Gallerier

Det erotiske, eksotiske, mytologiske og 'guddommelige" blandes i Galerie Eros' nye særudstilling, hvor to meget forskellige kvindelige kunstnere viser malerier og kollager med erotikken som omdrejningspunkt.
Camilla Brodersen - KKAart:
"Jeg er meget interesseret i mytologi, især i den ubrydelige sammenhæng mellem religion og sex, som var fremherskende i de antikke religioner. Dengang havde kvinden en religiøs autoritet qua sin centrale rolle som formidler af det guddommelige, og formidlingen havde det seksuelle som omdrejningspunkt. Kvindens forening med guden (i form af en slange, en svane eller lign.) er en uhyre romantisk historie og er i sig selv grund nok til at skildre dette tema. I mit valg af temaet ligger dog også implicit en kritik af den seksualforskrækkelse og nedvurdering af det kvindelige, der stadig ligger i vores kristent funderede kultur. Mine malerier er således også et opgør med den nypuritanisme, der truer med en opblomstring her i landet. Finn Falkersby kæmpede for at lave den første pornografiske udstilling herhjemme, og i dag må vi kæmpe for at få lov til at blive ved".
Githa Schultz:
"Jeg er autodidakt med inspiration i mine mange rejser og længerevarende ophold i forskellige lande. Jeg har mest haft en akademisk tilgang til kunsten via studier på Københavns Universitet og i Firenze, men har også været med i en kunstforenings bestyrelse og arrangeret udstillinger. I kølvandet på min årelange beskæftigelse med andres kunst er min egen indre kunstner vokset, og da det er erotisk kunst, jeg kender mest til, er det også indenfor dette felt, jeg selv har valgt at udtrykke mig. Jeg var medarving til Finn Falkersby meget store kunstsamling, der bl.a. indeholdt én af Danmarks største erotiske kunstsamlinger, og for at holde mindet om Finn Falkersby i live har jeg stiftet Finn Falkersby´s Mindelegat der uddeles i hans ånd".
Kunstanmelder Torben Weirup åbner udstillingen den 3. november kl. 17.30.