Oplevelsesmuseer
Udstillingsbygninger
Øvrige museer
Gå på opdagelse i de stærke kreative tendenser, der tegner europæisk arkitektur lige nu i udstillingen EUROPAS BEDSTE ARKITEKTUR - Europan Union Prize for Contemporary Architecture/Mies van der Rohe award 2011.
Udstilling i Dansk Arkitektur Center den 1. november 2012 - 6. januar 2013
Oplev en perlerække af det bedste inden for europæisk arkitektur lige nu i Dansk Arkitektur Centers nye udstilling EUROPAS BEDSTE ARKITEKTUR - Europan Union Prize for Contemporary Architecture/Mies van der Rohe award 2011.
Her kan man blandt andet se Zaha Hadids imponerende nye museum i Rom, MAXXI Museum of XXI Century Arts, det meget omtalte Juvet Landscape Hotel i Norge af Jensen & Skodvin Arkitekter, foruden vinderen af Mies van der Rohe Award 2011, Neues Museum i Berlin af David Chipperfield Architects.
I alt præsenteres 45 spektakulære og betagende byggerier, der er blevet opført i Europa inden for de seneste år.
Alle er arkitekturprojekter, der har været med i opløbet om at modtage den prestigefyldte Mies van der Rohe Award, Europas officielle arkitekturpris. Prisen uddeles hvert andet år blandt europæiske arkitekter for byggeri opført i Europa, der har en særlig arkitektonisk kvalitet.
Mies van der Rohe Award 2011 gik til britiske David Chipperfield Architects i samarbejde med Julian Harrap for ombygningen af Neues Museum i Berlin, som får ekstra meget plads på udstillingen sammen med Collage House af den spanske arkitektduo Bosch + Capdeferro, der fik talentprisen, Emerging Architect Special Mention. Begge projekter er kendetegnet ved at skabe nyt udtryk og nyt liv til eksisterende bygninger.
Også Danmark er repræsenteret på udstillingen med boligbyggeriet 8-tallet af BIG samt Jean Nouvels Koncerthus for DR. Den sidstnævnte var i øvrigt blandt de seks finalister til prisen, der er opkaldt efter den store tyske arkitekt, Ludwig Mies Van der Rohe (1886-1969).