Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 21/02/18

Guide: 5 sjove kunstoplevelser for børn

  • Foto: ARKEN Museum for Moderne Kunst Foto: ARKEN Museum for Moderne Kunst
  • Foto: ARKEN Foto: ARKEN
  • Foto: PR Foto: PR
København og omegn byder på masser af kunst i børnehøjde. AOK guider til fem kunstneriske oplevelser, som man kan give de små året rundt.

Børnenes museum. I 1930'er-skolestuen hjælper Emilie på otte sin søster på fire med at stave sit navn. Foto: Peter Helles Eriksen

Børnenes Museum på Nationalmuseet

På Nationalmuseet har børnene deres helt egen afdeling. I Børnenes Museum kan ungerne virkelig få historien ind under huden. Her må man røre ved det meste, og der er masser af ting man kan prøve på egen krop. I Børnens Museum er det ikke originaler men kopier, der er udstillet. I skolestuen kan man sidde ved gamle pulte. I baggården kan man gå på stylter og hinke. Her er masser af leg og læring om Danmark gennem tiden. Børnenes Museum er forbeholdt grupper fra daginstitutioner og skoler tirsdag til fredag i tidsrummet kl. 10 til 13, men ellers er alle velkomne.

Hvor: Nationalmuseet
Hvornår: Tirsdag-søndag kl. 10-16.30

Foto: PR

Kunstlegeplads under åben himmel

Tager man ungerne med på Ordrupgård nord for København, skal man ikke være bange for, at de keder sig. Bag Ordrupgård gemmer sig nemlig en stor park fyldt med kunstværker, der indbyder til leg og eventyr.

Mellem de store træer finder man blandt andet Jeppe Heins 70 kvadratmeter store spejllabyrint, Ryan Ganders kæmpestore sølvkugle, og en gigantisk paddehat skabt af Carsten Höller. Hvert år dukker nye værker op i de grønne omgivelser, og fra april til november blæser Olafur Eliassons fascinerende værk »Vær i vejret« sjove skyer af sted med vinden. Man må gerne spise sin medbragte madpakke i kunstparken, og der er gratis adgang søndag til tirsdag kl. 8-19 og onsdag til lørdag kl. 8-21. NB: Udstillinger på Ordrupgaard er lukket i 2018 pga. ombygning. Kunstparken er dog åben.

Hvad: Ordrupgård
Hvor: Vilvordevej 110, Charlottenlund

Foto: Kim Agersten

Lav selv din egen kunst

Statens Museum for Kunst har masser af oplevelser i børnehøjde. Hver weekend kan de yngste komme en tur i Børnenes Værksted. Her kan man slippe kreativiteten løs og lave et hav af forskellige mini-kunstværker. Her kan både være fokus på maleri, skulpturer eller masker. Det er stort set kun fantasien, der sætter grænser. Hver søndag kan man også gå med en omviser på opdagelse i museets udstillinger. De viser altid rundt, så børnene fatter hvad der foregår.

En enkelt dag om måneden er der Børnenes Dag på museet. Her er der ekstra fokus på kunst i børnehøjde. Følg med i SMKs kalender her, for at finde de mange aktiviteter for børn.

Hvad: SMK for børn
Hvor: Sølvgade 48-50, 1307 København K

Foto: Torben Christensen

Udlev din indre kunstner

Louisiana er bestemt ikke kun et sted for voksne. På museet har de yngste faktisk deres helt egen afdeling i Børnehuset. Her er der på alle åbningsdage åbne værksteder med kreative aktiviteter på hele tre etager. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad ungerne kan lave her, og de kreative sanser kan altid udfordres. Man kan tegne, male, modellere klippe, klistre og meget andet. Alle børneaktiviteterne tager udgangspunkt i museets aktuelle udstillinger og samling. Det er altid Louisianas egne kunstformidlere, der sørger for aktiviteterne. Der er åbent tirsdag-søndag kl. 11-17.30, og Børnehuset lukker kl. 18. Det er gratis at være kreativ, når entreen til museet er betalt.

Hvad: Børnehuset på Louisiana
Hvor: Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Arken Foto: Niels Ahlmann Olesen

Kreativitet for hele familien

På Arken er børn også mere end velkomne. Museets værksted for børn er døbt Kreativ, så der er ingen tvivl om, hvad det handler om her. Her kan ungerne udforske de kreative sanser og male, tegne, lave skulpturer og meget andet. I skolernes ferier arrangeres her forskellige workshops, som man kan tilmelde sig. Hver søndag året rundt er der Familiesøndag på Arken. Her er der masser af gratis aktiviteter for børn og voksne, og det kræver ingen tilmelding. Det foregår fra kl. 11-16. Aktiviteterne varierer meget, men man kan følge med i Arkens kalender her.

Hvad: Kreativ på Arken
Hvor: Skovvej 100, 2635 Ishøj