Udstillingsbygninger
Med udstillingen Errós mekanik bevæger vi os ned i den islandske kosmopolits maskinrum. Errós kunst og kreative proces er uløseligt knyttet til teknikkerne collage, assemblage og montage, som er gennemgående i hele hans værk.
Collagerne er de omhyggelige forarbejder og omfattende skitser til de velkendte malerier, der friktionsfrit sammensætter elementer fra tegneserier med politisk propagandamateriale og reklamer i nye og omfattende scenerier eller scapes.
På udstillingen fokuseres endvidere på Errós film-montager og assemblage-værker, der anvender samme akkumuleringsprincip som collagerne. Således præsenteres også Errós sjældent viste kunstfilm Mary Monster, Faces, Stars samt Meca-Make-up fra perioden 1965-67 samt Concerto mécanique pour la folie ou La Folle Mécamorphose (Mekanisk koncert til vanviddet eller den vanvittige metamorfose) (1962-63) af Éric Duvivier, hvori Errós værker bruges som rekvisitter og dekoration.
Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Reykjvíks Kunstmuseum, Listasafn Reykjavíkur. Kurator Danielle Kvaran.