I de gode gamle dage hang billedkunsten på væggen. Men Plejer stillede træskoene for længst, og nu om dage står billedkunsten også i bogreolen. Den Frie Udstillingsbygning har taget konsekvensen, og fra den 15. til den 18. februar præsenterer kunstinstitutionen den eventbaserede udstilling »Kunst & Bøger«, der retter fokus mod netop kunsten, bøgerne og sammenhængen.
Hver dag vil publikum kunne se nye udstillinger og installationer, ligesom de fire dage byder på en række foredrage med kunstnere, forfattere og kuratorer.
Læs også: Amerikanske motiver fra naturen
Blandt de mest prominente indslag er projektet »24 Advertisements«, hvor 24 af samtidskunstens mest respekterede navne har indrykket annoncer i forskellige måneds- og kvartalsmagasiner. De 24 annoncer bliver nu samlet i forbindelse med »Kunst & Bøger«, og dermed får københavnske kunstentusiaster mulighed for at se værker af kunstnere som Danh Vo, Wolfgang Tillmans, Sue Tompkins og Jonathan Monk.
Derudover flytter Møllegades Boghandel ind på udstillingen med et udvalg af eksperimenterende bogprojekter, mens blandt andre forfatterne Rasmus Graff og Ida Marie Hede, det lille forlag After Hand, kunstneren Torben Ribe og litteraturkritikeren Lars Bukdahl leverer installationer, taler og foredrag.
Hvad: Kunst & Bøger
Hvor: Den Frie Udstillingsbygning
Hvornår: 15.-18. februar
Hvordan: Programmet er endnu ikke offentliggjort, men du kan snart finde det på denfrie.dk