Udstillingsbygninger
Det er med stor fornøjelse at Copenhagen Art Festival og Charlottenborg præsenterer filmprojektet GESAMT, som den verdensberømte danske filminstruktør Lars von Trier er hjernen bag og initiativtager til.
GESAMT vises for første gang for offentligheden på Kulturnatten d. 12. oktober, hvor Charlottenborg har ekstraordinært åbent fra kl. 18-24.00. Endvidere er der omvisning kl. 19.00 og 20.00 i Charlottenborgs øvrige udstillinger eksklusivt for publikum med Kulturpas.
Om GESAMT
På basis af en række opstillede 'dogmer', dikteret af Lars von Trier, er folk verden over blevet opfordret til at indsende egne film og lydoptagelser af op til fem minutters varighed. Disse optagelser forholder sig til et eller flere af følgende værker, udvalgt af Lars von Trier:
Litteratur: Ulysses, (1922), Molly Blooms ”Ja"-monolog, kapitel 18, af den irske forfatter James Joyce
Teater: Faderen, (1887), akt 3, scene 6, af den svenske dramatiker August Strindberg
Arkitektur: Zeppelintribune (1934-37) i Nürnberg af den tyske arkitekt Albert Speer
Maleri: D’ou Venons Nous? Que Somme Nous? Où Allons Nous? (Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen?) (1897) af den franske maler Paul Gauguin
Musik: Sonate i A-dur for violin og klaver: 1. Allegretto ben moderato (1886) af den franske komponist César Franck
Dans: Choreography opført i Hollywood Palace (1969) af Sammy Davis Jr.
Filminstruktør Jenle Hallund har udvalgt og samlet de indsendte bidrag til det endelige værk. Alt, hvad der optræder i værket af lyd, musik, billede og tekst er skabt udelukkende af bidragyderne. Over 400 mennesker fra 52 lande har taget udfordringen op og har indsendt deres materiale til GESAMT. Resultatet er filminstallationen Disaster 501: What Happened to Man?, der kan ses som en refleksion over vores samtid. Værket vises på fire skærme i Mezzaninen på Charlottenborg.
GESAMT er kurarteret af Christian Skovbjerg Jensen og er produceret af Copenhagen Art Festival.
GESAMT bidragydere og samarbejdspartnere:
Region Hovedstaden, Statens Kunstråd, Det Danske Filminstitut (DFI), Filmværkstedet (DFI), Commute Media, S-more, Zentropa Productions og Dyrup
For mere information om GESAMT:
Trailer:http://vimeo.com/50422957
http://www.facebook.com/gesamtfilm?fref=ts
http://gesamt.org/
For mere information om Copenhagen Art Festival:
http://cph-artfestival.org/
For mere information om Charlottenborg:
http://www.kunsthalcharlottenborg.dk/