For en generation siden havde de censurerede udstillinger som netop Charlottenborgs og Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillings Bygning en enorm betydning i dansk kunst. KE og Charlottenborgs Forårsudstilling og andre udgjorde de snævre indgangsdøre til kunstlivet. Man udstillede der en årrække og kunne så gøre sig håb om at blive gæst og måske siden medlem af en af sammenslutningerne eller få en separatudstilling i et af de dengang ganske få gallerier.
Alt dette blev ændret i 1960erne. Først og fremmest fordi nogle kunstnere begyndte at udstille alle mulige andre steder og være ligeglade med den kollegiale anerkendelse, der lå i at passere censuren. Siden kom der flere gallerier - og i dag er der alt for mange - samtidig med at, der åbnede kunsthaller, og museerne, i langt højere grad end tilfældet er i dag, begyndte at arrangere særudstillinger - og ikke kun af afdøde kunstnere.
Af størst betydning har imidlertid været, at der fra tid til anden er opstået forskellige kunstnerstyrede udstillingssteder, der ofte har vist noget af det mest nyskabende af kunstnere, der ikke havde tid eller tålmodighed til at vente på, at andre opdagede, at de var interessante.
Det har været kunstnere, arkitekter og kunsthåndværkere, der har stået for udvælgelsen af indsendte værker, hvoraf ganske få har passeret censuren, og Charlottenborgs Forårsudstilling har haft sine storhedstider og det modsatte. Men institutionen var faktisk inde i en god periode, da Charlottenborg for et par år siden blev ændret fra at være udstillingsbygning til at være kunsthal - og alt skulle fornyes. Om ikke for andet så for fornyelsens skyld.
I fjor inviterede Charlottenborg en udenlandsk designer, Karim Rashid, og visdommen i dét viste sig efterfølgende at være til at overse. Derfor må man håbe, at årets 25 personer store censurkomite bestående af fem kunstnere, fem kunstsamlere, fem kunsthandlere, fem kunstkritikere og fem kuratorer har større held.