...
Keramik er ikke den mest omtalte kunstform - men måske er det en fejl? I hvert fald er der rigeligt for alle sanser på Copenhagen Ceramics’ udstilling af keramikerne Morten Løbner Espersen og Bente Hansens seneste arbejde.
Under titlen ‘Magic Mushroom’ tager Morten Løbner Espersen os med på et syretrip af dimensioner via sine glasurer og former, der for alvor giver keramikken baghjul. Hans værker er stadig underlagt den traditionelle arbejdsgang for keramik; de bliver stadig modelleret, brændt, glaseret og derefter brændt igen adskillige gange.
Men på nærværende udstilling er Morten Løbner Espersens værker langt mere skitseprægede og uprætentiøse end hans tidligere værker. I stedet for at imponere, vil han underholde.
Bente Hansens værker udstilles under titlen ‘Citronblå Erindringer’ og indeholder to modsatrettede formtyper: I den ene halvdel af værkerne kredser hun om det amorfe. Formerne er bløde og organiske i modsætning til den anden halvdel, der er formet som præcise, ovale cylindre.
Hendes værker indtager rummet med det samme udgangspunkt; altid fra den plane flade. Med sine keramiske værker ønsker Bente Hansen at forføre gennem former, farver og fantasiens frivoliteter.
Begge keramikere er repræsenteret på museer og gallerier verden over.
Hvad: Copenhagen Ceramics
Hvor: Copenhagen Ceramics, Smallegade 46, 2. tv., 2000 Frederiksberg
Hvornår: Torsdag d. 31. januar til lørdag d. 23. februar 2013, onsdag - fredag kl. 13-17 og lørdag kl. 12-16.
