Fredag den 27. maj åbner Statens Museum for Kunsts nyophængning af dels dansk kunst fra perioden 1750-1900 og dels fransk kunst fra de gyldne år mellem 1900 og 1930, da Paris var den vestlige verdens kunsthovedstad.
Siden følger henholdsvis europæisk kunst fra 1300 til 1800 i november og det 20. århundredes danske og internationale billedkunst til marts næste år. Dermed har Statens Museum for Kunst fuldstændig ændret på den tidligere ophængning, hvor mange billeder hang i rækker over hinanden, og der som princip var trukket linjer i kunsthistorien ved her og der at blande ældre og yngre kunst, når der forekom at være en pointe.
Som for eksempel at kunstnere til alle tider beskæftiger sig med stort set de samme afgørende spørgsmål. Teknik, udtryk, materialer osv. skifter, men helt grundlæggende beskæftiger Den Store Kunst sig med Livets Store Spørgsmål.
Nationalgalleriets nye ophængning af de to samlingsområder er rolig, enkel og overskuelig, og museet synes at være villig til at påtage sig et ansvar som en institution, der formidler dele af kulturarven på en pædagogisk måde også rettet mod nye generationer.
Dette gøres ikke kun ved fikse elektroniske former for billedlotteri – men ved først og fremmest at åbne og give ro og plads for møder med billederne. Modsat ophængninger på dette og andre museer, hvor man kan have en fornemmelse af en uendelig ophobning af værker, man skal igennem for dog at få det hele med, virker det, som om der er truffet nogle afgørende valg.
Det er omtrent en syvendedel af samlingen, der nu præsenteres for de to epokers vedkommende. Dermed være ikke sagt, at det ville være syv gange bedre, hvis det hele var fremme, for det er ikke tilfældet, men der er værker i reserve til at komplettere, når andre værker udlånes. Hvilket i dén grad bør være en del af nationalgalleriets satsningsområde.
En god historie
For så vidt angår den danske afdeling med enkelte nordiske indslag begynder vi naturligt omkring oprettelsen af Kunstakademiet og dermed en egentlig national, dansk billedkunst. Der har selvfølgelig været andre former for dansk kunst og kunsthåndværk tidligere, afhængig af hvor meget vægt man lægger på den danske identitetsfølelse, men Akademiets stifter, Frederik V, ønskede at fremme uddannelsen af landets egne kunstnere (udlændinge var velkomne), og det bliver – som man kan se – til fine billeder af blandt andre Jens Juel.
Siden kan man så – kronologisk, hvad ellers? – følge de forskellige epoker i dansk kunst fra guldalderen til vitalismen. Nogle vil savne bestemte værker eller finde særlige epoker – Skagensmalerne – underprioriteret, men til gengæld er andre kommet mere til deres ret. Hammershøi eksempelvis. Sådan skriver hver generation dele af kunsthistorien om.
Det er altså muligt at få en samlet fornemmelse af udviklinger og motiver i dansk kunst, og enkelte kunstnere – som L.A. Ring – er fremhævet. Det er et tilbud om en rolig og eftertænksom tilegnelse af storslåede dele af dansk malerkunst – og ind imellem er der så anbragt en pædagogisk kommentar i form af et moderne kunstværk, så de gamle maleres fædrelandskærlighed og betagelsen af det danske landskab ikke udvikler sig til upassende nationalisme.
Og så til noget helt andet. Måske. Den franske samling er ophængt med vægten på den gode historie om dengang, da Paris var kunstens hovedstad. I hvert fald i den vestlige verden. Byernes By tiltrak store kunstnere fra andre dele af kontinentet – for eksempel Picasso fra Spanien – og i et forrygende tempo skete nye landskred i moderne kunst, hvor ismerne hurtigt afløste hinanden.
Det er ikke den fulde historie om de første tre skelsættende årtier i det 20. århundrede – det havde krævet mere plads, og de supplerende fortællinger som surrealisme, dadaisme osv. får vi antagelig, når sidste etape åbnes næste år. Men det er en fin historie om en væsentlig tid, der vedkendte sig sin arv fra fortiden, og der er mange dejlige billeder, hvor ikke mindst Matisse får mulighed for en større præsentation.
Hvad: Nationalgalleriets nyophængning.
Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade.
Hvornår: Åben tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 20.