Med erfarne og efterhånden også etablerede gallerister som Nils Stærk og Nicolai Wallner var det måske nok til at regne ud, at åbningen ikke ville foregå i ubemærkethed, men det kom nu alligevel bag på de fleste, tror jeg, at ikke færre end 3.000 mennesker havde været forbi for at sige goddag og drikke fadøl og spise thailandsk og dansk gadekøkken.

Det sidste betyder pølsevogn, men en pølsevogn lyder så old school. Og er der noget, kunstnere, kunsthandlere og for den skyld også kunstanmeldere ikke vil være, så er det old school. Nååååh ja, den regel gælder ikke Per Kirkeby. Han er sgu da ligeglad.

Gallerier kommer og går, og gallerier bevæger sig også geografisk gennem byen.

I 1980erne, da gallerierne skød op som svampe, skulle de alle sammen ligge midt i city, og så gjorde det mindre, at det var lokaler, der var uegnet til indtil flere former for kunst.

Med 1990erne kom udflytningerne til ikke bare brokvartererne men ganske ukendt land helt på den anden side af havneløbet. Der havde der ganske vist i en årrække ligget et universitet forrest på Amager, men det var – når man lige ser bort fra fredagsbaren – arkitektonisk og miljømæssigt så katastrofalt dårligt, at det aldrig fik den store betydning for områdets hipheds-faktor.

Indtil for nogle år siden da universitetet blev udbygget, og københavnerne samtidig opdagede, hvor dejligt et sted, Islands Brygge er. Medvirkende til, at Islands Brygge blev et virkelig hipt sted, var det gallerimiljø, der opstod i området. Man kunne måske godt have undt beboerne, at de havde beholdt deres stilfærdige gader og klassiske københavnerværtshuse i fred, men sådan er det moderne byliv.

Andre gallerier flyttede en overgang for ikke så forfærdeligt mange år sid og det gik virkelig, virkelig godt, så længe pengene sad meget løst herhjemme, men det gjorde de så pludselig ikke længere, og det miljø på Carl Jacobsens Vej, der kunne være blevet endnu bedre, er nu mere eller mindre faldet fra hinanden. Nogle holder ud, andre er flyttet ind til byen i og omkring Bredgade, der stadig er det klassiske kunsthandlerstrøg i København.

Nicolai Wallner begyndte faktisk i Bredgade med et galleri, der på så mange måder varslede noget afgørende nye på den danske kunstscene. Selvfølgelig havde der været et par håndfulde gode og professionelt drevne kunsthandler og en underskov af sympatiske gallerier; ofte der man skulle hen for at blive overrasket og lige så ofte der traditionen blev udlevet.

Men Nicolai Wallner turde satse på en ny måde, på sin egen generation og på en kunst, der ud fra de fleste konventionelle betragtninger ikke var salgbar. Det var den så alligevel. Og ikke mindst i udlandet, og det gik Nicolai Wallner så godt i Njalsgade, at han også fandt overskud til at begynde et større arbejde for at få en rigtig moderne kunsthal i København.

Måske i stil med den i Malmø, der på så mange måder er hovedstadens bedste, jeg ved det ikke, men nu sker der snart igen noget på den front.

Nicolai Wallners søgen førte ham til Carlsberg, hvor det er meningen, at der i løbet af den næste lille generation skal opstå en nyt, fantastisk sted at bo og komme. Det, der er mislykkedes hidtil med hovedstadens nye bydele og kvarterer, lykkes måske her, fordi der er udformet en klog dispositions- og udbygningsplan for området, der kunne gøre det alt andet end goldt.

Er der noget skræmmeeksemplerne ved Københavns Havn har lært os – og nogle af de tyske havnebyer – så er det, at man skal blande funktionerne, hvis man vil skabe liv og forretningsliv i et område.

For Nicolai Wallner havde hans søgen efter et sted til en kunsthal for samtidskunst – det københavnske kunstlivs store ønske gennem årtier – den sideeffekt, at han fik øje på et garageanlæg, som han, kollega Nils Stærk og et par andre gallerier nu har indrettet virkelig godt.

Heldigt for dem. Heldigt for os.

Og efterfølgende kan man så gå en tur på selve Carlsberg, der på så mange måder er et charmerende sted. Man kan blive helt trist ved tanken om, at det om føje år er en ny levende bydel.

Men på den anden side ligger det for godt og har for mange muligheder til, at det ville være hensigtsmæssigt, at Carlsberg blot var et sted, hvor vandringsmænd som undertegnede holder af at strejfe om i fred og kikke på irrede statuer og pæne træer og godt industribyggeri og hele den interessante erhvervshistorie, der begyndte, at den gamle brygger effektiviserede ølleverancerne til det danske folk.

Læs AOKs artikel "Nyt kunstcentrum på vej" fra august 2009 her
Læs AOKs artikel "Garagegallerierne åbner" fra september 2009 her

Læs årets øvrige klummer på AOK her