Lisbeth Holst-Jensen udstiller en keramisk komposition af grafiske billedflader i samspil med ovale former.
Faglig dygtighed, teknisk opfindsomhed, kunstnerisk og musikalsk forståelse forenes i krukker og 'billeder'.
Værkerne afspejler stor erfaring med det keramiske materiales stoflige muligheder, kunsthistorisk viden og kunstnerisk nysgerrighed sammenkædet med en stor interesse for og glæde ved musik.
Lisbeth Holst-Jensen ”Motivmæssigt bliver jeg optaget af en detalje, en struktur, som jeg 'breder ud' og lader sætte dagsordenen for hele kompositionen. Jeg tegner eller maler temaer igen og igen, finder frem til en forenkling og abstraktion, der gør motivet flertydigt og rummeligt for fortolkninger.
Motivet bygges op på et stofstykke, hvor lag på lag af det bløde porcelænsler dryppes, hældes, pensles på. Tykkelserne bestemmer i hvor høj grad den næste lerfarve skinner igennem. Det tynde 'ler-billede' overføres til en lerplade, der herefter formes. Denne arbejdsmåde, jeg har udviklet, giver mig plads til improvisation og impulsivitet, og resulterer i en rigdom af nuancer, der levendegør det billedlige udtryk. Resultatet indeholder ofte et spændingsfelt, fortæller en historie."
Lisbeth Holst-Jensen er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København og Eksam.Art Kunsthistorie, Københavns Universitet. Hun har undervist på Skolen For Brugskunst (nu: Danmarks Designskole) i en årrække og er særligt kendt for sin kunsthistoriske viden, dekoration- og materialeforståelse, samt en ukuelige passion for at arbejde med det keramiske materiale fra de første brugstings dekorative udtryk til de nyeste grafiske og billedlige motiver på keramisk form og flade. Hun har modtaget legater fra bl.a. Statens Kunstfond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond og haft separatudstillinger på Danmarks Keramikmuseum, 2007, Georg Jensen, 2004, Galleri Nørby, 2001, Bornholms Museum, 1999, samt solgt værker til Statens Kunstfond, Kunstmuseet Trapholt, Ny Carlsbergfondet m.fl.