Det er meget muligt, at den franske 1800-tals-forfatter, Alphonse de Lamartine, mente, at museerne var kunstens kirkegårde - men siden de Lamartine i det store hele blev glemt, er der ikke alene produceret enorme mængder af kunst. Der er også kommet enorme mængder af publikum til det .

Eftersom det i Danmark ikke mindst er Louisiana, der har skabt den folkelige interesse for billedkunst og i det hele taget ændret både måden at gå på museum på og måden at tænke museum på, er der ikke noget at sige til, at museet i Humlebæk blandt andet markerer sit 50 års jubilæum med en udstilling, der fortæller om moderne museumsarkitektur.

Udstillingen hedder Museer i det 21 . århundrede , men mange af eksemplerne er fra det 20., og det giver god mening. I det 20. århundrede forandrede museerne sig, og der kom rigtigt mange af dem. I Danmark har vi netop fået et meget vellykket kunstmuseum på Lolland, Steven Holl har tegnet et nyt museum til Herning, og både Ribe og Holstebro kunstmuseer står foran udvidelse.


Miraklet i Bilbao

Der er oven i købet tilfælde, hvor et museum ikke alene er blevet et vartegn for en by, men decideret har forandret eller måske endog reddet den. Det pædagogiske eksempel er naturligvis miraklet i Bilbao, som er eventyret om den nedslidte nordspanske industriby med en arbejdsløshedsprocent på den kedelige side af de 25, der investerede i en museumsbygning tegnet af Frank Gehry, overlod driften til Guggenheim og begyndte at tælle alle de penge, millioner af turister lagde i byen. Siden har andre, om end i mindre målestok, gjort Bilbao kunsten efter. Og det kunne være interessant at finde ud af, om byen fortsat er på overarbejde ved kasseapparaterne, eller om kulturturisterne er som græshoppe- sværme, der flyver videre til næste seværdighed skabt af internationale stjernearkitekter. Noget tyder i hvert fald på, at man ikke skal bygge monumenter af hensyn til turisterne uden at vide, hvad man skal bruge bygningerne til efterfølgende.

Og det er stjernearkitekt-ernes bedrifter på indtil flere kontinenter, udstillingen er en hyldest til. Der er en god lille optakt, som ridser historien op om museets udvikling fra kunstkammer over de store modernistiske byggerier, MOMA blandt andre, der opererede med den hvide kube som det ideale udstillingsrum, til nye overvejelser over museumsbyggeriet. Hvis museumsudvidelsen eller nybygningen ikke skal være et ikon, ikke nødvendigvis et spektakulært stykke arkitektur af Frank Gehry, Daniel Libeskind eller Coop Himmel(b)lau, ikke et vidunder, der ud over arkitekten også peger på byen eller dens mæcen, hvad skal det da være? Pengene sidder for tiden ikke så løst hos amerikanske filantroper, og det har betydet en tilbagevenden til et mere moderat arkitektonisk udtryk.


Stedets ånd

Samtidig er der en række arkitekter, der i endnu højere grad end tidligere synes at tænke på stedets ånd. Det har de selvfølgelig altid gjort. Louisiana selv er et fremragende eksempel på det , og gode arkitekter tænker selvfølgelig i placeringer, hvad enten der er tale om indpasninger i eksisterende urbane miljøer eller en diskret underordning af et storslået eller kulturhistorisk landskab. På udstillingen er det således ikke mindst interessant at se de overvejelser, eksempelvis tegnestuen Anamorphosis har gjort sig over et museum for græsk historie ved Athen, hvordan Renzo Piano vil indordne sit museum for Paul Klee i landskabet uden for Bern, og hvordan et besøgscenter ved Stonehenge nærmest forsvinder i jorden.

Som det gennemgående er tilfældet med Louisianas arkitekturudstillinger, er også denne præget af overskud. Iscenesættelsen er venlig og imødekommende, og det teoretiske niveau er ikke pumpet op over, hvad det kan bære. I reglen er det jo ganske ligetil, og Louisiana har en fin tradition for formidling med korte tekster og vægten lagt på det visuelle.

I modsætning til Louisianas sidste arkitekturudstilling, Den skjulte orden, med ingeniøren Cecil Balmond, er der faktisk tale om en meget let og elskværdig gennemgang af nogle af de fantastis-ke museer , der er bygget i de senere tiår eller er under opførelse. Man får virkelig lyst til at rejse væk og ud og hen og se dem.