Af Astrid la Cour, Berlingske Tidende
Maleren Axel P.
Jensen (1885-1972 ) indtager ikke nogen central plads i den danske
kunsthistorie. Modsat en del af hans jævnaldrende kolleger, som sugede
modernismens internationale nybrud til sig i årene op til Første
Verdenskrig, så var han mere nøgtern i sin inspiration.
Hans værker
står tilbage som et eksempel på, hvordan internationale strømninger
kunne indarbejdes og udvikles i et billedsprog, der aldrig fraveg sin
naturalistiske binding.
Kastrupgaardsamlingens retrospektive udstilling med værker af Axel P. spænder fra tidlige skitser og modelstudier til de senere ekspressive og impressionistisk inspirerede landskaber han blev mest kendt for.
Da Axel P. rejste til Frankrig i 1911 var Paris et internationalt
centrum for tidens kunstneriske strømninger. Unge kunstnere blev
inspireret af Matisses stærke farvevalg, Picassos kubistiske
formeksperimenter og van Goghs kraftfulde penselstrøg.
Unge danske
kunstnere som Weie og Giersing eksperimenterede med maleteknikker frem
mod abstraktionen, mens Lundstrøm placerede sig i den radikale ende af
datidens spekter, da han i 1918 udstillede de såkaldte
papkassebilleder, der var direkte inspireret af Picasso.
Axel P.
derimod placerede sig mellem disse nybrud og en dansk tradition med
inspiration fra især fynbomalernes øje for de farvede skygger. En
tradition han udviklede hen mod et stærkere farvevalg og en mere
kraftfuld maleteknik.
Liv på lærredet
Udstillingen illustrerer hvordan Axel P. med stadig voksende intensitet arbejdede med farvernes selvstændige liv på lærredet. I forlængelse af impressionismens flygtige fortolkning af det sete ønskede han at gengive oplevelsen, motivet var underordnet.
I en del af malerierne kan man se inspirationen fra Munch, et slægtskab som Axel P. ofte selv nævnte. Men modsat Munch, der kondenserede indre sindsstemninger på lærredet, så vedblev Axel P. at være mere optaget af den sansede naturs skiftende farver og bevægelser. Heller ikke i portrætterne søger han at indfange underliggende psykologiske spændinger, men opretholder i stedet en respektfuld distance.
Hvad: Axel P. Jensen,
Farveklang og penselkraft.
Hvor: Kastrupgaardsamlingen, Kastrupvej 399, Kastrup.
Hvornår: Åbent tirsdag – søndag 14-17, onsdag 14-20. Fri entré. Til 7. marts.


















