.

I stedet sad udstillingens kurator Mette Marcus og billedkunstner Erik Steffensen, som fik ideen, i dagevis i Jacob Holdts hus i Nyboder og valgte billeder ud. Både de 15.000 dias fra 1970erne – som endnu ikke er blevet digitaliseret – og de mange tusinde yderligere fotografier fra de seneste 40 år, så de igennem, og valgte de lidt over 200 fotografier, der er kommet med på udstillingen.
Men 1973 eller 2009. Motiverne har ikke ændret sig. Fattige sorte, fattige hvide, slumkvarterer, shacks, USAs bagside, udstødelse og racisme.

Billeder, som fra 1977 da bogen »Amerikanske Billeder« udkom og Holdt begyndte sine endeløse lysbillede-turneer rundt i USA og resten af verden, har gjort et kæmpe indtryk på alle, der har set dem – fra gymnasieelever i Holte til studerende på Harvard. Men billederne, hvoraf mange forestiller Holdts venner og kærester, døde som levende, har han selv svært ved at forholde sig til som objekter på en museumsvæg. »En kurator skaber jo et kunstværk ud af nogle snapshots en eller anden idiot har taget engang,« som han siger med et skuldertræk.

Ser du anderledes på dine egne billeder, når de nu hænger her?
»Ja, hun (kurator Mette Marcus, red.) opdrager mig til at se ting i billederne, jeg ikke selv kan. Jeg har også blandet mig i den måde, de har udvalgt dem på, på grund af politikken og budskaberne. For eksempel havde hun udvalgt en serie kun med solnedgange, og der sagde jeg »jeg er menneskefotograf, ikke naturfotograf.« Enhver kan jo tage et billede af en solnedgang! Men ellers har jeg ikke blandet mig.«

Føler du at noget af budskabet går tabt, når billederne bliver vist i denne sammenhæng? »Lidt. På udstillingen er der kun fem-seks billeder af Ku Klux Klan-folk med, men jeg har jo et kæmpe budskab om de mennesker, som går stik imod fordommene om dem. Mit mål har jo været at vise godheden i klan-medlemmerne. Omvendt er jeg glad for, at man viser nogle af de billeder, jeg har taget sidenhen og som er mindre kendte. « Men det er da ironisk, at en mand som dig, der nærmest aldrig har betragtet sig selv som fotograf, og slet ikke kunstner, nu er havnet her på Louisiana? »Ja... det er absurd... jeg fortjener det ikke,« griner han.

»Jeg var egentlig godt klar over, at den periode jeg fotograferede, en dag ville blive historisk og defor intressant. Men selvom jeg ikke er overrasket over, at det bar derhen, kommer det alligevel bag på mig, at Danmarks fineste kulturinstituion sætter den op,« siger han. Med en nyvalgt sort præsident i Det Hvide Hus er den periode, hvor Jacob Holdt rejste rundt og fotograferede de undertrykte sorte virkelig ved at blive historisk. Og historisk er det også, at Barack Obama netop i dag har meldt sin ankomst til København. Og hvad nu hvis han fandt på at lægge vejen forbi Louisana? Den tanke har selvfølgelig strejfet Jacob Holdt for lang tid siden.

»Jeg har kendt til IOC-konferencen siden februar i år, og både Louisiana og jeg har skrevet til Det Hvide hus for at gøre dem opmærksomme på udstillingen. Men jeg tror desværre ikke, vi skal regne med at han kommer,« siger han med utrættelig mine.

Hvor meget orker du stadigvæk at rejse rundt? »Jeg har trappet ned på de amerikanske turneer, for de var meget opslidende. I mange år ankom jeg til et universitet kl. 17, stillede mit udstyr op, spiste med en eller anden fakultetsleder kl. 18, viste show fra kl. 19 til midnat, gik ud med nogle elever om natten, stod op om morgenen, lavede workshops til middag og fløj så et nyt sted hen. Det gjorde jeg dag efter dag, og jeg blev træt af trivialiteten. At rejse er derimod at udfordre sig selv og sine omgivelser i nye lande, og det bliver jeg aldrig træt af. I år var jeg i Indien, og jeg håber på at få set de fleste store lande. Nu har jeg fået set de fleste arabiske, og jeg vil gerne til Yemen, inden det bryder sammen dernede

Fotograferer du lige så meget som tidligere? »Det tager tid at komme tæt på mennesker, så man kan fotografere dem. Jeg har altid mit kamera med, hvis jeg skulle se et mord eller møde en sjov journalist. Men det er især, når jeg er sammen med indvandrere, jeg fotograferer. Og så er jeg festfotograf! Hver gang jeg er til fest - om det så er hos indvandrere eller Ku Klux Klan - så er der næste dag et kæmpe galleri på min hjemmeside, American-pictures.com,« siger han.

Er det en anden oplevelse at se fotografierne blæst op i stort format og renset for støv og den slags? »Det er det største format, jeg nogensinde har set dem i og også de teknisk flotteste. Jeg var heroppe i går aftes med min kone og var bekymret for, hvordan det hele nu var kommet til at se ud, men vi var så glade, da vi kørte herfra. Så glade for at det kunne lade sig gøre. Så jeg håber på, at udstillingen kan vandre ud i verden og måske helt til USA. I »Amerikanske Billeder« er der et afsnit, hvor jeg måske ubevidst ironiserer over, at mine billeder måske en dag kommer til at hænge på Museum of Modern Art i New York, og det er jo en af Louisianas samarbejdspartnere. Måske var det i virkeligheden en forudsigelse...«

Hvad: Jacob Holdt - Tro, håb og kærlighed
Hvor: Kunstmuseet Louisiana, Humlebæk
Hvornår: Fre. 2. okt.-søn. 7. feb. 2010
Hvordan: Åben tirs.-fre. kl. 11-22. Lør.-søn. kl. 11-18. Mandag lukket